De 7 eksistentielle grundtræk

Rumlighed

Rumlighed betegner menneskets udfoldelse i rummet. I modsætning til ikke-levende objekter står mennesket i en sanselig og modtagende relation til de levende væsener og genstande, der omgiver det. Rumligheden er dobbeltrettet – man kan være både her og der. En sygdom kan begrænse menneskets mulighed for at udfolde sig rumligt, f.eks. kan livsudfoldelsen ændres til at være i et afgrænset fysisk rum, hvor den syge kan tænke tilbage på de daglige gåture i skoven eller sende en tanke til det hus, man ikke længere magter at bo alene i, så man i nuet har en oplevelse af at være netop der.

Tidslighed

Tid er knyttet til menneskets væren-i-verden ved at leve i nuet i forventning om fremtiden byggende på den tid, der er gået forud. Tiden er på den ene side en fast størrelse. Den er daterbar. Den er fælles, idet vi har en fælles forståelse af f.eks., hvad klokken er, hvor mange minutter der går på en time osv. Men på den anden side er tiden også mere individuel. Den er til noget – tid til at sove, tid til at ses, tid til at løse en opgave eller den tid, vi ikke har. Tiden kan være knap, hvis den er ved at rinde ud, og en pårørende skal nå at komme frem for at sige farvel. Tiden kan være lang, hvis man begrænset af sin sygdom har brug for hjælp, og den er for længe undervejs.

Kropslighed

Kroppen er mere end den fysiske krop, der er afgrænset af vores hud. Den afgrænses af den åbenhed, vi rækker ud efter verden med. Det er kroppen, vi sanser verden med, og sanserne rækker længere end det fysiske legeme. Nogle sanser rækker længere end andre, f.eks. høre- og synssansen. Boss bruger ordet krop både som navneord "en krop", som er den fysisk afgrænsede krop, og som udsagnsord "at kroppe sig", hvilket betegner det at række ud efter verden. Når et menneske rammes af sygdom, rammes den fysiske krop, og samtidig forandres den syges muligheder for at række modtagende ud efter verden.

Samværen

Samværen betegner det, at mennesket ikke eksisterer som et isoleret væsen. Vi er indlejrede i relationer med andre, uanset hvilken form disse relationer har, f.eks. om de er båret af nærhed eller fravær, af kærlighed eller had eller andre former og følelser. Som samværende væsener er vi fælles om at bære livet – eller døden. Sygdom kan begrænse menneskets muligheder for at udfolde samværen på måder, hvor det f.eks. bliver til ensomhed, men savnet og længslen kan netop knytte sig til den samværen, der ikke kan udfoldes.

Stemthed

Stemtheden er ikke en følelse, der skabes, men nærmere en stemning, der vækkes. Når mennesket som et sanseligt, åbent modtagende væsen møder mennesker eller genstande, vækkes nogle latente stemninger til live. Stemtheden kan have betydning for, hvordan man møder verden – f.eks. åbent, hvor man er klar til at modtage, eller begrænset, hvor det er svært at få øje på noget, der er godt at række ud efter, uanset om man mødes af glædelige begivenheder, sygdom eller andre svære livsomstændigheder.

Erindring – historicitet

Erindring har at gøre med at stå i et forhold til noget, der hører historien til. Erindring er noget andet end blot at huske noget. Selv om jeg har glemt noget, betyder det ikke, at det ikke eksisterer, eller at det er ude af min eksistens, men at det i øjeblikket er i baggrunden. At erindre noget er at visualisere noget og stå i et kropsligt forhold til det erindrede. Det er at genkalde sig noget historisk på en måde, så det kropsligt sanses igen. Vi bliver gennem erindringen sat i forbindelse med det erindrede, hvilket f.eks. kan have betydning, når alder, sygdom eller andet begrænser nogle andre muligheder for at række ud efter verden.

Dødelighed

Til forskel fra andre levende væsener eller genstande ved vi mennesker, at vi en dag skal dø. Derfor er vi nødt til at eksistere i et forhold til vores dødelighed. Ofte undgår vi døden – taler udenom, fortrænger eller undviger den på anden måde. Men dødeligheden er også med til at give perspektiv på livet. Hvis vi ikke skulle dø, ville vi aldrig opleve at miste. Det ville aldrig være for sent at gøre noget. Vores eksistens ville dermed få en helt anden karakter. Døden er en eksistentiel mulighed, der har betydning for vores måde at være i verden på. Den sætter andre eksistentielle muligheder i perspektiv.

Grundtræk påvirker den eksistentielle frihed

Ifølge Boss kan de syv grundtræk ikke ses som isolerede bestanddele af mennesket. De skal nærmere forstås som måder, mennesket rækker ud efter verden på – eller måder, den menneskelige eksistens udfolder sig på. De skal ses i en forenende helhed, der findes i ethvert menneskeligt fænomen. Ikke altid med samme og lige vægt – de kan være fremtrædende med forskellig styrke i forskellige livssituationer. Eksistentiel frihed – eller frihed til at række ud efter verden – indebærer, at grundtrækkene udfoldes i en forenende heling.

Når mennesket rammes af sygdom, kan dets muligheder for at række ud efter livet blive begrænset – den eksistentielle frihed begrænses. Samtidig med at nogle grundtræk begrænses, kan situationen åbne for andre grundtræk. F.eks. får samværen en anden dimension, når et døende menneske hjælpes ud i sin kolonihave, for at vennerne kan komme og sige farvel. Og et menneske, som er blevet lam i benene, får vakt en stemthed til live ved blot at opleve at kunne vippe med foden eller stå på benene i få sekunder. I dette perspektiv mener Boss derfor, at sygdomme ikke kan forstås udelukkende ved at forstå biologien og patofysiologien. Vi forstår først sygdommen helt, når vi forstår, hvordan sygdommen begrænser det enkelte menneske i at udfolde sine grundtræk.

(Kilder: 1,13,14)