"Jeg vil aldrig arbejde i Tyskland igen"

Nancy Mesch er tysker. Hun bor i Flensborg. Men hun arbejder i Danmark, hvor hun er sygeplejerske på et plejehjem. Det er der mange grunde til. En af dem er lønnen. 

”Arbejdede jeg i Tyskland, ville jeg tjene 16 euro i timen. Her tjener jeg 28 euro. Det er virkelig en stor forskel,” fortæller 56-årige Nancy Mesch. 

I Danmark får hun en bedre løn. Hun har bedre arbejdsforhold. Og hun får en helt anden respekt og anerkendelse fra læger og patienter for sit arbejde, end hun gør i Tyskland. I hendes hjemland er man stadig ”lægens hjælper”.

”Man har ikke så meget ansvar og må ikke fungere selvstændigt på samme måde som i Danmark. Vi må ikke selv vurdere patientens tilstand og f.eks. give en Panodil. Samtidig er der alt for få ansatte,” fortæller Nancy Mesch og påpeger:

”Jeg ville få hjertestop af travlhed, hvis jeg arbejdede i Tyskland.”

Det er også lettere for sygeplejersker i Danmark at være på deltid. Noget Nancy Mesch også har glæde af i sit job i Danmark, hvor hun arbejder 30 timer om ugen.

Det er nogle af de mange grunde til, at hun siger:

”Jeg vil aldrig arbejde i Tyskland igen”.

10 pct. er i fagforening

En anden forskel på Danmark og Tyskland er, at i Tyskland er andelen af medlemmer af en fagforening langt mindre. Ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd var 17 pct. af tyskerne medlem af en fagforening i 2018, mens tallet for danskerne var 67 pct. 

Ser man specifikt på sygeplejerskerne, er blot omkring 10. pct. af de tyske sygeplejersker medlem af en fagforening i dag, er vurderingen fra den tyske fagforening for plejepersonale. Heraf er endnu færre medlem af en ren sygeplejerskefagforening. 

Til sammenligning var 84 pct. af sygeplejerskerne i Danmark, der er ansat inden for faget, medlem af Dansk Sygeplejeråd i 2020.

Større skel mellem rig og fattig

Ifølge arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet er der en klar sammenhæng mellem arbejdsforhold og hvor mange, der er medlem af en fagforening. Det viser forskning lavet på baggrund af det markante fald i tilslutningen til fagbevægelsen i USA fra 1950’erne og frem til i dag. I 2018 var 10 pct. organiseret.

”Forskningen viser meget slående, at når organisationsgraden falder, så stiger uligheden. Der bliver større forskel mellem rig og fattig. Det vil også ske i Danmark, hvis fagbevægelsen mister deres styrke,” siger han.

Ligesom i USA er fagbevægelsen også svag i Tyskland.

”Tyskland er kendetegnet ved at have et opsplittet arbejdsmarkedet med en stærk dualisme. Det betyder, at der er enkelte arbejdspladser, som har en overenskomst, og som har gode lønninger. Over for dem står et stort område uden overenskomster og med dårlige lønninger,” forklarer Laust Høgedahl.

Working poor

På nogle områder er arbejdet så dårligt betalt, at folk skal have flere job for at kunne få privatøkonomien til at hænge sammen. Det er det, man i dag kalder working poor. 

I Tyskland er der en række historiske grunde til den udvikling. Efter Berlinmurens fald prøvede man at sparke gang i økonomien ved at lave et større lavtlønsmarked. Men det afgørende for arbejdsforhold og løn på disse arbejdspladser er, om de har en overenskomst og en fagforening, der taler de ansattes sag.

”En tommelfingerregel siger, jo højere organisationsgrad, jo bedre lønninger. Og det gælder særlig meget for dem i bunden af arbejdsmarkedet. Akademikerne skal nok klare sig,” siger Laust Høgedahl.

Han fortæller, at det er rentabelt at have stærke parter på arbejdsmarkedet. At have en stærk fagbevægelse og arbejdsgiverorganisation.

”Det er godt for samfundsøkonomien, man har råd til mere, og det er lettere at betale en højere løn. Det skaber ro på arbejdsmarkedet, det sikrer større fleksibilitet for arbejdsgiverne og bedre forhold for lønmodtagerne. Så alt i alt er det en god forretning,” siger Laust Høgedahl. 

56-årige Nancy Mesch har været medlem af Dansk Sygeplejeråd siden 2008, da hun fik sit første job i Danmark.

Foto: Michael Drost-Hansen

Støtte fra fagforening

Nancy Mesch har også oplevet forskellen ved at være medlem af en dansk og en tysk fagforening.

”I Tyskland er det ikke naturligt at være medlem af en fagforening på samme måde som i Danmark. Der er tre forskellige fagforeninger. Den lokale, den, der er over det hele, og en mellemting. Det er forfærdeligt. Og er man medlem, får man langt mindre støtte end i Danmark,” fortæller hun.

Sygeplejerskerne er typisk medlem af en fagforening, der dækker alle faggrupper inden for det kommunale område. De har dog deres egen sygeplejerskeoverenskomst, som gælder for alle – både privat og kommunalt ansatte. Men ofte er der ikke nogen til at sikre, at den bliver overholdt,  fortæller Nancy Mesch. 

Der er dog tillidsrepræsentanter på de store, offentlige arbejdspladser, men de afspejler fagforeningen og er TR for alle faggrupper.

Nancy Mesch synes, det er rart, at der er én stor fagforening, der kun tager sig af alle sygeplejerskerne. Som kender deres arbejdsforhold og vilkår. Ligesom hun gerne deltager i nogle af de kurser, som Dansk Sygeplejeråd holder. Også selvom hun kan være utilfreds nogle gange. 

DSR reddede mit liv

Nancy blev medlem af Dansk Sygeplejeråd, da hun fik sit første job i Danmark for 14 år siden. Hun fik opfattelsen af, at det skulle man. Men hun har aldrig fortrudt. Hun har flere gange oplevet, at DSR er trådt til, hvis der har været udfordringer på hendes arbejdsplads, ligesom hun har fået god, personlig hjælp og støtte.

”DSR reddede mit liv, da jeg blev fyret efter en patientklage sidste år. Både mine tillidsrepræsentanter og kredsen gik ind og hjalp mig, da det hele ramlede sammen omkring mig. Sikrede mig den rette løn i opsigelsesperioden, og at jeg fik udbetalt mine feriepenge på 22.000 kr.,” fortæller Nancy og fortsætter:

”Dem ville de først ikke udbetale, fordi jeg jo bare kunne have holdt min ferie. Men det havde jeg ikke kunnet. Den var hele tiden blevet udskudt, fordi vi havde så travlt. Efter fyringen sov jeg i tre måneder – og så fik jeg rettet op på mit liv og startede på mit nye job.”