Har vi de rigtige oplysninger om dig?
Når vi har korrekte oplysninger om dig, kan vi bedst sørge for, at du får relevant hjælp og information fra DSR.
Sygeplejersken
Nu er selv de attraktive stillinger svære at besætte
Problemerne med at rekruttere sygeplejersker breder sig. Nu er næsten halvdelen af rekrutteringerne forgæves. Og som noget nyt er det svært at få sygeplejersker til selv eftertragtede job. Så der skal tænkes anderledes for at løse udfordringerne.
Sygeplejersken 2022 nr. 10, s. 48-49
Af:
Laura Elisabeth Lind, journalist
Sygeplejerske, se her! 2 måneders introduktion uden for normeringen.”
“1001 gode grunde til at blive ansat som sygeplejerske hos os.”
Stillingsannoncer, der bugner med attraktive beskrivelser af arbejdspladsen, bliver flere og flere. Mange sender nu en præsentationsvideo af afdelingen med i stillingsannoncen, mens andre lokker med kaffe og besøg på afdelingen, inden man søger. I det hele taget fylder stillingsannoncers beskrivelse af, hvad arbejdspladsen kan tilbyde sygeplejersken mere og mere, og samtidig skrumper afsnittet med listen over de kompetencer, som arbejdspladsen efterlyser.
Det sker i en tid, hvor det går trægt med at rekruttere sygeplejersker. I dag er ca. halvdelen af alle rekrutteringer forgæves, og som noget nyt er det nu også blevet sværere at skaffe sygeplejersker til selv populære stillinger, som erfarne og kvalificerede sygeplejersker ellers plejer at stå i kø for at få.
Ifølge godt fire ud af fem af landets intensivsygeplejersker er der ledige stillinger på deres arbejdsplads, fordi der mangler kvalificerede ansøgere til stillingerne. Det samme svar lyder fra næsten tre ud af fire anæstesisygeplejersker, viser en ny undersøgelse fra Dansk Sygeplejeråd.
På landsplan slår hele 46 pct. af rekrutteringer af sygeplejersker fejl, viser de seneste tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR). I 2019 på samme tidspunkt var tallet 19 pct.
Oveni har nogle af de steder rundt om i landet, som ikke tidligere har været så hårdt ramt, nu også udfordringer med at tiltrække de rette sygeplejersker.
De nyeste rekrutteringstal viser, at et område som Østjylland nu også halter bagefter. Her mislykkedes 46 pct. af rekrutteringerne i juni i år mod 13 pct. samme tid i 2019.
Også hovedstaden (51 pct.) og Region Sjælland (64 pct.) er voldsomt ramt.
En søgning på Jobindex viser også, at der de sidste par år er kommet markant flere jobannoncer med ordet “genopslag.”
Studerende og pensionerede hyres
Men hvordan klarer arbejdspladserne sig egentlig, når der mangler sygeplejerskekolleger?
Hvordan løser afdelingsledelsen udfordringerne på arbejdspladsen, når den ikke får ansat de sygeplejersker, den gerne ville?
Det har Sygeplejersken talt med en afdelingssygeplejerske, en pensioneret sygeplejerske, der er tilbage i arbejde, og to chefsygeplejersker om. Og der er flere bud på løsninger - lige fra at ansætte sygeplejersker, der ellers var gået på pension og hyre studerende med relevante kompetencer til at ansætte og oplære helt nyuddannede og skrue op for charmen i stillingsannoncerne.
Læs også i samme tema:
- Nu er selv de attraktive stillinger svære at besætte
- Halvt så mange ansøgere
- Pensioneret og tilbage på arbejde igen
- Optjener ikke pension
- "Vi prøver at sælge vores område bedre"
- Investerer i nyuddannede