Ny sorgforståelse stiller krav til sygeplejersker

En anderledes måde at forstå sorg og sørgende på får i disse år øget fodfæste blandt fagpersoner herhjemme.

Den nye forståelse af sorg er udviklet af de to hollandske forskere Margaret Stroebe og Henk Schut fra Utrecht Universitet. De præsenterer et grundlæggende anderledes syn på sorgens forløb i forhold til det gængse, som tager afsæt i den svenske psykiater Johan Cullbergs kriseteori, i hvilken han inddeler sorgens tilstande i fire forskellige faser, som den sørgende gennemlever.

Den nye teori kaldes tosporsmodellen, hvilket betegner de to spor, som den sørgende på skift befinder sig i efter tabet af en nærtstående. Det ene spor er det tabsrelaterede spor, mens det andet er et reetablerende spor. Andre anvender udtrykkene sorgens rum og livets rum. Sørgende pendulerer mellem de to spor eller rum.

Modellen er endnu ikke slået afgørende igennem i form af systematisk undervisning og efteruddannelse herhjemme, hvor danske sygeplejersker i en årrække er blevet undervist i Cullbergs kriseteori som den bærende forståelsesramme for sorg.

Brud med fasetænkning
Tosporsmodellen afviser forestillingen om, at sørgende gennemlever et ensartet forløb, hvor de bevæger sig fra en fase til en anden. Lidt firkantet fortolket stod sygeplejerskerne med en form for facitliste, som de kunne krydse af i takt med, at patienten, den pårørende eller efterladte gik fra den ene fase til den næste.

En af de fagpersoner, der presser på for at få udbredt viden om tosporsmodellen, er Jorit Tellervo, uddannet sygeplejerske og projektleder på Palliativt Videncenter. Hun betegner modellen som banebrydende i forhold til tidligere tænkning.  

”Det væsentligste, vi nu ved fra den nye forskning, er, at sorg er forskellig fra menneske til menneske og med forskellig intensitet fortsætter resten af livet. Den, der har mistet, skal løse flere opgaver samtidig og hele tiden pendulere mellem to spor, der handler om at erkende tabet og forholde sig til det nye liv,” siger Jorit Tellervo, som har skrevet adskillige artikler om sorgforståelse og sorgstøtte, ligesom hun underviser sygeplejersker på diplomuddannelsen på Metropol i København i tosporsmodellen.

Ifølge tosporsmodellen lever man videre med afdøde i bevidstheden, og man integrerer sorg og savn i det videre liv. Det er et brud med billedet af, at man på et tidspunkt ”skal se at komme videre”, som er adopteret i hverdagssproget. Hvis man blev ved at tale om afdøde, var det suspekt, og alarmklokkerne ringede som tegn på patologisk og kronisk sorg.
Hun uddyber:

”Penduleringen mellem de to spor er en vekselvirkning mellem at blive konfronteret med tabet og undgåelse af tabet. Og det sker fra det øjeblik, vi mister. Denne pendulering betyder, at mennesker i sorg både oplever sorgens smerte og holder pause fra sorgen, da det er uhyre anstrengende at være i sorg. Vi har brug for pause, og i det reetablerende spor forholder vi os til det liv, der er tilbage at leve. Pauserne er vigtige og nødvendige, så man kan koncentrere sig om de praktiske opgaver i det liv, der skal leves, at betale regninger, opsøge kontakt, flytte eller andet. Det betyder også, at det ikke er et negativt fænomen at fortrænge sorgen i perioder, mens det tidligere blev udledt som udtryk for, at man ikke sørgede rigtigt.”

Livslang dialog med afdøde
Jorit Tellervo fremhæver, at tosporsmodellen betoner betydningen af den afdødes nærvær. Hun har erfaret, at mange ældre bevarer en livslang ”dialog” med den afdøde ægtefælle. Billederne er bevaret og står fremme, man siger godmorgen eller farvel, når man forlader hjemmet, man har små ritualer og ægtefællens værdier vedbliver at have betydning i konkrete valg.

”Flere studier har vist, at det er en stor støtte for os at leve med den fortsatte tilknytning til den afdøde. Det styrker den efterladte, og det er en naturlig del af sorgen. I Cullbergs fasetænkning bliver det anset som problematisk, fordi det her er målet med sorgarbejdet at få sagt farvel og give slip på den afdøde.”

I relation til tosporsmodellen er det vigtigt for sygeplejersken at have øje for penduleringen. Hvis den efterladte sidder fast i det ene spor, kan det være tegn på kompliceret sorg, hvilket sker for ca. hver femte, der har mistet en nær pårørende. Det vil sige, at man enten ikke vil forholde sig til den eller de personer, man har mistet, eller ikke kan forholde sig til nye udfordringer i livet, fordi sorgen fylder alt. Tegn på kompliceret sorg viser sig ofte først et halvt år efter tabet.

Ingen skabelon for sorg
En anden afgørende faktor ved tosporsmodellen er, at sorgen kommer forskelligt til udtryk fra person til person og ikke forløber på en bestemt måde.

For den enkelte sygeplejerske er det afgørende at forstå og formidle, at sorg er individuelt, og at der ikke er nogen opskrift på, at den foregår i et bestemt forløb. Sygeplejersken skal holde øje med, at patienten, den pårørende eller den efterladte ikke hele tiden befinder sig i sorgen eller tabet. Den væsentligste observation er, at sorgen forløber i begge spor, så vedkommende formår at passe på sig selv og får dækket sine basale behov, får handlet ind, får spist, får sin nattesøvn, har kontakt til andre og ikke isolerer sig, påpeger Jorit Tellervo.

Også på Sygeplejeskolen i Horsens har man sagt farvel til fasetænkningen. Her undervises kommende sygeplejersker i en ny sorgforståelse med afsæt i tosporsmodellen. Underviser er sygeplejerske, adjunkt og cand.cur. Helle Flodager. Hun er optaget af, at de studerende lærer, at sorg er kompleks og kan forandre sig over tid, men ikke har noget endemål eller afslutning. Sorgen bliver indlejret i hverdagslivet efter tabet, og i sorgprocessen veksler man mellem de to spor. 

”Vi har før haft en bestemt sandhed af, hvordan man kom rigtigt gennem et sorgforløb og fik grædt sorgen ud. Vi ved nu, at sorgen ikke har et lineært forløb i bestemte faser. Sorg er individuel, og det betyder, at sygeplejersker ikke skal lave generelle anvisninger, men være lydhøre og nærværende overfor hver enkelt patient, pårørende eller efterladt,” siger hun.

OK at føle glæde
En stor del af sygeplejerskernes opgave bliver at formidle den viden og forståelse videre.

Menneskers reaktion på sorg kan afhænge af alder, kultur og køn. Forskning viser, at kvinder generelt befinder sig længere i det tabsrelaterede spor, mens mænd er optaget af at beskytte familien og få hverdagen til at fungere og derfor vil søge mod det reetablerende spor, fortæller Helle Flodager, hvis kandidatspeciale handlede om at miste et barn umiddelbart før eller ved fødslen. Et emne hun har et dobbelt perspektiv på, da hun selv har mistet et barn og inddrager de erfaringer i sin undervisning.

10 år efter kan jeg stadig blive overrasket over at opleve sårbarhed og få sparket benene væk under mig,” siger hun.
 ”Når forældre mister spædbørn, er det et tab af drømme, håb og fremtid. Men man kan ikke holde til at være i sorgen hele tiden. Det er for hårdt, og mange bliver både fysisk og psykisk stressede af sorg. Så en dag griber man sig selv i at grine igen, og det er vigtigt at få fortalt, at det er acceptabelt og ikke unormalt. Det må ikke forbindes med skyldfølelse.

Hun prøver at forberede de studerende på, at de som sygeplejersker skal turde møde og rumme store modsatrettede følelser som vrede og angst og glæde og lettelse. De skal have nærvær og kunne forstå, hvad patient, pårørende eller efterladte har brug for, og hvad de som sygeplejerske kan gøre. De skal også turde være medaktør og stille spørgsmål og være tilgængelige. 

”De skal være lyttende og nysgerrige, så de kan mærke den sørgendes følelser. Ofte vil det handle om at kunne sidde stille og lytte. Under alle omstændigheder skal de være forberedt på, at mødet med sørgende vil komme til at påvirke dem og flytte dem personligt."