”En enkelt berøring kan betyde meget for patienten”

Illustration: Lars-Ole Nejstgaard

Efter at have været i klinik på modul 11/12 på en akutmodtagelse, har jeg set, hvor vigtige små handlinger kan være for patienterne. Den første episode, der fik mig til at tænke over, hvor vigtige de små ting i sygeplejen er, og hvor stor en rolle de spiller i udøvelsen af omsorgen, var, da jeg lige var startet på modul 11.

En 34-årig kvinde ankommer på akutmodtagelsen med en spontan pneumothorax (punkteret lunge). Jeg går med min vejleder ind på stuen, hvor patienten er ved at få information af lægen om, hvad der skal ske med hende i det videre forløb.

Da lægen, portører og min vejleder er gået ud af stuen, præsenterer jeg mig for hende og fortæller, at jeg er sygeplejestuderende, og at jeg kigger med, hvis det er i orden med hende. Patienten er netop blevet færdig med sin lægesekretæruddannelse og skulle have været startet på sit nye job denne dag.

Hun er skilt og er kommet alene med ambulancen til akutmodtagelsen. Jeg taler lidt med hende, og hun fortæller, at hun har meget ondt. Lidt efter bliver hun hentet af portørerne for at blive indlagt på lungemedicinsk afdeling.

Jeg går ind på kontoret og ser lidt efter, at hun ligger i sin seng ude på gangen og venter på at blive kørt videre. Portørerne står ved siden af hende. Hun sidder foroverbøjet og græder og er virkelig ked af det. Der er ikke nogen, der siger noget til hende, og flere sygeplejersker går forbi hende. Jeg overvejer lidt, om jeg skal gå ind på kontoret igen, da de to portører allerede står ved siden af hende, men går så hen og lægger min hånd på hendes ryg. Hun siger, at hun er bange.

Jeg spørger hende, om det er, når hun ikke føler, hun kan trække vejret, hun bliver bange. Hun svarer ikke på dette, men i stedet kan jeg se, at hun åbner sin hånd. Jeg lægger min hånd i hendes, og hun tager fat om den. Vi siger ikke mere. Lidt efter holder hun op med at græde, og hun bliver kørt op på afdelingen.

Denne situation har gjort indtryk på mig, fordi jeg aldrig før har set et så stærkt bevis på, hvordan en enkelt berøring, et ord eller tavshed kan betyde så meget for patienten.

Patienten er tydeligvis bange og mangler omsorg. Jeg er sikker på, at det lige så godt kunne have været en hvilken som helst anden person, der gik hen og holdt hende i hånden, som det kunne være mig. Pointen er, at hun muligvis i det øjeblik, jeg viste omsorg for hende, følte sig mere tryg.