Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Læserbrev: Der findes to køn, men mange måder at reagere på

"Det er derfor særdeles velkomment, hvis sygeplejestudiet kan være med til at gøre op med forventningerne til f.eks., hvordan man er mand eller kvinde."

Sygeplejersken 2023 nr. 1, s. 18

Af:

Henrik List, sygeplejerske

I artiklen ’Sundhedsvæsenets møde med LGBT+-personer kræver nye initiativer’ i Fag&Forskning nr. 4/2022 beskriver forfatterne, hvordan LGBT+-personer er en særligt udsat gruppe rent sundhedsmæssigt. Det kan der være mange grunde til, og derfor er der også al mulig grund til, at sundhedspersonale bliver bedre rustet til at møde LGBT+-personer.

Det gælder også, hvor man som sundhedsperson bliver udfordret på sit eget indre kompas og retningssans i mødet med en mand i kjole og høje hæle, en kvinde, der med tydelig skægvækst er ved at transformere til en mand, eller en person, der insisterer på at blive tiltalt ”de”. 

Det er derfor særdeles velkomment, hvis sygeplejestudiet kan være med til at gøre op med forventningerne til f.eks., hvordan man er mand eller kvinde.

Men forfatterne tager ganske enkelt fejl, når de i deres perspektivering understreger et opgør med en normkritisk praksis – ikke bare i forhold til hvad, der er almindeligt, men i antagelsen af køn som binært. Ikke så lidt af en antagelse, især fordi den grundlæggende objektivt er forkert. For der findes to køn, men der findes til gengæld mange måder at agere på som mand eller kvinde.

Nogle af os er så heldige, at vi befinder os ret godt i vores krop, og nogle meget få af os lider under, at vi ikke kan få vores spejlbillede og sanser til at harmonere med det, som vi oplever.

Forfatternes perspektivering på normkritik og et opgør med køn som binært må stå for deres egen regning. Ikke engang i LGBT+-kredse er der fuld opbakning. F.eks. tager Dansk Regnbueråd afstand fra en seksualundervisning, der er normkritisk og aktivistisk. Desuden understreger de, at ”ordene ”kvinde” og ”mand” skal være beskyttede begreber”. Se evt. rådets 12 opgør med wokeness og kønsaktivistiske begreber i Danmark. 

Henrik List er anæstesisygeplejerske, produktspecialist og psykoterapeut MPF