Fag & Forskning
Hvem var du, før du blev syg
For mange mennesker er titlen ”patient” skelsættende at få tildelt. Når først en evt. forskrækkelse over diagnose eller skade har lagt sig, har mange udover fysisk pleje og omsorg også behov for åndelig omsorg. Det gavner det konkrete behandlingsforløb og hjælper patienterne til bedre mestring af livet som f.eks. kronisk syg.
Fag & Forskning 2018 nr. 3, s. 24-26
Af:
Christina Sommer, Journalist
Den midaldrende mand rynker brynene og bider tavst, men hårdt tænderne sammen. Han er med sin kone mødt op til sin første konsultation i det hjertemedicinske ambulatorium. Chokket over det velbehandlede hjerteinfarkt for tre uger siden er aftaget, og sygeplejersken skal nu tale med manden om det efterfølgende rehabiliteringsforløb, som både involverer daglig medicinering, sundere livsstil og jævnlige kontrolbesøg i selvsamme ambulatorium. Men han er vred. Vred og frustreret over at være blevet kronisk syg fra den ene dag til den anden med de omvæltninger og begrænsninger, sygdommen medfører.
Eksemplet er opdigtet, men finder jævnligt sted i møder mellem patienter og især læger og sygeplejersker på sengeafdelinger, i ambulatorier og andre steder i det danske sundhedsvæsen. Og før personalet, i dette eksempel sygeplejersken, anerkender vreden og arbejder sig ind bag den, vil hun have svært ved at komme i ordentlig dialog med patienten om hans medicin, livsstil og ikke mindst livet generelt med en kronisk sygdom.
Manden har kort og godt behov for åndelig omsorg, og sygeplejersken har pligt til at udføre den. Sygeplejerske, lektor og ph.d. Vibeke Østergaard Steenfeldt uddyber:
"De fleste mennesker kommer ind i sundhedsvæsenet som hele mennesker og skal helst også ud af det som hele mennesker igen. Det kræver, at sygeplejersker og andre faggrupper for den sags skyld er nærværende og sanser mennesket bag sygdommen. Finder ud af, hvad der er vigtigt for, at det her menneske trives og ikke mindst hjælper patienterne med fortsat at trives og udfolde deres liv så godt som muligt."
Sygeplejersker har ANSVAR for at yde OMSORG i den hensigt, at patienten oplever VELVÆRE. Ansvar, omsorg og velvære er ifølge De Sygeplejeetiske Retningslinjer de tre sygeplejeetiske grundværdier. Pligten til at yde åndelig omsorg er især beskrevet under punkt 2) Omsorg og 3) Velvære.
Under Omsorg står der bl.a., at "i relationen møder sygeplejersken patienten, sanser mennesket og møder ham eller hende i en forståelse båret af næstekærlighed. Heri ligger et moralsk princip om at handle sådan, at alle får samme muligheder for at leve det bedst mulige liv".
Punktet Velvære lyder: "Velvære er en tilstand af at føle sig godt tilpas. Velvære kan være fra korte øjeblikke af lettelse, lindring og trøst til langsigtet velvære. Forstået som optimal sundhed og livskvalitet, hvor idealet er "det gode liv". Velvære betragtes som et overordnet mål med al sygepleje. Sygeplejen bidrager til at understøtte patienters egne tiltag for at opnå velvære".
Som medlem af den internationale sygeplejerskeorganisation International Council of Nurses (ICN) arbejder Dansk Sygeplejeråd desuden for at udbrede kendskabet til ICN’s Etiske Kodeks for Sygeplejersker, hvor sygeplejerskers pligt til at udøve åndelig omsorg også beskrives flere steder.
Find De Sygeplejeetiske Retningslinjer og ICN’s Etiske Kodeks for Sygeplejersker på www.dsr.dk/ser
Hold patientens hånd
For nogle sygeplejersker er åndelig omsorg lige så let at udøve som al anden pleje og behandling. Men for andre kan det være svært og grænseoverskridende, selv i mindre voldsomme patientmøder end i ovenstående eksempel (7). Nogle synes, at de mangler kompetencer eller tid til opgaven, mens andre igen i modsætning til flere retningslinjer (se boksen "det er en pligt") ikke mener, at det er plejepersonalets opgave at tage sig af patienternes eksistentielle og/eller religiøse bekymringer og behov (8).
"Jeg oplevede det selv, da jeg arbejdede i klinikken for mange år siden. Og i dag kommer mine studerende jævnligt tilbage fra praktikophold og fortæller, hvordan sygeplejersker direkte afviser at hjælpe patienter, der har tegn på at tumle med eksistentielle spørgsmål," fortæller Vibeke Østergaard Steenfeldt.
Som eksempel fortæller hun bl.a. om en studerende, der havde oplevet, at en alvorligt syg, sengeliggende patient forsøgte at komme i kontakt med sygeplejersken ved at vise hende et billede af sin kat. Sygeplejersken svarede blot med et "sikke en sød kat" og gik videre med andre gøremål.
"Er katten sygeplejerskens problem? Nej, men det er en fordring til sygeplejersken om at gribe det, som patienten forsøger at komme på banen med," forklarer Vibeke Østergaard Steenfeldt.
I et andet eksempel fortæller forskeren om en studerende, der på et tidspunkt havde observeret et møde mellem en patient og en sygeplejerske, hvor den studerende havde tolket, at patienten var bange og ønskede at holde sygeplejerskens hånd. Sygeplejersken afviste patienten med sit kropssprog og havde efterfølgende sagt til den studerende, "at det ikke er min opgave at holde patienten i hånden," beretter Vibeke Østergaard Steenfeldt:
"Dét var i hvert fald ikke åndelig omsorg, sygeplejersken havde gang i her. Det er jo lige præcis det, det hele handler om," fastslår hun.
For at beskrive den aktuelle evidens og praksis for åndelig omsorg anno 2018 har Fag&Forsknings journalist sammen med sygeplejerske og kliniker Mette Vestby Wiggers sat en af Danmarks førende forskere på området stævne: Sygeplejerske, lektor og ph.d. Vibeke Østergaard Steenfeldt.
