Krav om nærvær, mod og eksistentiel kommunikation

For bare 10 år siden var åndelig omsorg i princippet tænkt ind i de faste rutiner på mange hospitaler. Ved indlæggelsessamtalen var der som udgangspunkt lagt op til, at personalet skulle spørge ind til patienternes kulturelle, religiøse og/eller åndelige behov på linje med f.eks. allergier, medicin samt toilet- og madvaner.

En undersøgelse fra 2008 viste dog, at punktet ofte var mangelfuldt dokumenteret i de svenske journaler (16). Og en dansk undersøgelse fra 2007 viste også, at mange sygeplejersker sprang emnet "kulturelle og åndelige behov over," når de brugte den såkaldte VIPS-model ved den obligatoriske indlæggelsessamtale (17).

I dag er punktet "Religion, kultur og tro" dog faldet ud af indlæggelsessamtalen, i hvert fald på Kolding Sygehus, hvor der i stedet figurerer et punkt om "psykosociale forhold", fortæller Mette Vestby Wiggers. Emnet er heller ikke at finde i journalens stamdata.

"Tidligere spurgte jeg automatisk ind til, om der var nogle særlige hensyn i forhold til kultur, religion og tro. De fleste svarede nej eller var almindelige kristne, men jeg har f.eks. haft Jehovas Vidner, som ikke måtte modtage blodtransfusioner, og muslimer, der ikke spiser svinekød. Opstår der særlige behov i dag, skal vi notere det direkte i journalen, eller vi kan oprette en plejeplan," fortæller hun.

"Det er egentlig både godt og skidt," supplerer Vibeke Østergaard Steenfeldt og uddyber:

"Som udgangspunkt mener jeg, at et evt. fast punkt under indlæggelsessamtalen kun udgør en lille del af det at udøve åndelig omsorg. Det er en lidt begrænsende og opsplittet måde at indsamle oplysninger på, hvor man kun får viden om det, der er bestemt på forhånd i stedet for at sanse, hvad der er på spil for patienten. Men det giver i det mindste anledning til at bringe patientens åndelige behov op. Så er det måske ikke så farligt eller privat at komme ind på det religiøse eller andre eksistentielle emner, heller ikke senere i forløbet."

For tidskrævende

Ud fra den fænomenologiske tankegang bør sygeplejerskerne dog være opmærksomme på patienternes "eksistentielle tilstand" i alle patientmøder – uanset om de finder sted på hospitalet, i plejecentret eller borgerens eget hjem. Nogle tænker måske, at det er for tidskrævende, men det mener forskeren ikke, selvom hun ofte hører argumentet fra sine studerende.

"Det kan være meget mere tidskrævende at lade være, men det er der som sådan ikke evidens for. Jeg har dog mange eksempler på, at det koster tid IKKE at tage tiden til det," siger hun og fortæller om en palliativ patient indlagt på hospice.

Patienten nærmest kommanderede rundt med sygeplejerskerne og beordrede dem til at åbne vinduet, lukke døren, lukke vinduet, åbne døren for så at starte forfra igen.

"Fra første dag hun var indlagt, flygtede personalet fra hendes stue. Efter nogle dage tog man samling og fandt ud af, at skulle patienten have en god tid, krævede det to ting: Masser af kærlighed og omsorg. De sygeplejersker, som kunne give hende det, tog sig af hende, og de gik først fra patienten, når hun havde ro på sig og med en aftale om, hvornår de kom igen. Så var der ro de næste to-tre timer, så sygeplejerskerne med sindsro kunne gå i gang med andre patienter uden at blive tilkaldt igen og igen," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Hvad er vigtigt for dig?

Mette Vestby Wiggers kender til travlhed og tidspres, bl.a. når hun har aftenvagt på sengeafdelingen med ansvar for fem-seks patienter. Her læser hun som udgangspunkt ikke patienternes journaler med det samme, men er udstyret med en lommeseddel (se boks "Lommeseddel", red.), hvor de væsentligste patientdata er noteret. Hun kan derfor indlede vagten med at spørge patienterne om, hvordan de har det i dag, og hvad der er særligt vigtigt for dem at få fulgt op på.

"Vi aftaler altid, at de skal kalde på mig, hvis de har brug for mig. Men når jeg begynder min vagt på denne måde, ved jeg, hvad der er vigtigst for patienten ud over den opfølgning og de ordinationer, som bare skal nås ifølge dagens stuegang. Det er noteret på lommesedlen. Jeg undgår at bruge min tid på at læse alt om patienten fra start af, og det er tit mere effektivt at læse journalen efter at have set og talt med patienten. Nogle få spørger, om jeg ikke har læst deres journal. Jeg svarer, at jeg kender de vigtigste data, men fortæller, at jeg bare godt lige vil høre, hvordan de har det, hvorefter jeg læser journalen," siger Mette Vestby Wiggers og tilføjer:

"Mange patienter er jo som akut syge blevet bragt ind til os med 112, og nu ligger de "bare" og venter under hjerteovervågning, måske på yderligere undersøgelser, mens medicinen gør sin gavn. Det er ofte en voldsom oplevelse, de har brug for at tale om, og det kommer nogle gange op her. Men som sygeplejerske skal man turde spørge patienten direkte: "Du ser ked ud af det – er der noget, du vil tale med mig om?" Kræver det en længere snak, end man umiddelbart har tid til, kan man med anerkendelse sagtens parkere snakken og aftale at komme tilbage senere," fortæller Mette Vestby Wiggers.

Mette Vestby Wiggers beskriver sin første runde ved patienterne "som et forsøg på at lære patienten at kende og få opbygget en tillidsfuld relation". Men hun oplever også, at hun sparer tid ved den:

"Jeg kender patientens ønsker og behov fra start af, og jeg oplever, at det medvirker til, at patienten føler sig hørt og anerkendt. Når de kender planen for aftenen, har de mindre behov for at kalde med forskellige ting, som allerede er aftalt eller vil blive afklaret i løbet af vagten. Derfor mener jeg ikke, at manglende tid er en undskyldning for ikke at spørge ind til patientens åndelige tilstand eller behov," siger hun.

OK at vise følelser

En anden veldokumenteret begrundelse for, at sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle har svært ved at yde patienterne åndelig omsorg og støtte, er usikkerhed og manglende kompetencer. Personalet føler sig simpelthen ikke rustet til at indgå i samtaler med patienter, hvor religiøse og eksistentielle problemstillinger kommer op (7).

Vibeke Østergaard Steenfeldt anerkender følelsen af utilstrækkelighed og medgiver, at god åndelig omsorg kræver mod og nysgerrighed:

"I min optik er redskabet i åndelig omsorg i høj grad sygeplejersken selv og hendes egen sanselighed. Det handler om at have en åben og nærværende tilgang til patienten og ægte interesse for, hvad der rører sig. Her er mod også væsentligt," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt og henviser til sygeplejerske, underviser og forfatter Anne Elsebet Over-gaards beskrivelse af, hvad åndelig omsorg også er (12):

"Åndelig omsorg er at have mod til at gå med patienten ind i lidelsens rum og være der sammen med patienten". Det er åndelig omsorg i en sætning," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Ovenstående tilgang kræver nok også et lille opgør med nogle sygeplejerskers forestilling om, at det er uprofessionelt at vise følelser:

"Jeg synes, det er forkert at tro, at man er mere professionel, hvis man ikke giver noget af sig selv. Jeg mener, det er dybt professionelt, når man som sygeplejerske kan vise egne følelser og mærke, hvornår det er OK at give patienten en krammer eller omvendt holde sig væk, vel vidende at man selvfølgelig ikke skal påføre patienten sine egne følelser, så patienten kan føle ansvar for at skulle trøste sygeplejersken," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt.

Sygeplejersken må altså ikke ende med at blive påvirket af patientens situation på en måde, som påvirker patienten negativt. Det er Mette Vestby Wiggers også meget bevidst om, især i sit arbejde med at opbygge en tillidsfuld relation med sine ambulante patienter.

"Her er jeg nogle gange nødt til at give patienten lidt af mig selv for at komme helt igennem, men jeg beholder altid min faglige kappe på. Jeg deler sjældent noget privat, men har jeg prøvet noget lignende, kan jeg godt sige det og tilføje, at jeg tror, jeg kan sætte mig ind i de følelser, patienten har lige nu," siger hun og uddyber:

"Men jeg kan også komme i tvivl – mister patienterne tilliden til vores faglige kompetencer, hvis vi bliver for personlige? Og jeg skal også passe på, jeg ikke kommer til at give for meget og dræner mig selv. Det er meget individuelt og handler om at læse den enkelte patient og situation," siger hun.

Hjælp til at leve godt og længe

I sin kommunikation og arbejde med sine patienter finder Mette Vestby Wiggers bl.a. inspiration i den evidensbaserede kommunikationsmodel Calgary-Cambridge Guiden (18) samt den systematiske "Spørgeguide til Eksistentiel Kommunikation i Sundhedsvæsenet" (se boksene "Klar tale og Calgary-Cambridge Guiden" og "Eksistentiel kommunikation", red.).

Spørgeguiden har netop til formål at hjælpe sundhedsprofessionelle med at begynde og afslutte en samtale om patientens eksistentielle problemer og ressourcer under alvorlig sygdom. Den lægger op til, at personalet på omkring 20 minutter systematisk kan afdække patientens problemer og ressourcer og lave en foreløbig handleplan, evt. med henvisning til f.eks. psykolog, præst, socialrådgiver eller patientforening.

"Den indeholder en masse gode spørgsmål som "Hvordan er det at være dig lige nu? "Hvad fylder for dig?" Jeg bruger dem sjældent slavisk, men som inspiration, især ved dybere samtaler. Spørgsmålene hjælper mig med at få patienterne til at tale om det, der er vigtigt for dem, hvilket jeg i høj grad har brug for i mit arbejde," siger Mette Vestby Wiggers.

De ambulante patienter kommer typisk hos Mette Vestby Wiggers hver 14. dag i fire-seks måneder, mens de bliver optitreret i hjertesvigtsbehandlingen samtidig med, de skal have information om sygdom, symptomer, sund livsstil og styr på evt. tilbagevenden til job m.m.

"For at samarbejdet med patienten kan lykkes, er det meget vigtigt for mig at vide, hvem jeg sidder over for. Patienterne har jo en alvorlig kronisk sygdom, og jeg skal hjælpe dem til at leve så godt og så længe med sygdommen som muligt. Det hele skal passe ind i det liv, de allerede har," siger Mette Vestby Wiggers.

Vibeke Østergaard Steenfeldt har ikke selv arbejdet med spørgeguiden, men hun er ikke i tvivl om, at den er brugbar, når sygeplejersker og andre sundhedsprofessionelle skal udøve åndelig omsorg.

"Der findes ikke mange evidensbaserede og håndgribelige redskaber til dette arbejde. Langtfra alle har medfødte evner, men jeg mener, at man kan træne sig til meget. Der er meget at hente i at være god til at kommunikere," siger Vibeke Østergaard Steenfeldt:

"Og nu, hvor jeg hører, hvordan Mette bruger spørgeguiden, tænker jeg, at eksistentiel kommunikation er et fantastisk redskab til at yde åndelig omsorg. Det er jo eksistensen, der er på spil for patienten, og eksistentiel kommunikation hjælper sygeplejersken til at tale med patienten om det, der er vigtigst lige nu," tilføjer forskeren.