Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

De små sejre gør det hele værd

Psykiatrisk sygeplejerske Ida Viborg bruger tålmodighed, kreativitet og vedholdenhed i store doser, når hun etablerer kontakt til mennesker, som er psykotiske, i forsøget på at opnå deres tillid.

Sygeplejersken 2020 nr. 1, s. 52-53

Af:

Susanne Bloch Kjeldsen, journalist

spl1-2020_yotn_ida-viborg_oploeft4

Year of the Nurse logo

Sygeplejersken, jeg aldrig glemmer

Sygeplejerske Helle Svenningsen om Ida Viborg:

Hun er stædig på patienternes vegne

”Jeg gik i klasse med Ida på Århus Kommunehospitals Sygeplejeskole i 80’erne og har siden ofte været imponeret over hendes indsats.
Ida har en tålmodighed og ro, som jeg aldrig har set hos andre. Men tag ikke fejl – hendes stædighed for patienterne er lige så stærk. Og skal sygeplejen ydes gennem brevsprækken de første gange en dybt psykotisk patient skal hjælpes – ja så lægger Ida sig gerne på knæ foran døren.”

 

Det er ikke altid, at døren bliver åbnet, når psykiatriske sygeplejersker fra den ambulante behandlingspsykiatri banker på hos borgere med psykiske sygdomme.

Manglende indsigt i egen sygdom kan være en del af deres sygdom.

”Remindere på sms, små personlige sms-beskeder samt kreativiteten kommer i spil. Er det nødvendigt at tale gennem brevsprækken, give en hånd med vasketøjet eller gå en fælles tur med hunden, gør jeg gerne det,” siger psykiatrisk sygeplejerske Ida Viborg, som det seneste års tid har arbejdet i Psykiatrisk Klinik Rønde og før det 18 år i Opus, Klinik for Skizofreni, ved AUH Risskov.

Det handler om at fremstå troværdig og tillidsfuld, så hun over tid kan opbygge en behandlingsalliance med patienten.

”Jeg kommer som gæst i deres hjem og er som udgangspunkt måske ikke nødvendigvis ønsket, så hvis døren bliver åbnet, spørger jeg for eksempel: ”må jeg have lov at komme ind” og ”hvor vil du gerne have, at jeg sætter mig.”

Langt de fleste borgere med psykiske sygdomme møder op i ambulatorierne. Men der er også en gruppe, som har brug for en særlig, opsøgende indsats, hvor man som psykiatrisk sygeplejerske skal kunne vise tålmodighed og respekt.

”Hvis jeg kan mærke, at patienten ikke har det godt med mit besøg, så siger jeg tak for i dag og aftaler at komme igen en anden dag. Jeg presser aldrig på, for tilliden og troværdigheden er afgørende. Patienterne skal kunne føle, at de kan stole på mig.”

Stigmatiserede patienter

Ida Viborg tabte sit hjerte til psykiatrien under sin sygeplejepraktik på Psykiatrisk Hospital i Risskov tilbage i 1990.

”Jeg tænkte, at her skal jeg helt klart tilbage. Mellemmenneskelige relationer har altid fascineret og interesseret mig. I praktikken blev jeg vidne til den stigmatisering, som rammer mennesker med psykisk sygdom. Det var og er desværre noget, man som oftest vælger at holde for sig selv på trods af, at stadigt flere danskere bliver diagnosticeret med psykisk sygdom. Og fordi det er så tabubelagt, får mange psykisk syge og deres pårørende ikke den hjælp, de har brug for.”

Som nyuddannet arbejdede Ida Viborg de første tre år i somatikken med den tanke, at mennesker ramt af psykisk sygdom ofte ikke har den nødvendige opmærksomhed på somatiske symptomer.

Ida Viborg var en af de første, der i 1999 afsluttede den nye Specialuddannelse for Sygeplejersker i Psykiatrien.

Opbygger tillid over opvasken

Ida Viborg ser en udfordring i at finde nøglen til at opnå tillid.

”Hvert møde med en ny patient er noget særligt. Hvordan opnås der en bæredygtig kontakt? Det kan være under en snak over en opvask. Så er det ikke så meget opvasken, det handler om, men opvasken som et terapeutisk redskab til at snakke symptomer og sygdom. For mange opleves det langt mindre stressende at tale, mens vi laver en aktivitet sammen. Det handler om at finde en måde at kunne være i det på.”

Når alliancen er etableret, kan Ida Viborg sætte ind med psykoedukation. Hun har i mange år undervist både patienter og pårørende i sygdommen skizofreni.

”Patienter og deres pårørende er eksperter på det levede liv. Min opgave er at bidrage med viden, indsigt og konkrete værktøjer til at leve med og håndtere en alvorlig psykiatrisk lidelse.”

Samtalerne foregår i en kognitiv referenceramme ofte med fokus på at styrke den enkeltes sociale færdigheder og det at mestre hverdagssituationer.

”I psykiatrien er jeg udover min sygeplejefaglighed også nødt til at sætte min personlighed i spil. Jeg kan ikke dække mig ind bag faste procedurer, og det er det, der gør arbejdet både udfordrende og berigende. Min livserfaring og alder kommer mig helt sikkert til gode, når jeg taler med patienter om svære opvækstvilkår eller livshændelser.”

Det kan nogle gange være de små sejre, der gør arbejdet med at opbygge den skrøbelige alliance det hele værd. For eksempel når en patient pludselig giver lyd fra sig efter flere forsøg, og viser, at de nu er klar til kontakten.

”Det glæder mig, når pårørende siger til mig, at de har fået en helt anden kontakt til deres søn eller datter efter at have deltaget i psykoedukation for pårørende, fordi de er blevet klædt på til at støtte på en mere hensigtsmæssig måde.”