Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Fag & Forskning

Det er ikke farligt at berøre et andet menneske

Krop og bevægelse II. Ved at danse, massere og være førerhund for hinanden lærer sygeplejestuderende at tage lederskab over svære og kaotiske patientsituationer, samt hvordan og hvornår de skal berøre en patient.

Fag & Forskning 2017 nr. 4, s. 14-15

Af:

Sussi Boberg Bæch, journalist

ff4-2017_nyprak_dans_susanne-naesgaard

De sygeplejestuderendes håndflader mødes i en pardans, hvor den ene med lukkede øjne lader sig føre rundt af partneren til latinamerikanske rytmer. Koncentrationen er stor, for mellem håndfladerne er en tændstik, der ikke må falde ned.

Borde og stole er skubbet tilfældigt til side i undervisningslokalet på Diakonissestiftelsen Sygeplejerskeuddannelsen, der danner rammen om lektionen i faget ”Krop og bevægelse”. Faget skal træne de studerendes professionalitet og klæde dem på til at håndtere svære situationer i den kliniske praksis.  Og øvelsen med tændstikkerne handler om at tage lederskab.

”Mange studerende bliver usikre på sig selv og på, hvordan de handler professionelt korrekt, når de står i klinikken og skal være leder i en patientsituation. Derfor øver vi, hvordan vi tager styringen i dansen og får vores partner til at følge os,” forklarer lektor og cand.cur. Susanne Næsgaard Gröntved, som underviser i faget.

Musikken hører op, og hun giver en hurtig instruks til de studerende om at stille sig sammen med en, de ikke kender i forvejen. Den ene skal massere den anden på skuldre og arme. 

”Det går ud på at lære, at det ikke er farligt at berøre et andet menneske, og at det kan være en dejlig oplevelse at blive berørt. Her går det tit op for de studerende, at det er vigtigt at tage ordentligt fat. Patienterne skal kunne mærke, at nu bliver der taget sig af dem,” siger Susanne Næsgaard Gröntved.

Studerende: Det gav pludselig mening

25-årige Sally Rikke Lauridsen er netop blevet færdig som sygeplejerske fra Diakonissestiftelsen Sygeplejerskeuddannelsen og var med på det første hold i faget Krop og bevægelse. 

3 gode råd
  1. Sørg for relevant efteruddannelse til personale, f.eks. første modul af diplomuddannelsen ”Professionspersonlige kompetencer i praksis” fra Københavns Universitet.
  2. Giv plads til, at de studerende kan dele deres oplevelser, følelser og erfaringer.
  3. Det er en fordel som underviser at have viden om dansens læringspotentialer og mulighed for personlig udvikling.

”I starten kunne jeg ikke helt se meningen med det. Det var alt for abstrakt at skulle lave øvelser for at komme i kontakt med mig selv. Jeg havde modstand på og overgav mig ikke rigtig til øvelserne,” siger hun.

Men det hele vendte, da hun første gang kom ud i klinikken.

”Jeg stod i nogle rigtig svære situationer, hvor jeg lige pludselig kunne mærke, at nogle af de ting, vi havde arbejdet med, begyndte at give mening og virke.” 

Sally Rikke Lauridsen var i klinik i psykiatrien, hvor hun en dag var til et møde med en meget dårlig patient. Til stede var en erfaren sygeplejerske, patientens far og en kammerat. Der var en trykket stemning i rummet, og de pårørende begyndte verbalt at angribe hinanden og sygeplejersken.

”Jeg blev meget overrasket over konflikten, der var trappet op på ingen tid, og blev bange og meget utilpas ved hele situationen. Her brugte jeg en grounding-teknik fra kurset, hvor jeg rykkede frem på stolen, så jeg kunne mærke gulvet under mig og trække vejret frit. Det gjorde, at jeg bedre kunne rumme situationen og blev mindre utilpas.”

Klinikken er overvældende 

Når studerende faldt fra sygeplejerskeuddannelsen, skete det især efter den første klinikperiode. Det fik Susanne Næsgaard Gröntved til at tænke i nye baner, og hun læste om de bevægelsespsykologiske principper, der ligger bag den undervisning, som i dag udgør faget Krop og bevægelse. 

Hun kontaktede lektor Helle Winther fra Københavns Universitet, som har udviklet principperne, med henblik på et samarbejde omkring at arbejde med krop og bevægelse i undervisningen for at træne de studerendes professionalitet.

Læs også: Dans og god jordforbindelse styrker mødet med patienten

Frafaldet efter klinikperioden skete, fordi klinikken virkede for overvældende for de studerende. 

”Især nærkontakten, når de stod alene med en patient, var svær. Unge har et andet forhold til kroppe i dag end for 20 år siden. Når kroppen afviger fra idealkroppen, kan der opstå en vis usikkerhed og en form for berøringsangst,” siger Susanne Næsgaard Gröntved.

Det billede kan Sally Rikke Lauridsen godt genkende. 

”Hvordan og hvornår man skal berøre et andet menneske, er en hårfin og svær grænse. Vi udstråler vores grænser gennem vores kropssprog, og derfor træner vi i Krop og bevægelse, hvordan vi aflæser andre mennesker og bruger vores eget kropssprog til at skabe tillid.”

”Følg med mig, jeg har en plan”

Musikken er slukket, og Susanne Næsgaard Gröntved beder de studerende om at sætte sig i en rundkreds, så de kan dele deres oplevelser fra øvelserne. Studerende Louise Hansen begynder:

”I øvelsen med lederskab oplevede jeg, at hvis jeg skubbede lidt til den ene side, drejede hun automatisk den ene vej, uden at jeg behøvede at sige, at nu drejer vi.”

”Hvordan kan man overføre det til klinikken?” spørger Susanne Næsgaard Gröntved.

”At jeg kan udstråle ”følg med mig, fordi jeg har en plan med, hvor vi er på vej hen”,” svarer Louise Hansen.