”Når noget ikke er i orden, kan man smutte, man kan blive ligeglad, eller man kan kæmpe for at forandre det”

Perspektiv 4/5: "Engagement": Efter to år i faget skrev Ditte Krøyer til Dansk Sygeplejeråd: ”Ved I godt, hvor sindssygt det er herude – og hvorfor har I ikke gjort noget ved det?” I 2021 blev hun så valgt ind i en kredsbestyrelse, hvor hun vil bruge sit kritiske engagement på at udvikle Dansk Sygeplejeråd og – forhåbentlig – vinde lønkampen.
Ditte Krøyer, sygeplejerske på Steno Diabetes Center, tidligere tillidsrepræsentant på medicinsk afdeling, aktivist under konflikten og nyvalgt medlem af kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden.
Fotomontage: Hanne Grønlund

Ditte Krøyer er på orlov med sit andet barn, men det har ikke afholdt hende fra at været aktivist i 2021. Senest var hun med til at puste 1.790 balloner op og sætte dem i et mønster på Fælledparkens græs. ”Tag ansvar” stod der med store hvide bogstaver.

Fotografiet – taget med drone – blev selvfølgelig delt på Facebook og Instagram. 

For Ditte Krøyer kan ikke sidde stille, når der er noget, der kan gøres. Men hvorfor gider hun egentlig engagere sig? Først som tillidsrepræsentant på to forskellige medicinske afdelinger, så som aktivist i 2021 og nu som nyvalgt medlem af kredsbestyrelsen i DSR Kreds Hovedstaden.

”Når noget ikke er i orden, kan man være i det på tre måder. Man kan smutte, man kan blive ligeglad, eller man kan blive og kæmpe for at forandre det,” siger hun. 

”At engagere sig er en måde at være i det på. At sige: ”Det her er ikke i orden. Det er et politisk ansvar at få det forandret, og det vil jeg prøve at presse på for”.”

Vi skal kunne rumme mangfoldighed

”Det er rigtig fedt,” tænkte hun, da hun i 2021 så, hvor stor opbakningen blev til opgøret med Tjenestemandsreformen, til Foreningen af Danske Sygeplejersker og til andre grupper af sygeplejersker, som tog ordet og gjorde sygeplejerskernes kamp for ligeløn og ordentlige arbejdsvilkår synlig på alle kanaler.

Selv blev hun provokeret af landspolitikere, der sagde, at ligelønnen skulle ordnes ved overenskomstbordet, selv om ”alle godt vidste, at det kunne den ikke”. 

Så hun stemte nej til forliget om OK21, men ja til forligsmandens mæglingsforslag:

”Anden gang ville jeg ikke stemme nej. For jeg tænkte, at man ikke får noget ud af den strejke. Jeg var på barsel, og jeg kunne ikke sige til de andre: I skal bruge jeres ferie, og vi skal bruge en masse penge på noget, der ikke kommer noget ud af.”

”Så jeg stemte modvilligt ja. Men det blev jo et meget overvældende nej. Overvældende mange sagde: ”Måske virker det ikke at strejke, men nok er nok”. Derfor bakkede jeg også fuldt op, da strejken kom."

Men dét at bakke op er i Ditte Krøyers optik ikke det samme som at tie stille og gå i takt. Fællesskabet i Dansk Sygeplejeråd skal kunne holde til – og formå at udnytte det som en styrke – at der er en mangfoldighed af stemmer og måder at udtrykke sine krav om forandringer på.

”Jeg synes, det var rigtig fedt, at de lavede Foreningen af Danske Sygeplejersker – også selv om det har givet en splittelse. Jeg tænkte, at det egentlig ville være bedst, at tingene skete inde i organisationen, altså i DSR, men vores organisation har overhovedet ikke kunnet rumme folk, der gerne ville være aktivistiske, og rumme den vrede og frustration, der er. Og når der så er nogle, der kommer med et kæmpe engagement og virkelig bruger meget tid, så har man ikke fra DSR formået at tage nok imod det. Måske kunne man have samarbejdet bedre og have set, at aktivisterne kunne noget, som fagforeningen ikke kunne. Også fordi Foreningen af Danske Sygeplejersker jo sagde, at de ikke ville være en konkurrerende fagforening,” siger Ditte Krøyer.
    

Fælles strategi og frirum    

Selv har Ditte Krøyer været frustreret over, at de politisk valgte i DSR i forbindelse med OK21 efter hendes mening ikke sagde tingene ligeud:

”Nu har strategien for at få ligeløn ved forhandlingsbordet ikke virket i 50 år. Hvorfor kom de så ud og sagde, at vi havde fået en god aftale? Hvorfor sagde Grete Christensen ikke, at ”det her er noget rigtig lort, men vi kan ikke få andet. Til gengæld er vores plan sådan og sådan”? Det er meget svært at gennemskue formandskabet i DSR’s plan og strategi, og jeg tvivler faktisk på, om der overhovedet er en.”

Nu har hun valgt at tage et medansvar for fællesskabet i fagforeningen. Det handler om sammen at skabe en strategi for vejen til ligeløn, og om at give medlemmerne frirum og bedre muligheder for at være med i udviklingen af DSR – med det engagement og tidsforbrug, hver enkelt nu kan lægge i det. 

”Vi er nødt til at tænke det hele lidt forfra, for vi har brug for en gennemgribende forandring af måden, DSR fungerer på,” siger Ditte Krøyer, der går ydmygt til opgaven og ikke foregiver at have svar på forhånd.

F.eks. ved hun godt, at det kan blive svært at supplere de formelle beslutningsgange gennem tillidsfolk og fagpolitikere med input fra netværk, debatter og aktiviteter med andre medlemmer. Initiativer kan falde fra hinanden. Som tillidsrepræsentant forsøgte hun selv at etablere et netværk af sygeplejersker, men det smuldrede.

”Men vi er jo ikke de første, der skal igennem sådan en forandringsproces. Vi må opsøge viden og erfaringer fra andre og sammen finde ud af, hvordan vi kommer derhen, hvor vi vil være.” 

 

Emneord: 
Løn