”Hvis nogle går nord, nogle går øst, og nogle går vest, så opnår man ikke noget som helst”

Vrede over for højt arbejdspres og for lav løn. Håb om at samfundet måtte være parat til at honorere sygeplejersker med andet end honninghjerter efter deres indsats under corona.

Denne kombination af vrede og håb var afsættet for den store mobilisering af sygeplejersker i 2021, og med vrede og håb kan man nå langt, når man forbinder følelserne med en fælles strategi og en plan for forandring.

Det siger Bjørn Hansen, der er direktør i Deltager Danmark, som rådgiver fagforeninger – herunder Dansk Sygeplejeråd – om, hvordan de kan engagere og involvere medlemmerne i det, der jo er deres egne foreninger.

”Medlemmernes energi er et enormt potentiale, altså hvis man går i samme retning. Det begrædelige ved sygeplejerskernes situation i 2021 er, at man har brugt energien til i en vis grad at bekæmpe hinanden. Men energien har et kæmpe potentiale, hvis den bliver brugt på i fællesskab at skabe et befolkningsmæssigt mandat og til at gå til politikerne og fortælle dem, at de også kan vinde på at finde de midler, der skal til, for at vi kan få ligeløn,” siger Bjørn Hansen.

Opbrud inden de to nej’er

Bjørn Hansen er en mangeårig iagttager af udviklingen i fagbevægelsen, og i 2021 så han, at sygeplejerskerne spredte deres engagement i mange retninger. Det stod i modsætning til OK18, hvor det generelt lykkedes for fagbevægelsen at holde medlemmerne samlet under slagordet ’En løsning for alle’.

Opbruddet blandt sygeplejerskerne i 2021 skete noget tid før de to nej-afstemninger om OK21.  Det skete med etableringen af den parallelle forening Foreningen af Danske Sygeplejersker og af andre fællesskaber uden for Dansk Sygeplejeråd, hvor dialogen ikke blev kanaliseret ind i de demokratiske beslutninger i fagforeningen, påpeger Bjørn Hansen. 

Det lykkedes ikke Dansk Sygeplejeråd at involvere de kritiske røster og få medlemmerne med på et ja til overenskomsten og planen om at rykke ligelønskampen ind på Christiansborg via en lønstrukturkomité.

”Medlemmerne var ikke med på den kontrakt. De sagde: ”Vi kan ikke vente længere, og vi tror ikke på den komité.” Medlemmernes vrede var enormt tydelig, og de havde et håb om forandring. Men jeg tænkte: “Hvad er jeres strategi? Hvordan vil I komme hen til et bedre resultat?” Der stod så at sige ikke to klare veje, man kunne vælge. Der var en vej, der hed: “Der skal være en lønkomité og en diskussion på den politiske arena”. Og så var der den anden vej, der hed: ”Det er ikke godt nok”. Den anden vej var ikke særlig strategisk, men den var til gængæld meget dybfølt.”
 
Men dybfølt vrede og håb er vel sådan noget, revolutioner bliver skabt af?

”Lige præcis. Men der er også en grund til, at revolutioner tit går galt. Med vores faglige forståelse ser vi både vrede og håb som vigtige for, at man engagerer sig. Det gør man, fordi man synes, at verden burde være bedre, end den er. Og man har et håb om, at den kan blive det. Det er godt. Men det afgørende er, at man forbinder den vrede og det håb til en meningsfuld strategi. Med et fint ord: en forandringsteori,” siger Bjørn Hansen. 

”Sådan laver man en succesfuld forandring og ikke bare en protest. Men det var ikke særlig tydeligt, hvad planen var fra – om man så må sige – oprørernes eller kritikernes side. Fordi de netop ikke var en samlet blok eller opposition.”

Ikke smart med fire talerør

Set i den optik var det ifølge Bjørn Hansen ”en forfærdelig idé” at oprette Foreningen af Danske Sygeplejersker.  

”Grundlæggende er det udemokratisk at lave en anden forening, fordi man ikke er tilfreds med det flertal, der er. Vi får jo heller ikke to Folketing, når der er uenighed derinde. At lave parallelstrukturer uden for Dansk Sygeplejeråd er kun skadeligt for sygeplejerskerne. I stedet synes jeg, man skal engagere sig i fællesskabet. Dansk Sygeplejeråd er jo medlemmernes, og det er medlemmerne, der har valgt dem, der sidder der. Som medlem har man ret til at være uenig i en strategi, men så skal man sætte en anden plan og strategi i stedet,” siger Bjørn Hansen.

Hvorfor er parallelle foreninger skadelige?
”Det er helt simpelt: Man splitter jo kræfterne. Hvis nogle går nord, nogle går øst og nogle går vest, så opnår man ikke noget som helst. Gradvist vil man miste legitimiteten. Det er jo derfor, man har en enhedsfagbevægelse i Danmark. Man siger: ”Hør her, vi har ét sted, hvor man taler for alle sygeplejersker.” Det er den måde, man får styrke på. Hvis man pludselig har fire talerør, er det ikke særligt smart.”

Giv rum til aktivisme

“Selvfølgelig skal fagforeningerne også finde ud af at udvikle sig, så de passer til medlemmernes måder at engagere sig på,” siger Bjørn Hansen.

”Man skal give rum til meget mere netværksprægede former for aktivisme, der har forskellige logikker, men går i samme retning. Det er jo lidt fjollet, hvis den eneste måde, man kan engagere sig på, er ved at blive TR eller komme ind i kredsbestyrelsen i fire år. Hvad nu, hvis man kun vil være engageret i et halvt år? Eller hvis man synes, der er en dygtig kredsbestyrelse, men man vil gerne noget andet. Dér har fagforeningerne generelt for få handlemuligheder for engagerede medlemmer, og det er måske en af grundene til, at deltagelsen sker uden om de etablerede fællesskaber.”