Brug dine sanser

Ifølge Vibeke Østergaard Steenfeldt beskriver forskningen to måder at betragte og dermed også udøve åndelig omsorg på, nemlig den behovsorienterede og den fænomenologiske tilgang.

"Den behovsorienterede tilgang er den mest udbredte og traditionelle måde at beskrive og tilgå åndelig omsorg på. Åndelig omsorg opfattes som en konkret handling, der tilbydes og gives på linje med at tilbyde mad og drikke til en sulten patient eller smertelindring til en patient med fysisk smerte," fortæller lektoren, som selv finder den tilgang lidt utilstrækkelig:

"Hvis man som sygeplejerske arbejder ud fra at identificere, hvilke typer åndelige behov en patient har, er der fare for, at man kun identificerer de behov, man selv har fantasi til at forestille sig. Det bliver meget konkret, og de religiøse behov er nok mere konkrete at forholde sig til – f.eks. behovet for bøn eller samtale med en præst. Når åndelig omsorg tænkes meget konkret, oplever jeg en tendens til ofte at tænke i religiøse praksisser, hvor åndelig omsorg af nogle sygeplejersker ses som f.eks. sygehuspræstens opgave. Her kan sygeplejersken måske komme til at overse andre eksistentielle problemstillinger," siger hun og uddyber:

"I forskningslitteraturen beskrives åndelige behov ofte som håb, mening og lignende. Men den type behov er svære at få øje på og beskrive som behov, man kan hjælpe patienten med."

"Jesus hjælper mig"

Den fænomenologiske tilgang, som Vibeke Østergaard Steenfeldt også breder ud i sin ph.d.-afhandling (1), handler netop ikke om, at sygeplejerskerne skal identificere og herefter opfylde nogle religiøse eller eksistentielle behov hos patienterne. Det handler mere om at sanse, hvad der er på spil for patienten i lige præcis den situation, patienten er i nu.

"Som jeg ser det, er det vores fornemmeste opgave at hjælpe patienten med at finde frem til, hvad der er på spil lige nu. Viser det sig, at patienten f.eks. har brug for hjælp til bøn, skal vi nok understøtte ham i det. Men det kan lige så vel være angsten for at komme hjem eller frustrationer over at være begrænset i udfoldelsen af det liv, man havde før sygdommen, der er på spil," siger hun.

Ovennævnte tilgang benytter Mette Vestby Wiggers sig af overfor både indlagte og ambulante patienter.

"Når vi f.eks. har gennemgået en ambulant patients sygdomshistorie, spørger jeg som udgangspunkt altid ind til, hvem patienten er. Hvem var du, før du blev syg? Hvad er vigtigt for dig? Det er sjældent, patienterne bringer deres religion op, men forleden stod jeg med en udenlandsk patient med hjertesvigt på sengeafdelingen. Han var meget syg, og da jeg spurgte ind til, hvordan han havde det, svarede han "Jesus hjælper mig"," fortæller Mette Vestby Wiggers og fortsætter:

"Det skulle jeg lige tænke lidt over. Men jeg valgte at gribe chancen og spørge ind til, hvordan han brugte Jesus, og hvilken betydning Jesus havde for ham. Patienten sagde, at han havde set ham og bad til ham. Han troede på mirakler og mente, at Jesus ville hjælpe ham gennem den svære tid. Da jeg vidste det, kunne vi lave en aftale om, at han skulle give et tegn, hvis jeg kom ind på stuen, mens han bad, så han kunne bede færdig, uden jeg forstyrrede," siger hun.

Vibeke Østergaard Steenfeldt er ikke i tvivl:

"Det er i høj grad den sanselige tilgang, du benytter her. I det øjeblik patienten åbner op og siger noget, sanser du, hvad der er på spil, griber det og gør noget ved det for at hjælpe patienten," siger forskeren.