Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Frontløber 2: Annesofie Rensch Dorph tager imod i eget konsultationsrum

Sammen med sin kollega har konsultationssygeplejerske Annesofie Rensch Dorph op til 40 selvstændige konsultationer om dagen. Opgaverne spænder vidt fra vaccinationer, sårpleje og børneundersøgelser til øreakupunktur, samtalebehandlinger og hjemmebesøg.

Sygeplejersken 2015 nr. 13, s. 22-23

Af:

Christina Sommer, journalist

2015-13-tema2
Oktober er højsæson for influenzavaccinationer. På billedet ses konsultationssygeplejerske sammen med Benno Holler på 77. Han møder troligt op til åben hus hvert år for at få det lille stik, der forhåbentlig kan beskytte ham mod vinterens værste vira.
Foto: Søren Holm
Konsultationssygeplejerske Annesofie Rensch Dorph sætter kyndigt de små nåle i ørerne på kvinden, der har taget plads i den sorte stol med armlæn og ben i skinnende stål. Patienten er midt i 30’erne og siger ikke meget. Hun tripper nervøst med det højre ben, også da Annesofie Rensch Dorph forlader behandlerrummet for at sætte alarmen på sin iPhone til at ringe om 30 minutter, hvor nålene skal ud igen.

”Hun lider af alvorlig PTSD på tredje år og er også i et regionalt behandlingsforløb. I øjeblikket kommer hun her hver 14. dag for at få øreakupunktur, der kan mildne hendes stress-symptomer,” forklarer Annesofie Rensch Dorph, før hun kalder dagens næste patient ind i sit konsultationsrum.

Klokken nærmer sig 8.25 en kølig og regnfuld onsdag i oktober. Vi er hos Lægerne i Låsby, som ligger ca. 25 km vest for Aarhus. Som den ene af husets to konsultationssygeplejersker har Annesofie Rensch Dorph som altid travlt fra morgenstunden.

Onsdagen har allerede budt på blodprøvetagning og influenzavaccination på en patient med hypertension, mens dagens tredje patient er en kvinde sidst i 20’erne. Hun har ligesom dagens første patient en psykiatrisk baggrund og får en del forskellig medicin. Ud over kontrolblodprøver skal patienten også have foretaget et EKG i forbindelse med opstart af ny medicin.
 

Supplerer og substituerer lægen

At to af sygeplejerskens første patienter har psykiske problemer, er ikke tilfældigt. For inden Annesofie Rensch Dorph blev ansat hos Lægerne i Låsby i 2010, arbejdede hun bl.a. som distriktssygeplejerske og som sygeplejerske på en psykiatrisk skadestue. I 2007 færdiggjorde hun specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje, og patienter i forløb med psykiske lidelser bliver derfor primært tilknyttet hende.

”Jeg bruger mange af mine samtaleteknikker og erfaringer fra det psykiatriske arbejdsfelt, f.eks. den motiverende samtale, i forbindelse med de psykiatriske patientforløb, men også i mit kronikerarbejde og i samtaleforløb om livsstilsomlægninger, f.eks. rygestop og vægttab,” siger Annesofie Rensch Dorph, der sammen med sin sygeplejerskekollega både supplerer og substituerer lægehusets i alt to læger.

Et lille udpluk af opgaver:
  • Giver medikamentelle injektioner som B12, P-sprøjte, testosteron etc.
  • Tager på hjemmebesøg bl.a. for at foretage kliniske vurderinger/screeninger og støtte ved terminale forløb
  • Fjerner suturer, limer flænger og assisterer ved syning
  • Samarbejder bredt på tværs af sektorer og bl.a. med hjemmeplejen, hjemmesygeplejen, behandlere i rusmiddelcentre, privatpraktiserende psykiatere m.fl.

Lægepraksissen har ca. 3.200 patienter tilknyttet, og receptionen og telefonerne er primært bemandet med to lægesekretærer. Sygeplejerskerne laver derfor hovedsageligt konsultationsarbejde, og for en stor dels vedkommende er der tale om selvstændige konsultationer, kontroller og forebyggelsesopgaver uden lægelig støtte.

Efter møjsommeligt at have sat elektroder på den unge kvindes bryst og fjernet dem igen kigger Annesofie Rensch Dorph på EKG-strimlen.

”Umiddelbart ser det helt normalt ud, men Jette (den ene læge, red.) skal selvfølgelig lige se på det,” siger hun, mens patienten tager tøj på og får en lægetid ugen efter.
 

Faste samtaleforløb

Efter endnu et par konsultationer bl.a. med sårbehandling på en ældre kvinde i penicillinbehandling er det tid til at fjerne nålene fra ørerne på den kvindelige patient. Og tilbage i konsultationsrummet gør Annesofie Rensch Dorph sig klar til dagens første samtalebehandling. Patienten, en selvstændig erhvervsdrivende mand sidst i 30’erne, har fået konstateret stress. Han er med egne ord ”hamrende elendig til at prioritere sig selv”. De seneste 10 år har han haft tre depressioner, og han kommer nu i et fast samtaleforløb hos Annesofie Rensch Dorph, hvor han bl.a. får teknikker til at tackle stressen.

Han har tidligere fået instruktion i vejrtrækningsøvelser, han kan lave derhjemme, men han har ikke prioriteret dem. Derfor opfordrer Annesofie Rensch Dorph ham til at sætte dem ind i kalenderen.

”Med vejrtrækningsøvelserne bliver det parasympatiske nervesystem stimuleret. Du tvinger din respiration ned i frekvens, din puls falder, og dit hjerte skal ikke arbejde så hårdt. Afsæt fem minutter et par gange om dagen, og så kan vi tage en snak igen om tre uger,” foreslår Annesofie Rensch Dorph.

Herefter følger endnu en samtalebehandling med en ældre dame med demens, før resten af formiddagen byder på åben konsultation med influenzavaccinationer for begge konsultationssygeplejerskers vedkommende.

”I dag har vi ikke så travlt, men det skyldes nok vejret,” siger Annesofie Rensch Dorph, som mellem vaccinationerne får tid til at vende et par patienter med praksissens anden læge, Bo Christensen.
 

Tætte patientrelationer

På en normal arbejdsdag har de to konsultationssygeplejersker i alt ca. 40 patienter.

”Patienterne bliver typisk udredt hos en af lægerne, før de overgår til os med undtagelse af akutte besøg og et par kontrolbesøg om året. Men vi tager os også selvstændigt af enkelte akutte henvendelser, f.eks. ved almindelige infektioner og småskader. Selvom vi jævnligt får nye opgaver, er og bliver vi sygeplejersker. Er jeg i den mindste tvivl, spørger jeg altid min kollega eller en af lægerne,” siger Annesofie Rensch Dorph.
 

Klædt på til fremtiden

Annesofie Rensch Dorph har taget specialuddannelsen i psykiatrisk sygepleje. Hun har deltaget i et tværsektorielt uddannelsesforløb i sundhedspædagogik fra Region Midtjylland. Har et basiskursus i Compassion Focused Therapy. Mulighederne for faglig sparring er høj, og praksis er uddannelsessted for læger, så personalet undervises løbende.

Onsdag er en kort dag for Annesofie Rensch Dorph, der arbejder 30 timer om ugen. Hun har på ingen måde fortrudt springet fra psykiatrien til almen praksis.

”Patientgrundlaget er meget bredt og i alle aldre. Jeg har mulighed for at opbygge tætte og langvarige relationer med patienterne, da vi jo ofte følger dem i flere år. Det løfter behandlingen meget. Jeg har en god blanding af somatiske og psykiatriske opgaver, hvilket er meget tilfredsstillende rent fagligt,” siger Annesofie Rensch Dorph.
 

Dette tema består af følgende artikler