Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Jeg håber, det smitter"

Hver uge bruger anæstesisygeplejerskerne i Glostrup 200 ventilationsmasker under operationer. Sygeplejerske Mette Skriver er leder af et nyt projekt, hvor maskerne renses og genbruges til nye plastikprodukter.

Sygeplejersken 2019 nr. 12, s. 60-61

Af:

Andreas Rasmussen, journalist

MetteSkriverSP58100FF

Ikon-miljøkæmpere

Rundt omkring i sundhedsvæsenet skubber ildsjæle på for at give miljøet en ekstra hjælpende hånd.

I løbet af efteråret sætter vi fokus på sygeplejersker, der har taget forskellige initiativer til blandt andet bedre genanvendelse af de enorme mængder plastaffald fra hospitalerne

Skriv til os redaktionen@dsr.dk, hvis du kender til andre gode eksempler.

Udsugningens brummen er det eneste man kan høre på operationsstue 1 på Rigshospitalets matrikel i Glostrup. For en gangs skyld er der ingen operationer på den ellers højtudnyttede stue, der ligger på en af landets travleste operationsafsnit.

Et højt antal operationer betyder også en stor mængde affald. Faktisk kaster en simpel operation snildt tre sække med affald af sig; lige fra ventilationsmasker og venflon til slanger og plastre.

Det fortæller Mette Skriver, der er specialeleder for anæstesisygeplejerskerne indenfor rygkirurgien. Hun demonstrerer med et snuptag, hvor mange meter slange der egentligt stikker ud fra det store anæstesiapparat. Efter hver operation bortskaffes slangerne.

Hidtil er plastaffaldet blot blevet sendt igennem almindelig grovsortering, før det røg på forbrændingen. Men i et nyt projekt undersøger Mette Skriver, om det kan lade sig gøre at genbruge plastikken fra de mange engangseffekter, der bruges under operationerne.

Ville undgå phthalater

Projektet startede i virkeligheden med et helt andet formål. Et medicinalfirma havde henvendt sig til Mette Skriver for at høre, om hun og kollegaerne var interesserede i at teste nye EKG-elektroder, der i modsætning til de fleste andre elektroder på markedet var fri for phthalater. Netop phthalater har længe været forbudt i legetøj til små børn og en række andre produkter, der er i kontakt med mennesker, men indenfor medicinalindustrien har patienterne ikke haft mulighed for at vælge phthalaterne fra.

Samarbejdet med medicinalfirmaet gik godt og kort tid efter vendte firmaet tilbage med en ny forespørgsel: De ville lave et testprojekt, hvor plastik fra ventilationsmasker kunne genbruges til andre plastikprodukter.
Det var Mette Skriver frisk på. Som specialeansvarlig er det hende, der sikrer at anæstesiarbejdet på afdelingen holder den højest mulige standard. Derfor er hun involveret i udvikling af arbejdsmetoder og udvælgelse af redskaber.

“Naturen har en begrænset mængde ressourcer, og derfor er det vigtigt at genbruge,” siger hun, når hun skal forklare hvorfor hun bruger sine sparsomme kontordage og en god portion fritid på projektet. På den lange bane er håbet, at det ikke kun er ventilationsmaskerne, men også de mange andre plastikprodukter, der kan få nyt liv efter operationerne.

200 om ugen

Når en operation på Rigshospitalets Glostrup-matrikel er slut, bliver operationsstuen gjort klar til næste operation. I den forbindelse sorteres de store mængder affald i forvejen. Men fra august er ventilationsmaskerne blevet smidt i en separat sæk, der hver anden uge afhentes og køres til Teknologisk Institut.

Her køres de igennem en maskine, der minder om en stor makulator, ligesom de ved en kemisk rensningsproces får fjernet blødgørere fra materialet. Til sidst står man tilbage med en restmængde, der kan genbruges til nye produkter.

Hvad det skal bruges til, er endnu ikke vedtaget, men ambitionen er, at det skal blive til medicinaludstyr.

“Der har været snak om at bruge det til at lave dukker til at træne hjertemassage, men det kan også være, at de bliver til sugeslanger,” fortæller Mette Skriver.

Hendes håb er, at projektet, der ifølge Mette Skriver er det første af sin slags i Danmark, vil resultere i systematisk genanvendelse af plastikprodukter fra hospitalerne på samme måde som man gør i både England og Australien.

“Jeg håber at det bliver ligesom med flasker. Vi har et velfungerende retursystem i Danmark, hvor folk afleverer deres flasker, der så bliver genbrugt. Det er vi rigtigt gode til,” siger hun og fortæller, at hun drømmer om maskiner, der i fremtiden selv kan sortere medicinalaffaldet på samme måde som en flaskeautomat i supermarkederne.

Plastikresterne fra ventilationsmaskerne skal ikke nødvendigvis genbruges på hospitalerne. De kan også bruges andre steder, f.eks. til at lave støjafskærmning ved motorveje eller underlag til kunstgræsfodboldbaner.

Hospitaler skal ind i kampen

I skyllerummet på operationsafdelingen viser hun affaldssorteringen frem. Da der er tale om medicinsk affald koster afhentningen meget mere, end hvis der var tale om husholdningsaffald.

Mette Skriver forstår godt, at hospitalerne har været sene til at komme ind i kampen med genanvendelse af medicinsk udstyr.

“Der er jo en udbredt frygt for, at man kan komme til at sprede smitte, og derfor er man meget, meget forsigtige. Der har været en stor frygt for kontaminering.”

Hun håber dog, at man i fremtiden vil lægge lige så meget vægt på genanvendelse som på prisen, når der laves udbud på engangsudstyr til operationsstuerne.

Artikler om affaldshåndtering i tidligere udgaver af Sygeplejersken