Sygeplejersken
Hospitalsdirektører: Andre faggrupper må hjælpe
Sygehusdirektører går nu på jagt efter andet fagpersonale for at lukke huller i vagtplanen. Manglen på sygeplejersker er blevet ekstra tydelig, nu hvor mange ikke tager ekstra vagter frivilligt.
Sygeplejersken 2021 nr. 11, s. 25
Af:
Kristine Jul Andersen, journalist
"Vi oplever, at der ikke er lige så stor fleksibilitet blandt sygeplejerskerne som hidtil. Og på nogle afdelinger har afdelingsledere måttet pålægge medarbejderne at komme på arbejde. Det er ikke rart at gøre, men de gør, hvad de kan for at få det til at hænge sammen.”
Det fortæller sygeplejefaglig direktør på Odense Universitetshospital Mathilde Schmidt-Petersen.
Flere patienter, vakante stillinger, mindre fleksible sygeplejersker, ferieafvikling efter konflikten og en ophobning af patienter, der venter på at blive behandlet, har også haft konsekvenser i form af sengelukninger. Og både Mathilde Schmidt-Petersen og kollegaen på Aarhus Universitetshospital, sygeplejefaglig direktør Susanne Lauth, er begyndt at tænke i nye baner for at sikre behandling og pleje til patienterne.
”Vi må arbejde med, at det er de rigtige patienter, der kommer ind på sygehuset. Her har vi brug for hjælp fra kommunerne og almen praksis. Og så må vi se på, om der er andre faggrupper, der kan være med til at løse opgaverne. F.eks. terapeuter, farmakonomer, læger og andre,” siger Susanne Lauth, og Mathilde Schmidt-Petersen supplerer:
”Det er svært at rekruttere, så vi må se, om andre faggrupper kan hjælpe. Men vi skal selvfølgelig stadig kunne løse patientopgaverne med kvalitet og sikkerhed.”
Samtidig har sygeplejerskernes manglende fleksibilitet allerede haft en anden effekt.
”Vi kommer til at drøfte det intensivt i alle relevante fora og har f.eks. netop aftalt møde med vores afdelingsledelser og afdelingssygeplejersker for at tale om det. Jeg tænker, at der er kommet en skærpet bevågenhed omkring sygeplejerskernes arbejdsvilkår,” siger Mathilde Schmidt-Petersen.
Susanne Lauth anerkender sygeplejerskernes gode arbejde og rolle i det samlede patientforløb og vil gerne i dialog med sygeplejerskerne om, hvordan de sammen kan finde løsninger, så patienterne kan blive behandlet.
Men begge direktører gør det klart: De har ikke den ekstra pose penge til løn, som sygeplejerskerne ønsker.