Fag & Forskning
Åndelig omsorg er mere end religion
Åndelig omsorg er en del af den grundlæggende sygepleje og relevant for alle patienter uanset alder, diagnose og religiøs observans.
Fag & Forskning 2018 nr. 3, s. 29-30
Af:
Christina Sommer, journalist
Religiøs, åndelig eller eksistentiel omsorg? Er det tre forskellige ting, eller er vi snarere ude i en "kært barn, mange navne"? Det spørgsmål er svært at svare ja eller nej til. Der eksisterer som sådan ikke én officiel definition på begrebet, som i denne Trialog primært benævnes åndelig omsorg, som omfatter både religiøse og eksistentielle problemstillinger.
De forskellige betegnelser kan ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt ses som udtryk for den udvikling, omsorgsbegrebet har gennemgået, siden fagbladet Sygeplejersken skrev om sygeplejersker og åndelig omsorg for 40-50 år siden til i dag.
I bogen "Åndelig omsorg – en lærebog" fra 2003 opererer sygeplejerske, forfatter og underviser Anne Elsebet Overgaard med de to norske sygehuspræster Stifoss-Hanssen og Kallenbergs definition af åndelig omsorg:
" … at være opmærksom på patienternes eksistentielle spørgsmål og ressourcer, at lytte til den mening, disse har i patientens livshistorie, og at hjælpe patienten i hans/hendes arbejde med eksistentielle spørgsmål med udgangspunkt i hans/hendes eget livssyn".
(Kilde: 12)
I 1983 gav en af de danske sygeplejepionerer på feltet, Grete Schärfe, f.eks. sit bud på sygeplejerskers rolle i åndelig omsorg: "Åndelig omsorg er at imødekomme åndelige behov. Med et åndeligt behov mener jeg enhver faktor, som er nødvendig for at etablere og opretholde et menneskes levende, personlige forhold til Gud" (11).
"På det tidspunkt var åndelige behov lidt underforstået lig med religiøse behov. Dengang gik åndelig omsorg meget på religion, bøn og dermed også præstens rolle i denne omsorg, selv om en enkelt forfatter eller to så småt begyndte at foreslå, at begrebet måske skulle tolkes lidt bredere," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.
Den udvikling tog for alvor fart op gennem 1990’erne, hvor bl.a. to norske sygehuspræster, Stifoss-Hanssen og Kallenberg, beskrev, at patienternes åndelige behov ikke blot er religiøse, men også handler om de eksistentielle spørgsmål og bekymringer, der kan opstå hos ethvert sygt eller døende menneske, uanset om de er præget af religiøse aspekter eller ej (se boksen "Åndelig omsorg") (1,12).
"Udviklingen skal endvidere ses i lyset af, at andre faggrupper som fysioterapeuter, jordemødre og psykologer også er begyndt at arbejde med emnet. For 40-50 år siden havde sygeplejersker og præster nærmest patent på at udøve åndelig omsorg, men sådan er det ikke længere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.
Sygdom påvirker livsudfoldelse
I sin ph.d. fra 2013 (1) ønskede Vibeke Østergaard Steenfeldt at undersøge, hvad det betyder for patienterne, når åndelig omsorg er en del af plejen på hospice (se også boksen "Lindring og bedre mestring", red.).
"Det var dog svært at undersøge, netop fordi vi mangler en fælles faglig begrebsforståelse. Jeg valgte derfor at kigge nærmere på, hvordan man kan forstå åndelig omsorg og gentænke begrebet. Og her kom jeg frem til, at åndelig omsorg er, når sygeplejerskerne hjælper patienten til livsudfoldelse," siger hun.
Mette Vestby Wiggers tilføjer:
"Det er en stor omvæltning, når man pludselig ikke er den og kan det, man var og kunne før. Her skal jeg hjælpe patienten med at tage elementer fra det tidligere liv ind i det nye liv. Patienten bliver gladere, og det giver en større chance for, at patienten har en positiv tilgang til behandlingen og resten af forløbet," siger hun.
Forskning viser, at åndelig omsorg kan lindre både fysiske og psykiske smerter samt føre til bedre mestring af f.eks. et palliativt forløb eller livet som kronisk syg. Omvendt viser forskning også, at mangel på åndelig omsorg kan gøre syge mere bekymrede og angste og give flere smerter.
Sygdom kan føre til voldsomme omvæltninger i patienternes liv, som ofte kalder på en ny måde at forholde sig til livet på. Her viser flere studier, at patienternes sindsstemning og livsopfattelse har stor indflydelse på deres velvære og mestringsevne (15). I fasen, hvor nye tanker om meningen med livet kan opstå, er det derfor vigtigt, at sygeplejerskerne er klædt på til at støtte patienterne.
I forhold til livsudfoldelse er Vibeke Østergaard Steenfeldt meget inspireret af den schweiziske læge og psykiater Medard Boss’ eksistentielle tilgang til medicin og psykologi. Han har bl.a. beskrevet syv eksistentialer eller eksistentielle grundtræk, som i mere eller mindre grad hele tiden er på spil i ethvert menneskes væren-i-verden: rumlighed, tidslighed, kropslighed, samværen, stemthed, erindring/historicitet og dødelighed (1,13,14) (se "De 7 eksistentielle grundtræk", red.).
"Og Boss siger, at vi aldrig kender en sygdom, før vi forstår, hvordan sygdommen begrænser patienten i at udfolde sine eksistentielle grundtræk. Når man bliver syg, bliver man begrænset på forskellige måder. Derfor er det også vigtigt, at sygeplejersker og andre fagprofessionelle finder ud af, hvilket menneske det er, de sidder overfor, og hvad det betyder for det menneske at være blevet syg," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.
Som eksempel giver hun bl.a. den ældre og meget sociale herre med hoftebrud, som for en tid vil være ude af stand til at bevæge sig ud af sin lejlighed og er bange for at blive isoleret. Hoftebruddet påvirker især hans rummelighed og samværen. Og så er der den 14-årige pige med en brækket arm, som giver hende en god undskyldning for ikke at deltage i idrætstimerne de næste seks uger. Bruddet påvirker hendes livsudfoldelse nærmest positivt.
"De har begge knoglebrud om end forskellige steder på kroppen, men bliver påvirket vidt forskelligt," siger hun og uddyber:
"Det handler om at komme til laget under de behov, diagnosen giver. At finde ud af, hvilke grundtræk der begrænses, og ikke mindst hvilke der kan udfoldes på trods af diagnosen og så hjælpe patienten med det; hjælpe patienten med at udfolde livet – uanset diagnose, og om der er kort eller lang tid tilbage," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.
