Sygeplejersken
Her er omsorgen sat i system
På Sygehus Lillebælt er omsorgen sat i system, og sygeplejersker bliver løbende undervist i kernebegreber som velvære, personcentrering, faglighed og relation. Flere fortæller, at de er blevet mere bevidste om, hvad der gør sygeplejen unik i mødet med patienterne.
Sygeplejersken 2023 nr. 5, s. 24-26
Af:
Christina Sommer, journalist
Kan vores sygepleje blive omklamrende eller formynderisk?
Det spørgsmål er til debat, da omkring 20 sygeplejersker fra Ortopædkirurgisk Afdeling på Sygehus Lillebælt Vejle diskuterer en patientcase på et møde en tidlig morgen i marts.
Ved tavlen står klinisk sygeplejespecialist Christina Bræmer og spørger ind til casen ud fra begreber som tillid, personcentrering og velvære, der indgår i sygehusets referenceramme ”excellent sygepleje” (se figur side 25).
Patienten havde ved forundersøgelsen i ambulatoriet fortalt, at han var meget nervøs for smerter i forbindelse anlæggelsen af perifert venekateter, hvilket ikke er en sjælden bekymring.
Det anerkendte sygeplejersken, som sammen med patienten planlagde et tilpasset forløb på operationsdagen – en plan som dog blev omstødt på operationsgangen.
Alt gik godt, men forløbet har fået sygeplejerskerne til at reflektere over, hvad der er det gode, kloge og rigtige at gøre for hver enkelt patient. Kan sygeplejen blive omklamrende eller formynderisk? Og hvad sker der med relationen og tilliden, når planer nogle gange må ændres?
”I anerkendte patientens nervøsitet og tog udgangspunkt i patientens erfaringer og behov som person. Det har betydning for patientens oplevelse af tryghed og velvære,” siger Christina Bræmer og lader diskussionen fortsætte.
Hvad gør sygeplejen unik?
Excellent sygepleje er ved at blive indført på hele Sygehus Lillebælt. Det udgør fundamentet for sygeplejerskernes arbejde med omsorg, bl.a. ved at beskrive teorierne bag og give eksempler på excellent og omsorgsfuld sygepleje.
Det er udviklet af kliniske sygeplejespecialister og specialeansvarlige sygeplejersker på Onkologisk Afdeling i kølvandet på en direktionsbeslutning om, at bl.a. excellence skal gennemsyre al behandling og pleje på Sygehus Lillebælt. Klinisk sygeplejespecialist og ph.d.-studerende Mette Stie uddyber:
”Vi oplevede, at mange sygeplejersker havde svært ved at sætte ord på, hvorfor der skal være sygeplejersker ansat på et hospital. Der var stort behov for at sætte fokus på den sygeplejefaglige omsorg og skabe en fælles forståelse og et sprog for sygeplejens selvstændige og værdifulde bidrag i det samlede patientforløb – for det, der gør sygeplejen excellent og unik.”
Det begyndte med litteratursøgninger for små seks år siden og er nu blevet til en systematisk indsats med flere initiativer målrettet studerende, nyansatte og erfarne sygeplejersker. I dag har 40 sygeplejersker taget en intern uddannelse i excellent sygepleje, som også er beskrevet i flere foldere og pixi-bøger tilpasset de forskellige afdelinger.
”De er ambassadører for at få omsorgen og den excellente sygepleje til at komme ud og leve på afdelingerne – til at bo i væggene og måden, vi taler om, udfører og strukturerer vores sygepleje på – ikke mindst i mødet med patienterne og deres pårørende,” fortæller Mette Stie, der selv har holdt utallige oplæg for både topledelse, ledere og medarbejdere.
I løbet af april 2023 publicerer Sygehus Lillebælt syv podcasts om kernebegreberne i excellent sygepleje. Hver podcast byder på interview med to kliniske sygeplejersker, som uddyber kernebegreberne et for et. Podcastene slutter hver gang med tre refleksionsspørgsmål og kan tilgås af alle, der hvor man normalt henter sine podcasts ved at søge på ”Sygehus Lillebælt”.
Patienter føler sig set og hørt
På Onkologisk Afdeling er oversygeplejerske Hanne Nafei blevet mere bevidst om, hvordan sygeplejerskerne bidrager til patienternes velvære.
”Jeg er en af de mere erfarne, men nu kan jeg for alvor se, hvad det er, sygeplejen kan. Nogle gik til det med lidt modstand i begyndelsen. Men modstanden er forsvundet i takt med, at vi får styr på begreberne,” siger hun.
Det er sygeplejerske og udskrivningskoordinator Frederikke Lindskov Dahl enig i. Hun blev uddannet i 2019 og genkender mange af teorierne fra studietiden. For hende giver arbejdet med excellent sygepleje faglig stolthed og tryghed.
”Det bliver stille og roligt en del af vores fælles sprog og den måde, vi taler med og om patienterne på. Det sikrer kobling mellem teori og praksis, og mellem os og patienterne. Vi er de faglige eksperter, mens patienterne er eksperter i deres liv og hvad, der er vigtigt for dem,” forklarer hun.
Sygeplejerske Anne Qvarfot blev ansat på Onkologisk Ambulatorium i oktober 2022 og har modtaget undervisning i excellent sygepleje som en del af sit introforløb:
”Det udvikler mig som sygeplejerske. Jeg er mere bevidst om, hvordan jeg udøver sygepleje og giver patienterne omsorg og velvære. Jeg når langt fra omkring alt hver gang, men selv når jeg er presset, reflekterer jeg over, hvad jeg ser hos patienten og mig selv. Og jeg hører flere patienter fortælle, at de føler sig set og hørt.”
Ingen facitliste
Arbejdet med excellent sygepleje kræver konstant fokus på de syv kernebegreber, bl.a. gennem undervisningsforløb og ugentlige reflektionsseancer, som mange afdelinger formår at presse ind i en travl hverdag.
Og det kræver konstant ledelsesopbakning, hvorfor også sygeplejefaglig direktør Hanne Andersen har ”Status på excellent sygepleje” med som fast punkt ved alle lederstatussamtaler.
Som en af de 40 ambassadører arbejder klinisk sygeplejespecialist Christina Bræmer fra Ortopædkirurgisk Afdeling konstant på at bringe den excellente sygepleje i spil, f.eks. på morgenmøder som det i marts, hvor spørgsmålet er, om sygeplejen kan blive omklamrende.
”Vi skal ikke svare ja eller nej, men vi havde nogle vigtige og faglige refleksioner over, hvad der var betydningsfuldt for patienten, og hvorfor sygeplejerskerne handlede, som de gjorde ” siger Christina Bræmer, da morgenmødet er slut.