Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hvordan får jeg løn

Sygeplejersken 2018 nr. 4, s. 35

Af:

Redaktionen

Title

OBS: Denne artikel omhandler konflikten i 2018.
Læs artikler om konflikten 2021.

Hvis jeg skal strejke?

Medlemmer udtaget til strejke får en konfliktunderstøttelse, der svarer til fast påregnelig løn. Udgangspunktet vil være et gennemsnit af tre måneders løn. Der indbetales også feriepenge samt sædvanligt pensionsbidrag.

Som medlem skal du ansøge om konfliktunderstøttelse på dsr.dk via et elektronisk ansøgningsskema. Du vil få besked, når der bliver åbnet for at ansøge hen mod slutningen af april.

Hvad er et konfliktlån?

Et konfliktlån sikrer dig ca. det samme nettobeløb, som du normalt har til rådighed på din NemKonto, når du får løn. Det er valgfrit, om du vil optage lånet. Konfliktlånet er gebyr- og rentefrit, og du skal ikke betale skat af det. Lånet kræver ikke kreditvurdering, da DSR stiller sikkerhed for lånet. Når du betaler lånet tilbage, vil dit kontingent til DSR blive nedsat. Du kan ansøge om konfliktlånet på dsr.dk.

Hvad kommer en strejke eller lockout til at koste mig?

De præcise tal kan først opgøres, når strejken eller lockouten er slut, og længde og omfang er kendt.

Hvis jeg bliver lockoutet?

I tilfælde af lockout vil alle medlemmer overgå til at få mulighed for at få konfliktlån. Hvis du optager konfliktlån, vil du ikke blive stillet dårligere end medlemmer, som ikke har været lockoutet eller strejkeramt.

Når lockouten er slut, skal de, som har optaget lån, som udgangspunkt betale et nedsat kontingent til DSR, mens de tilbagebetaler lånet.

Hvis du vælger ikke at tage konfliktlån, fordi du kan klare dig selv økonomisk under lockouten, får du også nedsat dit kontingent som kompensation for det indtægtstab, du har lidt.

Hvis jeg ikke bliver udtaget til strejke eller lockout?

Hvis du ikke bliver udtaget til strejke eller lockout, får du løn af din arbejdsgiver, som du plejer. Efter konflikten skal du betale normalt kontingent plus et ekstra konfliktkontingent, som kompenserer for de indbetalinger, der mangler fra de medlemmer, som har været lockoutet. Dermed bliver den samlede udgift den samme, uanset om du har været lockoutet, eller om du har arbejdet normalt, og alle kommer til at bidrage lige meget, uanset om de har været aktive i konflikten eller ej.

Hvorfor får jeg ikke strejkeunderstøttelse under lockout?

Hovedbestyrelsen har valgt ikke at give strejkeunderstøttelse, men i stedet mulighed for at optage et konfliktlån. Ved lånemodellen får du de samme penge at leve for under lockouten, som hvis der blev udbetalt strejkeunderstøttelse. Men efter lockouten bliver det billigere for alle. Fordi der ikke skal betales skat af lånet, skal der bruges færre penge fra Garantifonden. Konfliktlånet er den metode, som dækker bedst for alle, kan holde os længst i lockout og er billigst for det enkelte medlem, når Garantifonden, også kaldet strejkekassen, skal fyldes op igen efter konflikten.

 

TEMA: PÅ VEJ MOD HISTORISK HÅRD KONFLIKT

Tilbuddet om en lønstigning til de offentligt ansatte på 6,7 pct. er langt fra regeringens egen prognose for lønudviklingen for de privatansatte. Den lyder på 8,6 pct. lønstigning – ligesom de offentligt ansatte stiller krav om.