Frontløber: Nu er det sygeplejerskerne, der retter kuskefingre ud

Der lyder et lille knæk, da sygeplejerske Dorthe Lundorff trækker forsigtigt, men sejt i Ole Ingemann Nielsens ringfinger. Han har kuskefingre, Dupuytrens kontraktur, og er i gang med den medicinske behandling, som Odense Universitetshospital, OUH, for fem år siden indførte som et skånsomt alternativ til operation.

Kuskefingre skyldes, at der dannes knuder og strenge i bindevævet, som forhindrer patienten i at rette en eller flere fingre ud. I sådan en streng injicerede Dorthe Lundorff for to dage siden et stof, der nedbryder bindevævet. Nu skal hånden manipuleres, så strengen brister, selv om Dorthe Lundorff vurderer, at den allerede har givet sig noget. For fingeren er mere ret end før. Det bekræfter Ole Ingemann Nielsen, lidt forbavset, da Dorthe Lundorff fortæller ham, at knækket var lyden af den bristende streng:

"I går var der noget, der sagde næsten på samme måde," udbryder han.

Dorthe Lundorff og hendes kollega Pia Marqvard assisterede lægerne ved den medicinske behandling, da den blev indført i 2011. I dag nøjes de ikke med at trække medicin op, udføre sårbehandling og informere patienten om, hvordan han skal forholde sig efter behandlingen. De udfører hele behandlingen, når patienten er visiteret af en håndkirurg.

Ingen grund til konkurrence

Det startede med et klinisk projekt, som de to sygeplejersker gennemførte sammen med to håndkirurger. Meget hurtigt kom sygeplejerskerne til at stå for den praktiske tilrettelæggelse af patientforløbene, og gradvist blev de også inddraget i at give injektioner og udføre den efterfølgende fingerudretning.

"Det foregik efter, at de andre patienter var gået hjem, og vi havde et tæt samarbejde, hvor vi kunne komme med forslag og gode idéer," husker Pia Marqvard.

"Lægerne kunne spørge: Skal du ikke lige prøve? Først var det bare udretningen, men siden tog det ene det andet."

"Vi sagde lidt i sjov, at det her kunne vi da sagtens klare," tilføjer Dorthe Lundorff.

"Og lægerne tog det op. Først satte de prikker, hvor vi skulle injicere, så satte vi selv prikkerne, mens de nøjedes med at se efter, om det var i orden, og sådan udviklede det sig."

I dag foregår fingerudretningen i et sygeplejeambulatorium med patienter hver anden uge, typisk ni patienter, der først får injektioner om tirsdagen og siden får fingrene rettet ud torsdag. Behandlingsresultaterne lever op til forventningerne, og ventetiderne er reduceret.

Det er en opgaveglidning, som specialeansvarlig overlæge Søren Larsen i flere sammenhænge har anbefalet kolleger i andre håndkirurgiske enheder, hvor man tilbyder behandlingen.

"Der er ingen grund til, at læger og sygeplejersker skal konkurrere om de samme opgaver," siger Søren Larsen og tilføjer:

"Her har vi sikret en høj grad af faglighed, samtidig med at vi har effektiviseret, og jeg kan sagtens se andre procedurer inden for det håndkirurgiske område, som sygeplejersker kan overtage."

Personlig delegation

Det giver selvfølgelig en besparelse, når én sygeplejerske kan udføre den opgave, der tidligere krævede både en læge og en sygeplejerske.

"Men det er også vigtigt at fortælle, at vi har fået bedre patientforløb," siger Pia Marqvard.

Før sygeplejeambulatoriet blev oprettet, var der op til et halvt års ventetid, også undervejs i forløbet, når flere fingre skulle behandles én ad gangen. Og der var ventetider under ambulatoriebesøgene, som opstod, fordi lægernes tid skulle udnyttes fuldt ud.

"Når lokalbedøvelsen var lagt, bad vi gerne patienten vente ude på gangen, til den virkede, og imens havde lægen måske en anden patient. Men det kunne også tit ske, at lægen blev kaldt til en stuegang eller til at medvirke på en anden stue," husker Pia Marqvard.

"Vores eget program er tilrettelagt, så vi når at gøre den enkelte patient helt færdig. Vi skal ikke længere samle op, når patienterne er gået, og f.eks. sidde fredag eftermiddag og prøve at lave aftaler om sårpleje med hjemmesygeplejen."

Fingerudretning kræver håndelag, og der har været meget at lære undervejs, ikke kun manipulationen, der skal få bindevævsstrengene til at briste, men også lokalbedøvelse, injektionsteknik og optrækning af medicin i svært håndterlige små sprøjter, fortæller Dorthe Lundorff.

Opgaven kræver personlig delegation til den enkelte sygeplejerske, og der er udarbejdet en funktionsbeskrivelse, der også fastlægger kravene til oplæring.

Der er altid mulighed for at få backup fra lægerne, og de to sygeplejersker understreger, hvor vigtigt det er med tillid og samarbejde om nye opgaver.

I starten var de også spændte på, om de ville møde patienter, der hellere ville behandles af en læge. Men det er aldrig sket, tværtimod. Som Pia Marqvard siger:

"Der er mange patienter, der spørger: Nu bliver det vel dig igen næste gang?"