Sjofle bemærkninger skyldes ikke kun dårlig opførsel

"Jeg har lyst til at tabe noget på gulvet med vilje, så du skal bøje dig ned for at samle det op,” lød det kækt fra en ung mandlig patient. 

En anden mandlig patient spurgte ved tømning af sit kateter: ”Kan du ikke også tømme noget andet på mig? Det kunne jeg virkelig godt trænge til”. 

Der var også den ældre blinde beboer, hvis hånd altid endte på brystet i stedet for på armen, når han hørte, at det var en af de yngre kvindelige medarbejdere, der skulle ledsage ham – hver gang med undskyldningen ”Hov, det var ikke meningen”.  

Det er bare nogle få eksempler på den grænseoverskridende adfærd fra patienter og borgere, som sygeplejerskerne Sofie Mathilde Wissum Rask, 26 år, Luna Tiljevang Andersen, 24 år, og Emilie Plesner Osbahr, 29 år, har lagt ører og krop til. 

Det lader til at være et arbejdsvilkår, som de tre sygeplejersker og nu også cand.cur.-studerende konkluderer i debatindlægget ’Sexisme som arbejdsvilkår’, der blev bragt i Berlingske i slutningen af oktober i år. 

”Vi kan ikke bare nægte patienterne behandling, selvom de gang på gang overskrider vores grænser. Jævnfør Sundhedsloven skal vi behandle alle, også selvom de opfører sig på måder, som andre steder ville have resulteret i bortvisning,” siger Emilie Plesner Osbahr.

Værst, når de ved, hvad de gør

Mens Luna Tiljevang Andersen og Sofie Mathilde Wissum Rask har ret få ubehagelige oplevelser bag sig som sygeplejersker på hhv. en karkirurgisk afdeling og et botilbud for svagtseende og blinde, sker det oftere for Emilie Plesner Osbahr, der primært er på en ortopædkirurgisk afdeling. 

”Jeg møder ofte patienter med dårlig compliance, og jeg oplever, at de tit har en anden omgangstone end mig. Deres accept af, hvad der er ok at sige, er måske større end min. Jeg siger fra hver gang, men det hjælper ofte ikke.” 
Luna Tiljevang Andersen supplerer: 

”Kommentarerne spænder enormt bredt, fra forholdsvis små uskyldige bemærkninger til deciderede krænkelser. Tag f.eks. bemærkningen ”Du er en rigtig smuk sygeplejerske”. Om det er en kompliment eller grænseoverskridende, afhænger meget af ens personlige grænse. Og også af måden, det bliver sagt på: Med et smil på læben eller decideret perverst.” 

De tre sygeplejersker anerkender, at nogle patienter kan mangle det ”filter”, andre har, pga. sygdom eller medicin. Men det er langt fra tilfældet for flertallet af de patienter, de selv møder.

”Jeg synes, det er værst, når patienterne er velbevarede og ved, hvad de laver, f.eks. unge mænd i 20’erne. Jeg har haft en patient, der ikke ville lade mig være i fred og inviterede mig ud, hver gang jeg kom ind på stuen. Til sidst måtte en anden kollega overtage,” fortæller Emilie Plesner Osbahr. 

Alle skal tages alvorligt

Birgitte Schantz Laursen, lektor, cand.cur., ph.d. og specialist i sexologisk rådgivning ved Aalborg Universitet, har i mange år forsket i, hvordan sygdom påvirker patienternes seksualitet. Hun slår med det samme fast, at sygeplejersker ikke skal finde sig i seksuelle krænkelser eller grænseoverskridende adfærd. 

”Kun den enkelte sygeplejerske ved, hvornår grænsen er overskredet. Det vigtige er, at alle, der føler sig krænket eller oplever grænseoverskridende adfærd, bliver taget alvorlig af kolleger og ledelsen,” siger sygeplejeforskeren, som også er ansat i Sexologisk Center på Aalborg Universitetshospital. 

Men måske skal der mere til, siger Emilie Plesner Osbahr:

“Første gang blev jeg forarget, men til sidst bliver det hverdag, og man vænner sig til det. Når man gengiver en situation over for kollegaerne hen over frokosten, er reaktionerne ofte: ”Det gjorde han også ved mig” eller “Jeg oplevede noget lignende”. Ingen synes at blive forarget længere, man griner lidt, og så er man videre. Det kan virke som om, der findes en kultur med en usagt accept af sexisme som arbejdsvilkår,” siger hun.

Alle tre understreger, at de ikke mangler opbakning fra kolleger og ledelse. Luna Tiljevang Andersen supplerer:

”Og det er vigtigt, at der er et arbejdsmiljø, hvor det er ok at gå til sin leder, hvis man føler sig krænket. Vi er måske også selv med til at negligere problemet ved kun at tale om det i frokostpausen.”

Behov trænger sig på  

Det er Birgitte Schantz Laursen enig i. Men hun opfordrer også ledelse og sygeplejersker til at gå skridtet videre og undersøge, hvad der kan ligge bag de seksuelt krænkende udtalelser eller grænseoverskridende adfærd. 

Nogle gange skyldes det netop sygdom som f.eks. demens eller Alzheimers. Og bestemte typer medicin, f.eks. til patienter med Parkinson, kan medføre hyperseksualitet.

”Som sygeplejerske skal man virkelig kende sin patientgruppe og hvilke bivirkninger, medicin kan medføre,” siger Birgitte Schantz Laursen. 

Sygeplejerske Maj-Britt Joost har arbejdet med mennesker med demens siden 1994, med fokus på demens og seksualitet siden 2008. Som demenskoordinator er hun kommet på både plejecentre og i borgernes hjem, og de seneste 10-12 år har hun i regi af bl.a. Sundhedsstyrelsen og Det Nationale Videnscenter for Demens undervist medarbejdere på plejecentre og i hjemmesygeplejen i emnet. 

Maj-Britt Joost har mange eksempler på krænkende adfærd, bl.a. fra sit nuværende job som leder af Daghjemmet på Rygårdcentret i Gentofte Kommune, hvor der kommer mennesker med demens i alle aldre.

”Vi har fået en ny herre, som er frontalskadet. Han har løbende lagt lidt op til en af vores kvindelige medarbejdere. Flirtet lidt og sagt: ”Hvor ser du godt ud”. Forleden spurgte han så direkte: ”Har du ikke lyst til at gå med mig, så kan vi gå ud og bolle?”

Sådanne bemærkninger møder man jævnligt, når man arbejder med mennesker med demens,” siger hun og uddyber:

”For nogle patienter er det også en måde at sige: ”Jeg har et seksuelt behov, men er blevet for dårlig til selv at håndtere det. Kan nogen hjælpe mig?” Vi skal tage patienternes seksualitet alvorlig, f.eks. ved at tilbyde en snak eller vejledning til indkøb af hjælpemidler. Det kan forebygge eller afhjælpe krænkende adfærd,” fortæller Maj -Britt Joost. 

Sæt de klamme på plads

Demens eller ej – Birgitte Schantz Laursen opfordrer sygeplejersker til at huske, at seksualitet er et grundlæggende behov hos alle patienter, hvilket dog stadig er tabu mange steder.

”Sygeplejersker skal respektere og anerkende, at alle patienter har behov for intimitet og nærhed og måske mere end det. Og der er ikke meget plads til privatliv i det danske sundhedsvæsen. Er man indlagt i længere perioder, er det klart, at de behov også trænger sig på. Og det kan komme til udtryk på mindre elegante måder hos nogle patienter. Det skal man som sygeplejerske også kunne adressere,” siger Birgitte Schantz Laursen. 

Sofie Mathilde Wissum Rask er enig:

”Jeg tænker, at særligt den ældre generations behov for nærvær og intimitet kan komme til udtryk på denne uhensigtsmæssige måde, særligt ved længere indlæggelser.”
Luna Tiljevang Andersen tilføjer:  

”Hvis vi bliver bedre til at italesætte patienternes seksualitet, f.eks. ved indlæggelsessamtalen, og som minimum anerkender, at patienter også er mennesker med behov for intimitet, kan det være, at uønskede seksuelle bemærkninger kan tages i opløbet.”

Når det er sagt, vil der med Birgitte Schantz Laursens ord altid findes ”klamme” patienter: 

”Og de skal sættes på plads, nogle gange meget kontant. Den opgave skal man ikke stå alene med, især ikke som yngre sygeplejerske. Her skal kolleger, ledelse og TR hjælpe. Man skal turde fortælle, at man har brug for hjælp, og den hjælp skal man have.” 

Læs mere om, hvordan sygdom kan påvirke patienternes seksualitet, i Fag&Forskning nr. 1/2020.