En viljestærk kvinde

Florence Nightingale blev født i 1820 i italienske Firenze (Engelsk: Florence) af velhavende engelske forældre i en kristen og indflydelsesrig familie. Året efter returnerede familien til England, hvorefter hun voksede op under privilegerede overklasseforhold

Florence Nightingale blev sammen med sin storesøster undervist hjemme af faderen i klassiske discipliner som latin, græsk, historie, filosofi, matematik, moderne sprog og musik. En egentlig uddannelse kom aldrig på tale, for målet for en ung kvinde af hendes stand var dengang at blive gift og aldrig at påtage sig et regulært arbejde.

Oprør mod familien

Gift blev hun dog aldrig. Som 30-årig aflagde hun et løfte om at leve livet dydigt og i kyskhed. Og tidens kvindesyn gjorde hun oprør mod. I et debatindlæg skrev hun bl.a.: ”Tiden er kommet, hvor en kvinde må sætte sig ud over hjemmets gøremål – ud over børnepasning, indretning af stuer, fine middage og værtindeopgaver.”
Hun anså ”familien” for et fængsel, som hun aldrig ville indfanges af.

Kaldet til sygepleje

Som ung følte Florence Nightingale sig i et religiøst kald dedikeret til pleje af syge, men det modsatte hendes far sig, for det var ikke en værdig beskæftigelse. Pleje af syge blev dengang anset for et lurvet arbejde, udført af ufaglærte fra de laveste sociale klasser.

Så i stedet for at arbejde tog hun på en årelang dannelsesrejse til først Ægypten og senere Grækenland, hvor hun deltog i arkæologiske udgravninger.

Det var i Athen, at hun viste konkret omsorg for et levende væsen, da hun reddede livet for en ugleunge, som nogle drenge havde moret sig med at pine.

Hun døbte den Athene og smuglede den med hjem til England. Uglen blev efter sin død udstoppet og befinder sig i dag på Florence Nightingalemuseet i London.

Modtog undervisning i sygepleje

Florence Nightingale kom på sin dannelsesrejse også til Tyskland, hvor hun blev elev på Diakonissestiftelsens moderhus i Kaiserswerth nær Düsseldorf.

Her tog hun imod den første undervisning i organiseret sygepleje og supplerede efterfølgende med besøg hos søsterordener og hospitaler i flere europæiske lande.

Sprogkundskaberne kom hende til gode, og hun skrev rapporter med systematiske analyser af sine oplevelser og fik på den måde et indblik i europæisk hospitalsvæsen.

Første stilling

Hendes viden og erfaring resulterede i, at hun i 1853 fik en ulønnet stilling på et hospital i London som en slags oversygeplejerske på et hospital for kvinder fra de højere sociale klasser.

Det var hermed lykkedes den viljestærke datter at sætte sig igennem over for sin far, som accepterede at understøtte hende økonomisk.

På hospitalet viste hun sit værd som en dygtig organisator.

Til daglig underordnede hun sig lægerne i alle spørgsmål om behandlingen, men i bestyrelsen rejste hun gerne spørgsmål og krav, der ville gavne patienterne. Hun grundlagde her sine taktiske og ledelsesmæssige evner, sin evne til at formulere skarpe pointer og at identificere vigtige indsatsområder.

Syg og flittig

Syg og svækket efter hjemkomsten fra Scutari lagde hun sig i sengen og erklærede sig invalid. Dog var hendes tilstand ikke værre, end at hun frem til sin død som 90-årig formåede at få oprettet en sygeplejeskole samt at udgive ikke færre end 200 bøger, rapporter og pamfletter om sygepleje, om drift af hospitaler, om folkesundhed, filosofi og religion.

Desuden var hun en særdeles flittig brevskriver, hvilket dokumenteres gennem arkivet på museet for hende. Det rummer over 14.000 efterladte breve og manuskripter.

Hendes liv, gerninger og formåen er fra før sin død i 1910 og til den dag i dag blevet genstand for forskere fra hele verden - og også fra mange andre fagdiscipliner end blot sygeplejen. Det er en almen antagelse, at Florence Nightingale er den mest omtalte kvinde i verdenshistorien.

Kilder
Sygeplejehistorisk Museum, sygeplejens historie
Susanne Malchau Dietz: ”Florence Nightingale - Folkesundhedens Ikon”.

Læs også

Florence - en statistiker af format

”En sand engel” på slagmarken