"Undskyld forstyrrelsen"

Teitur Vágadal når kun lige at bakke den lille sølvgrå Toyota Yaris Hybrid ud ad indkørslen, før han må trække ind til siden. Klokken er lidt over 8. Kursen var sat mod dagens første borger, men mobilen i lommen ringer. 

En af kollegerne – en social- og sundhedshjælper – i Hjemmeplejen Midt i Aarhus Kommune har brug for at vende et sår hos en borger med ham i kraft af hans funktion som vagthavende sygeplejerske. Efter fem minutters snak aftaler de, at Teitur Vágadal kontakter borgerens læge, og han starter bilen igen.

Opkald som dette er bare én årsag til, at Teitur Vágadal synes, det kan være svært at fokusere og finde tid til at være nærværende og yde omsorg hos de borgere, han kommer hos.

”Opkaldene afbryder og stjæler vigtig tid. Nu er jeg allerede lidt bagud i forhold til planen,” siger han. 

Opkald på opkald

På dagens første besøg skal han dosere medicin til Marley på blot et år. Drengen lider af to sjældne genfejl, som bl.a. betyder, at han skal have aminosyrer tilføjet sin kost. 

Sygeplejersken træder hjemmevant ind i entreen, hilser hurtigt på forældreparret i køkkenet og sætter kurs mod kælderen i villaen og et lyst træbord ved siden af vaskesøjlen. Aminosyren skal afmåles præcist på milligrammet, og dosis ændrer sig løbende i takt med, at Marley vokser og er begyndt at spise fast føde. 

Teitur Vágadal slår dosis op på sin iPad og begynder koncentreret afvejningen af det hvide pulver. Kort tid efter ringer mobilen igen. Det tager et par minutter. Teitur Vágadal spritter hænder og fortsætter, hvor han slap. 

Han blander aminosyren op med vand og efter en halv time, står syv sprøjter klar til det næste døgn. Han gør klar til dosering af mere medicin, da endnu et opkald forstyrrer. Nu på iPad’en. 

”Normalt tager jeg ikke opkaldene her, men min kollega har fri i dag, så jeg er alene på vagten.” siger han og bliver færdig. 

”Men nu har jeg også rutinen. Det er ren aflastning for familien. Det er hårdt for dem det her.”

”Vent, du er på højtaler”

Efter en kort køretur sidder Teitur Vágadal på en sort lav stol på hjul hos 68-årige Lisbeth Thomasen. Hun har sat sig i lænestolen ved siden af sofaen og lagt benene op på en skammel.

”Gør det ondt?” spørger han og begynder at klippe kompressionsforbindingen på højre ben op.

”Ikke længere,” svarer hun og fortsætter:

”Min bevilling er gået igennem. Jeg får dem en gang efter påske.”

Lisbeth Thomasen er visiteret til kompressionsbehandling af underbenene. Kompressionsstrømper virker ikke, og da forbindingerne ofte glider ned, bliver de skiftet tre gange om ugen. Teitur Vágadal har derfor foreslået, at hun skal prøve nogle med velcro-lukning, hvilket nu er blevet bevilliget.

Han når dog ikke at kvittere for den gode nyhed:

”Sygeplejerske Teitur, vent, du er på højtaler,” siger han, da han endnu en gang bliver nødt til at tage et opkald på iPad’en. 

Bagefter er dagens første uplanlagte besøg en realitet. Han sætter sig igen:

”Det lyder godt, jeg håber, det vil komme til at fungere bedre.”

Forbindingerne på begge ben når kun lige at komme af, før mobilen i lommen også ringer. Opkaldet er kort, og Teitur Vágadal fortsætter, hvor han slap. 

Han konstaterer, at hævelsen i ben og lår er faldet lidt. Han vasker benene og smører dem ind i creme, før han anlægger nye forbindinger. Han pakker sammen og skal til at sige på gensyn om to dage, da iPad’en ringer igen …

Opkald fjerner fokus

Efter dagens første uplanlagte besøg i hus, går turen til Frits Ringgaard på 94, der skal have skiftet forbinding ved sine nyrekatetre. Han bor i en rødbrun murermestervilla på en blind villavej. Alene, selvvalgt efter et langt liv på havet, fortæller Teitur Vágadal. 

Han har lige været indlagt og ligger i en sygeseng i villaens bagerste stue. Teitur Vágadal når knapt at sige goddag, før iPad’en ringer, og han forlader stuen igen. 

”Undskyld forstyrrelsen,” siger han, da han er tilbage, for blot at blive afbrudt af endnu et mobilopkald. Dog kort. Han når at spørge ind til, hvordan det går med at drikke, mens han får skiftet forbindinger i begge sider. 

Efter frokost og de sidste planlagte besøg, skal han akut forbi endnu to borgere. Tilbage på kontoret står den på dokumentation og besvarelse af mail, bl.a. flere henvendelser fra kolleger om evt. sygeplejefaglige ydelser til andre borgere. 

Ifølge Teitur Vágadal har det været en normal, men travl dag med mange afbrydelser.

”Vi drøfter løbende, hvilke opkald der kan vente. For de forstyrrer og fjerner fokus, så de instrumentelle opgaver også kommer til at tage længere tid. Jeg oplever tit, at jeg ikke har tid til at sætte mig ned hos borgeren et par ekstra minutter eller til at overveje, hvad det er, jeg lige har observeret – om jeg bør reagere, eller det kan vente.”