Tværfagligt samarbejde forkorter indlæggelsestiden

Det er mandag morgen. Klokken har passeret 9, og på medicinsk mave- og tarmafsnit på Slagelse Sygehus er stuegangen begyndt. 

På stue 9 ligger Henning Petersen. Han blev indlagt i weekenden med voldsom kvalme og opkast. Lægerne i Akutafdelingen skrev i journalen, at Henning Petersen selv fortæller, at han har tabt sig omkring 10 kilo på kun 8 uger, så han nu kun vejer 49 kilo.

“Hej Henning. Får du spist og drukket?” spørger sygeplejerske Maria Lauritzen. Henning Petersen rejser sig en anelse op i sengen, da han ser dem komme. Armene er tynde, hospitalstøjet virker lidt for stort, og huden i ansigtet er gulligt. Han ryster på hovedet. “Nej. Jeg har slet ikke lyst,” siger han.

“Er der noget, du drikker, du kan lide? Udover squashsodavand?” prøver klinisk diætist Malene Jelkvist. “F.eks. proteindrik?”.

“Det må der være andre, der har brug for,” kommer det tørt fra Henning Petersen. 

De næste par minutter går med, at både Malene Jelkvist og Maria Lauritzen spørger ind til, hvad Henning Petersen kan lide af mad og drikke. Så kommer koldskål på banen.

“Dét kan jeg godt lide,”siger Henning Petersen. “Er der proteiner i den?” spørger han skeptisk. 

“Ja,” svarer Malene Jelkvist.

“Du har tabt dig meget på kort tid, og du har dårlige lunger. Du skal have proteiner.”

“Åh, Gud fader,” sukker Henning Petersen, der modstræbende accepterer forslaget.

Da Maria Lauritzen vender sig for at gå ud og hente koldskålen i køleskabet, hiver Malene Jelkvist fat i hende og hvisker noget i hendes øre. 

Intensiveret tværfagligt samarbejde 

Det er halvandet år siden, at afdelingen gik fra at have kliniske diætister i sammenlagt 10 timer om ugen til i dag at have 30 timer, hvoraf Malene Jelkvist har de 24 af dem. Det har intensiveret det tværfaglige samarbejde og ikke mindst frigjort tid til andre sygeplejefaglige opgaver. Til stor gavn for både personale og patienter, fortæller udviklingssygeplejerske i afdelingen, Mette Bidstrup Marcussen.

“Vi har langt større viden og langt større fokus på ernæring i dag, end vi havde tidligere. Bare dét at Malene Jelkvist er så synlig, som hun er, fordi hun er gået væsentligt op i timetal, gør en forskel. Jeg plejer at kalde det en form for nudging, fordi vi konstant bliver mindet om, hvor væsentlig ernæringsindsatsen er,” fortæller Mette Bidstrup Marcussen.

Hun forklarer, at afdelingen har mange patienter med levercirrose, skrumpelever, og at en overvejende stor del af dem går i leverkoma, fordi de ophober deres affaldsstoffer. I leverkoma kan patienterne ikke komme af med deres affaldsstoffer. Proteiner er derfor alfa og omega for at få gang i maven og holde en god ernæringstilstand. 

“I en travl hverdag kan det være udfordrende som sygeplejerske at have tid, men også have det detaljerede faglige kendskab til, hvad der ville være den perfekte diætplan for den enkelte patient, der f.eks. er i leverkoma. Det er en kæmpe hjælp, at Malene Jelkvist i dag har ansvaret for diætplanerne og serverer dem til os på et sølvfad,” forklarer Mette Bidstrup Marcussen.

Hun pointerer, at alle på afdelingen kan henvise til diætist. Ikke kun læger og sygeplejersker, som det typisk er på andre afdelinger, men også studerende eller social- og sundhedsassistenter. 

“I sidste uge var 90 pct. af vores kronikere henvist til Malene Jelkvist inden for 24 timer efter ankomst. Det sparer tid. Tid, der så kan gå til andre sygeplejefaglige opgaver. Som f.eks. den følsomme samtale om patientens mulige alkoholproblem. Det kræver tid at etablere den tillid, der skal til for at kunne tage den type samtaler, og den tid er der mere af i dag,” fortæller Mette Bidstrup Marcussen. 

Caption 

“Indimellem er det små ting, der gør en forskel, flaskerne, f.eks. De kan dufte syntetisk, og det gør ikke underværker for appetitten. Så i dag hælder vi for det meste op i glas,” forklarer diætist Malene Jelkvist, mens Mette Bidstrup Marcussen lytter.

Attribution 

Foto: Claus Bech

Hurtig ernæring, kortere indlæggelse

Men også særligt i forhold til udskrivelsen, er der i dag mere tid til at sikre en god overgang. Malene Jelkvist får spurgt ind til detaljer om, hvem der laver mad, når patienten kommer hjem, om der skal være et firma, der leverer ernæringsdrikke, eller de skal sendes fra apoteket, og hvad patienten foretrækker at spise og drikke. Det frigør tid til, at sygeplejerskerne kan tale om hjælpemidler i hjemmet, behovet for hjemmehjælp, kontakt til socialsygeplejersker eller måske det lokale misbrugscenter.

“Vi har gengangere på afsnittet, og uden at jeg kan dokumentere det, er det mit klare indtryk, at gengangerne ikke kommer så hurtigt igen, som de gjorde tidligere,” forklarer Mette Bidstrup Marcussen. 

Hun kan også konstatere, at den gennemsnitlige indlæggelsestid for to år siden lå på 4,32 dage. Nyeste tal viser, at det tal er faldet til 4,19 dage. Tæller man op, bliver det til flere hundrede timer om året. Tiden der går fra, at en patient bliver indlagt, og til at personalet er i gang med ernæring, er også væsentligt kortere i dag: I 2020 gik der gennemsnitligt 5 dage, før patienten var i gang med sondeernæring. I dag hedder tallet 3,1 dag.

“For det første har vi en langt større viden om det i dag. Og vi er mere anerkendende over for den forskel, det gør. Og det tilskriver jeg klart det tværfaglige samarbejde,” siger Mette Bidstrup Marcussen, der, igen uden at kunne dokumentere det sort på hvidt, er overbevist om, at afdelingen har langt færre patienter, der ender i komagrad 4:

“Vi kan ikke trække tal på det, men jeg har været her i årevis, og jeg kender vores patienter. Et kvalificeret bud lyder på, at vi for nogle år siden havde en patient om måneden, der gik i komagrad 4. I hele 2022 har vi haft én, måske to i alt.”

“Den var god” 

På Stue 9 serverer Maria Lauritzen Henning Petersens koldskål i et glas. Der ikke er fyldt helt, men kun halvt op.

Nu har Henning Petersen fået serveret noget, han forhåbentlig kan lide, og han vil dermed få en del proteiner. Dét, som Malene Jelkvist nåede at hviske i Maria Lauritzens øre, var, hvilken slags koldskål, hun skulle vælge. Afdelingen har nemlig tre slags, hvor to af dem reelt er rene proteindrikke, der blot smager af koldskål.

“Før Malene Jelkvist kom, ville jeg have givet Henning Petersen en nutri-drik. Det er den med flest proteiner. I dag vælger jeg en anden strategi. Hvis Henning Petersen får sin koldskål som mellemmåltid lidt flere gange om dagen i en overskuelig mængde, så han ikke allerede bliver mæt af at kigge på en lidt for stor flaske, er der langt større chance for, at han tager på,” siger Maria Lauritzen. 

“Og når jeg om lidt skriver et journalnotat om, at Henning Petersen kan lide koldskål, så skriver jeg også, at han reagerer voldsomt på ordet “protein”. Så ved hele afdelingen det.”

Maria Lauritzen er i dag langt mere opmærksom på ikke at gå for hurtigt frem med ernæring. Med patienter som Henning Petersen, der tydeligvis ikke har spist nok gennem længere tid, er det væsentligt med en stille op-ernæring. 

“Jeg er blevet ret opmærksom på at arbejde tæt sammen med Malene Jelkvist omkring patienternes blodprøver og f.eks. holde øje med elektrolytterne i forhold til refeeding (en potentiel livstruende tilstand med elektrolytforstyrrelser og væskeødem med risiko for alvorlige komplikationer, red.). Elektrolytterne falder nemlig, hvis vi op-ernærer for hurtigt,” fortæller Maria Lauritzen. 

“Jeg plejer at sammenligne det med et atomkraftværk, der har været lukket ned gennem længere tid. Her skal man også starte stille op, så systemet ikke brænder sammen,” forklarer Malene Jelkvist. 

Der lyder et bonk, da Henning Petersen sætter sit tomme glas på bordet. Han smiler og siger: “Den var god.”