Infektionshygiejnen er udfordret i kommunerne

Pleje og behandling af postoperative patienter og kræftpatienter i kemoforløb er bare nogle af de nye opgaver, som sygeplejersker, social- og sundhedsassistenter og -hjælpere på landets plejecentre og i borgernes eget hjem har overtaget fra hospitalerne de seneste år. 

På 15 år er der nedlagt 6.000 sengepladser i takt med de stadigt kortere indlæggelser (17), men mange patienter skal fortsat have pleje og behandling, nu altså i primær sektor. Og opgaveflytningen er sket, uden den infektionshygiejniske indsats for alvor er fulgt med, fortæller Jette Holt: 

”Borgerne er ofte lige så syge og plejekrævende som dem, der er indlagt. Derfor skal der fortsat være opmærksomhed på infektionshygiejnen. Borgerne er ikke i mindre risiko for smitte og infektioner i eget hjem. Udviklingen er sket stille og roligt uden meget ramaskrig fra sygeplejerskernes side, desværre,” siger hun og tilføjer: 

”Det er som om, vi har været sovset ind i den der diskurs om, at det er borgernes eget hjem og derfor har glemt at indtænke den infektionshygiejniske indsats – den er i bedste fald nedprioriteret. I 30 år har vi f.eks. diskuteret renhedsgrader og forsvarlig opbevaring af medicin og udstyr på hospitalerne. Den diskussion har vi ikke haft i samme grad i kommunerne.”

Behov for en kulturændring

Hanne Hvingelby er glad for sit arbejde i en kommune, der aktivt har valgt at fokusere på infektionshygiejne ved at ansætte hende. 

”Men skal det virkelig rykke i kommunerne, er det helt afgørende, at ledelsen anerkender, at det er en vedvarende indsats, der koster tid og penge,” siger Hanne Hvingelby og fortsætter:

”Det koster i forhold til den tid, sygeplejersken skal have hos den enkelte borger, det koster i forhold til indretning af biler, hjælpemiddeldepoter og plejecentre. Jeg mener f.eks., der skal indrettes skyllerum med bækkenkoger og opvaskemaskine på alle plejecentre, og at vi skal have automatiseret genbehandling af udstyr i vores hjælpemiddeldepot. Når vi står med komplekse opgaver i primær sektor, følger alt dette med.”

I hjemme- og hjemmesygeplejen stiller det også endnu højere krav til organisering af arbejdet, fortæller Hanne Hvingelby:

”Medarbejderne skal i endnu højere grad forberede sig, så de kan klare uforudsete situationer på ruten og samtidig overholde kravene til korrekt opbevaring og håndtering af f.eks. rene og sterile varer i sygeplejebilen.”

Samme problemstilling kan de stå med i borgernes eget hjem, hvor også polstrede møbler, gulvtæpper, evt. husdyr og sparsom rengøring kan være en udfordring, når sygeplejersker f.eks. skal udføre kompleks sårpleje, eller borgeren er udskrevet med MRSA, PVK eller PEG-sonde. 

Også her skal de generelle infektionshygiejniske forholdsregler gennemsyre alle procedurer, understreger Hanne Hvingelby, hvilket kræver opkvalificering og også en kulturændring blandt nogle medarbejdere. 

”Når jeg taler for at styrke den infektionshygiejniske indsats, får jeg nogle gange kommentarer som ”Det er borgerens egne bakterier,” ”Lidt skidt skal vi alle have,” eller ”Det skal ikke være et sygehus det her.” Men de to første udsagn er myter, som vi for alt i verden skal have aflivet, og mange private hjem er jo blevet til små minisygehuse,” siger hun (se også boksen ’ Tre myter i primær sektor’ her på siden). 

Selvstyrende enheder udfordrer

Ifølge de to hygiejnesygeplejersker er en anden udfordring, at det nære sundhedsvæsen består af fem regioner og 98 selvstyrende enheder, der gør tingene på hver deres måde, f.eks. i forhold til arbejdsdragt. Langt de fleste får leveret uniformer fra centrale vaskerier, der er ansvarlige for, at tøjet vaskes ved en valideret proces. I enkelte kommuner står personalet dog selv for deres arbejdsdragt, inkl. vask, hvor det nok er mere tilfældigt, om tøjet faktisk genbehandles jf. anbefalingerne fra Statens Serum Institut, påpeger Hanne Hvingelby (18). 

”Jeg har mødt medarbejdere i eget tøj, som tydeligvis ikke kunne vaskes på 80 grader – måske igen ud fra tankegangen, at borgerens eget hjem ikke skal være et sygehus. Men på hospitalerne er vi jo ikke i tvivl om, at vi skal have arbejdsdragt på,” siger Hanne Hvingelby og fremhæver her anbefalingen fra Sundhedsstyrelsen om, at al sundhedsfagligt og plejepersonale i primær sektor bærer arbejdsdragt (19).

Men der er måske håb forude, tilføjer Jette Holt og henviser til en kortlægning, som Statens Serum Institut foretog i november 2020, otte måneder efter covid-19-pandemien ramte Danmark (20).

Den viser bl.a., at kommuner med en formel hygiejneorganisation, som bl.a. er ansvarlig for at formidle kommunens hygiejnepolitik og samarbejde med de lokale institutioner, klarede sig bedre gennem pandemien end kommuner uden. Det sås bl.a. på ældreområdet, hvor kommuner med en hygiejneorganisation var længere tid om at nå et incidens-niveau på 100 covid-19-tilfælde blandt deres plejehjemsbeboere end kommuner uden.

Dedikerede medarbejdere gør en forskel

Kortlægningen viste også, at kun 45 af landets kommuner havde en formel hygiejneorganisation før pandemien, mens det seneste kendte antal var steget til 62 i november 2020.

”Det viser, at organisation faktisk betyder noget. Har du dedikerede medarbejdere med en sundhedsfaglig baggrund, kan du udskyde tidspunktet for smitte, eller helt forebygge smitte, når der ikke er tale om udbredt samfundsmitte, som covid-19 jo var til sidst. I det tidsrum kan du i første omgang spare borgerne for en infektion og nå at uddanne mere personale og få vaccineret borgerne, så de ikke bliver alvorligt syge, når samfundsmitten rammer,” siger Jette Holt.

Rapporten viser dog også, at de infektionshygiejniske nøglepersoner i kommunerne havde travlt med at undervise ’både høj og lav’, som Jette Holt udtrykker det:

”Det bekræfter mig endnu en gang i, at der er behov for at opruste undervisningen i infektionshygiejne - ikke blot på sygeplejerskeuddannelsen men på alle sundhedsfaglige uddannelser.”