Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hvis du skal strejke

Hvad sker der med min løn? Og hvad med sommerferien? De spørgsmål kan trænge sig på, hvis man er blandt de godt 5.300 medlemmer, Dansk Sygeplejeråd har udtaget til konflikt i regioner og kommuner.

Sygeplejersken 2021 nr. 7, s. 36-37

Af:

Redaktionen

Adgang forbudt 

Hvis du er ansat på en afdeling, hvor der er varslet konflikt, er din ansættelse suspenderet. Du skal derfor ikke møde op på din arbejdsplads eller udføre arbejde for din arbejdsgiver, medmindre du indgår i nødberedskabet. Adgangskort, nøgler, telefon, pc mm. skal afleveres ved konfliktstart, hvis arbejdsgiver forlanger det. Arbejdsgiver kan også afbryde adgang til arbejdspladsens netværk, arbejdsmail og evt. personalegoder. 

Strejkeunderstøttelse og timeløn

Din arbejdsgiver udbetaler ikke løn under konflikt, medmindre du indgår i nødberedskabet, hvor du så bliver aflønnet som timelønnet. Som medlem af Dansk Sygeplejeråd kan du få strejkeunderstøttelse fra første strejkedag og indtil evt. lockout træder i kraft. Strejkeunderstøttelse svarer til fast påregnelig løn fratrukket A-skat plus 8 pct. svarende til AM-bidrag. Ved lockout overgår du automatisk til lockout-lån. Timelønnede og vikarer tilknyttet vikarbureauer er ikke berettiget til understøttelse. For at være berettiget til understøttelse/konfliktlån skal du med få undtagelser være registreret med aktivt medlemskab senest den 1. januar 2021. 

Meld din sygdom

Er du syg ved konfliktens start, skal du kontakte din arbejdsgiver, som skal indberette det til kommunen. Du vil få sygedagpenge fra Udbetaling Danmark i hele sygeperioden under konflikt. Bliver du syg under konflikten, skal du melde det til din TR af hensyn til afvikling af arbejde i nødberedskabet. Her vil du ikke kunne få sygedagpenge fra din bopælskommune, men i stedet strejkeunderstøttelse og/eller konfliktlån. Er du sygemeldt, når konflikten slutter, skal du kontakte din arbejdsgiver, hvorefter du igen er berettiget til løn under sygdom. 

Ferien suspenderes måske

Optjening og afholdelse af ferie under konflikt er et komplekst område, som er beskrevet i detaljer på dsr.dk. Men som udgangspunkt kan du afholde planlagt ferie med løn fra arbejdsgiver, hvis du er startet på ferie før konfliktstart. Begynder din planlagte ferie under konflikten, er den suspenderet uanset aftale med arbejdsgiver. Vær opmærksom på at konflikten begynder fra døgnets begyndelse (kl. 00:00), mens ferie begynder, når arbejdstiden normalt starter første feriedag. Afspadsering suspenderes også under konflikt.

Kurser stopper

Efteruddannelseskurser betalt af arbejdsgiver skal som udgangspunkt stoppe. Lokale aftaler kan dog indgås, så du, forudsat arbejdsgiver fortsat udbetaler løn til dig, ikke deltager i konflikt under kurset, men først når kurset er afsluttet. Det samme gælder for kurser, som starter under konflikten. 

Er du i tvivl?

Du kan finde svar på mange spørgsmål på www.dsr.dk/konflikt  
Du kan også spørge din TR eller lokale kreds til råds, ligesom Dansk Sygeplejeråds OK21-hotline svarer på spørgsmål på telefon 46954301 mandag-torsdag kl. 9-16 og fredag kl. 9-15 eller på mail ok21@dsr.dk

Sygeplejersken Tema: OK21

Tema: OK21 - Nej eller Ja

Nogle sygeplejersker kalder en politisk  nedsat lønstrukturkomité for en syltekrukke og stemmer nej til forligsmandens mæglingsforslag. Andre ser komitéen som en ny chance og stemmer ja. Heriblandt Dansk Sygeplejeråds hovedbestyrelse. Flere eksperter vurderer, at komitéen kan være nøglen til et opgør med det historiske lønefterslæb.

I dette tema: