De oversete senfølger efter kræft

Antallet af danskere, som får konstateret kræft, er vokset markant siden årtusindeskiftet. Det samme er antallet af danskere, som overlever den alvorlige sygdom, og der er p.t. omkring 250.000 kræftoverlevere i Danmark. Den positive udvikling skyldes bl.a. bedre diagnose- og behandlingsmetoder, og tiden, hvor en kræftdiagnose ofte var ensbetydende med en dødsdom, er for længst forbi, se figur 1 ”Kræfttilfælde og dødsfald 2001-2013”.

En stor del af kræftoverleverne må dog sande, at behandlingen for deres kræftsygdom medfører en eller flere senfølger, som de i værste fald skal leve med resten af livet. Listen over senfølger er lang, se ”Eksempler på rapporterede senfølger”. Alligevel står kræftoverleverne tit alene med deres senfølger. Og også personalet, deriblandt sygeplejersker inden for især onkologien, men også i geriatrien eller f.eks. kommunerne, kommer ofte til kort i mødet med den forholdsvis nye og voksende patientgruppe.
 
Senfølger er nemlig mange steder et overset område, som der ikke findes meget forskning om endnu, fortæller Christoffer Johansen, overlæge og forsker i senfølger efter kræft på Rigshospitalet.

”På børneområdet er vi generelt ret langt fremme. Og inden for nogle få andre områder, f.eks. neuropati, bl.a. føleforstyrrelser, ved vi også en del om forekomst, men ikke så meget om forebyggelse og behandling. Det samme gør sig gældende med lymfødem, som rammer ca. 60 pct. af alle kvinder med bryst- og ovariekræft. Også her ved vi meget lidt om både forebyggelse og behandling. Der er virkelig brug for mere viden om, hvordan vi identificerer og ikke mindst afhjælper og forebygger senfølger,” siger han og uddyber: 

”Senfølger er ikke lige så prestigefyldt at forske i som selve cancerbehandlingen, der jo har det fornemme formål at få patienten til at overleve. At forske i senfølger kan bedst beskrives som at forske i affaldet efter cancerbehandling. Det er ikke noget, man får Nobelprisen for,” pointerer Christoffer Johansen. 

En anden udfordring er også, at der hele tiden kommer nye kræftbehandlinger til, som uden tvivl genererer nye typer senfølger.

”Vi har f.eks. ikke styr på, hvad der sker, hvis man bliver behandlet med immunterapi i lang tid. Og kinasehæmmere ved vi kun noget om, langtfra alt. Det er et uudtømmeligt område,” vurderer han. 

Senfølger rammer 40-60 pct.

Ifølge Christoffer Johansen defineres senfølger som fysiske, psykiske og psykosociale forandringer, der kan opstå både i forbindelse med, men også efter endt kræftbehandling. Enhver kræftbehandling vil have bivirkninger forårsaget af kræfttumoren og/eller behandlingen. En del går i sig selv igen, men nogle bivirkninger klinger aldrig af og bliver ved med at plage kræftoverleverne flere år efter endt behandling, ligesom andre senfølger altså først udvikler sig år efter afsluttet behandling.

”I forskerkredse er der en diskussion af, om senfølger primært skyldes selve kræftsygdommen eller behandlingen. Jeg mener, der er tale om et både-og. Men der er ingen tvivl om, at især kræftbehandling som kemo- eller stråleterapi er meget voldsomt og giftigt for kroppen, og kræftoverlevere vil ofte være mærket fysisk og psykisk resten af deres liv,” siger han. 

Eksperter anslår ifølge Christoffer Johansen, at senfølger rammer mellem 40 og 60 pct. af alle kræftoverlevere. Og især tre typer senfølger er udbredte på tværs af diagnoser og behandlingsmetoder, nemlig smerter, cancerrelateret træthed, også kaldet fatigue, samt depression. 

Kan og skal behandles 

Christoffer Johansen har svært ved at opliste en top 10 over de mest udbredte senfølger, men han peger på, at lymfødem er ret udbredt hos overlevere efter brystkræft, mens prostatakræft-overlevere ofte døjer med inkontinens og impotens.

Hvad med kognitive vanskeligheder som hukommelsestab og koncentrationsbesvær? Nogle patienter har fået en lavere stresstærskel, besvær med at bevare overblikket eller finde ord f.eks. Og de kognitive vanskeligheder ser vi hos patienter, som har fået kemoterapi, men også hos dem, der ikke har?

”Nogle undersøgelser viser faktisk, at kræftpatienter får kognitive forstyrrelser allerede, når de får at vide, at de skal have kemoterapi, mens andre viser, at forstyrrelserne først kommer efter endt kemo. MR-scanninger har også påvist, at der sker svind i den grå hjernemasse under et kemoforløb. Hos nogle bliver alt som før, men hos andre kan den såkaldte kemo-hjerne hænge ved længe, nogle gange resten af livet,” siger Christoffer Johansen. 

Mens nogle senfølger altså er langvarige og kan ende som kroniske, fortager andre sig over tid for måske helt at forsvinde. Uanset hvad fortjener kræftoverleverne, at deres senfølger bliver anerkendt og hvis muligt behandlet, men det sker altså langtfra rutinemæssigt i det danske sundhedsvæsen i dag, mener Christoffer Johansen.

”Selv efter endt behandling fokuserer sundhedsvæsenet primært på kræftsygdommen i form af jævnlige kontroller, så evt. tilbagefald opdages. Der findes desværre ikke mange retningslinjer for, hvordan personalet skal støtte og forholde sig til patienter med senfølger. Her er mit håb, at Kræftplan IV vil indeholde initiativer eller midler, der går i den retning,” siger Christoffer Johansen, læs også artiklen ”Hvordan hjælper vi kræftoverleverne?” side 30.

I de følgende artikler beskrives de tre mest udbredte senfølger smerter, cancerrelateret træthed samt depression. 

• De diffuse smerter
• Halvdelen kæmper med træthed
• Hver femte blilver depressiv
• Hvordan hjælper vi kræftoverleverne?