”Det er numbers, der tæller ... Gør det til en folkelig kamp”

Perspektiv 3/5: "Aktivisme". Gang i gaden, balloner og tusindvis af opslag på sociale medier. Man kan komme langt med aktivisme som supplement til de demokratiske forhandlingsrum, siger Silas Harrebye, der forsker i sociale bevægelser på Roskilde Universitet. Men hvis sygeplejerskernes aktivisme skal batte, skal den også handle om en større sag end deres egen.
Silas Harreby, forsker i sociale bevægelser, Roskilde Universitet
Foto: Privatfoto, Carsten Lorenzen, Christoffer Regild og Bax Lindhardt. Montage: Hanne Grønlund

2021 blev et år, hvor sygeplejerskerne gjorde oprør mod Tjenestemandsreformen fra 1969 og to gange stemte nej ved afstemninger om overenskomstaftaler. De gik på gaden, strejkede, pustede balloner op og mobiliserede sig på de sociale medier. 

Hvor langt kan sygeplejerskerne komme med deres aktivisme fremover? 
”Det er et rigtig godt spørgsmål. Historisk er der masser af eksempler på, at aktivisme gør en forskel på den helt store klinge. Revolutioner, store reformer osv. Men også på den mindre klinge, hvor man på mere indirekte måder påvirker de store reformer og love og måden, hvorpå politiske partier finder sammen i nye koalitioner. Det sker ved, at aktivismen forandrer de måder, vi taler om tingene på og tænker om tingene på, for det forandrer vores adfærd,” siger Silas Harrebye, der forsker i aktivisme på Roskilde Universitet.

”Sammenhængen mellem aktivisme og forandringer kan være svær at måle. Men for enhver, der har studeret historien, er der ingen tvivl om, at hele vores velfærdssamfund er bygget op omkring sociale bevægelser som bondebevægelsen, arbejderbevægelsen, højskolebevægelsen, andelsbevægelsen og nationalliberalistiske bevægelser. De har på forskellige måder præget udviklingen af det velfærdsamfund, som vi sætter så stor pris på,” siger Silas Harrebye og stiller spørgsmålet:

”Hvordan gør man så det bedst? Der er stor forskel på, hvordan #MeToo-bevægelsen lavede aktivisme, spredte en bevidsthed og satte en dagsorden gennem historier fra enkelte kvinder, og på den mere traditionelle strejke, som sygeplejerskerne har taget i brug. Jeg siger ikke, at det ene er bedre end det andet hverken strategisk eller normativt. Men vi må konstatere, at – i hvert fald på kort sigt – så var strejken ikke i denne omgang en succes. Men måske er der lagt en grund for forandring på længere sigt.”

Inkludér patienter og befolkning

”Det, som sygeplejerskerne for mig at se burde have gjort og nu kan gøre, er at tænke deres aktivisme meget mere inkluderende. Frem for at det kun er sygeplejerskerne, der taler med sig selv og hinanden, og det er dem, der går på gaden, så kan de gøre det til en folkelig kamp,” siger Silas Harrebye og udtrykker undren:

”Jeg forstod ikke, hvorfor de ikke gik ind og arbejdede sammen med de patienter, som var indlagt under strejken og fik dem som aktive støtter over på deres side. Eller endnu bredere: fik befolkningen over på deres side. Det blev ligesom bare dem selv, der mobiliserede med sig selv, og derfor var der mange, der sagde: ”Arh, det går jo også bare ud over patienterne”. Men sygeplejerskerne, tror jeg, havde mange patienters sympati og kunne have gjort det til en #AlleOs-kamp frem for, at det blev en #Sygeplejersker-Imod-Stort-Set-Alle-Andre-kamp.”

Hvad skal sygeplejerskerne gøre, hvis deres aktivisme skal have politisk effekt?
”Sygeplejerskerne skal tænke i samskabelse med andre. De skal invitere folk indenfor – både dem, der er enige, og dem, der ikke forstår, hvad sygeplejerskerne vil. De skal i højere grad gå i dialog med dem, og få andre engageret og mobiliseret i deres kamp, så de ikke lukker sig om sig selv,” siger Silas Harrebye og fortsætter:

For det, man ved om aktivisme historisk set er, at det er numbers, der tæller, og ikke kun, hvor mange man er, men hvor bredt forankret man er i befolkningen. Det er ikke kun én faggruppe, der skal med. Det skal sprede sig bredt ud i befolkningen. Det kan lægge et helt andet tryk på politikerne og skabe en større forståelse for ens kamp.”

Forbind til større dagsorden

Silas Harrebye fortæller, hvordan man desuden kan få en langt større påvirkning af det etablerede system, hvis man engagerer almindelige mennesker, borgere, andre faggrupper og patienter i en kreativ form for aktivisme, hvor man bryder skel mellem traditionelle sektorer, faggrupper og borgere og gør det på måder, der taler til folks følelser og stimulerer den politiske fantasi. Nogle gange rykker dét lidt mere end hård aktivisme såsom strejker ift. at åbne en dialog op og provokere til refleksion, siger han. 

”Sygeplejerskerne kan også tale sig ind i en større dagsorden end deres egen. De skal åbne deres engagement op og koble sig på en større dagsorden. Det kunne være ved at tale sig tydeligere ind i kvindesagskampen eller velfærdsdagsordenen. Det gør det også nemmere for andre faggrupper med samme udfordringer, som f.eks. pædagogerne, at følge trop.”

Er der aktivisme, der ikke virker?

”Ja, aktivisme er ikke altid det demokratiske gode, vi måske går og tror. Aktivisme kan i værste fald være uetisk, når den f.eks. går ud over andre. Det kan den risikere at gøre, når den udvikler sig voldeligt. Faktisk viser forskningen, at voldelig aktivisme ikke kun er etisk problematisk, den er også mindre effektiv end fredelige og mere kreative midler. Men også ganske fredelig aktivisme kan blive kontraproduktiv, hvis man får flere mod sig end med sig. Derfor er det en fin balance, sygeplejerskerne træder. De skal turde stå fast og betale den pris, konfrontationen koster. Samtidig må de ikke miste befolkningens sympati.” 

 

Emneord: 
Løn