Sygeplejersken
Debatten om deltid mangler nuancer
Det politiske fokus på fuldtid er forfejlet. Det mener sygeplejerske Kamilla Steiniche Bøje, hvilket hun allerede gjorde klart i et debatindlæg i 2019, hvor hun revsede formand for Danske Regioner Anders Kühnaus omtale af sygeplejerskernes ”deltidskultur”.
Sygeplejersken 2023 nr. 7, s. 26
Af:
Helle Lindberg Emarati, journalist
”Hvis deltidsansættelse er løsningen for den enkelte, så skal et pres fra Anders Kühnau om øget timetal ikke være noget, man giver efter for, blot fordi der mangler sygeplejersker.”
Ordene ovenfor er sygeplejerske Kamilla Steiniche Bøjes. I 2019 skrev hun et debatindlæg om deltid, som blev bragt i Herning Folkeblad. På det tidspunkt var hun selv ansat på deltid som hjemmesygeplejerske i Herning Kommune.
”Jeg blev provokeret over, at Anders Kühnau blev ved med at sige, at sygeplejersker havde ”fundet sig godt til rette i en deltidskultur”, som om vi faktisk bare er magelige. Det er jo ikke rigtigt,” siger Kamilla Steiniche Bøje, da Sygeplejersken ringer hende op godt 4 år senere.
Arbejdsgivere er ikke lydhøre
Selv er hun ikke længere en del af deltidsstatistikken. Siden februar 2020 har Kamilla Steiniche Bøje arbejdet fuldtid samme sted og er glad for det. Men hendes holdning til deltid har ikke flyttet sig.
Hun mener, at politikerne og arbejdsgiverne har mistet blikket for den enkelte sygeplejerske, når de udelukkende fokuserer på, at flere skal op i tid:
”Nu er det blevet sådan, at man mange steder vil ansætte alle på samme vilkår. Alle skal tage del i de samme vagter, og alle skal helst arbejde fuld tid. Hvor er lydhørheden fra arbejdsgiverne henne?”
Gode grunde til deltid
I sit debatindlæg fra 2019 efterlyste Kamilla Steiniche Bøje flere nuancer i deltidsdebatten. Dem savner hun stadig.
”Sygeplejersker på deltid har alle mulige gode grunde til at være det. Det er hårdt psykisk og fysisk at arbejde med patienter på alle tider af døgnet, i skiftende vagter. Rigtig mange arbejder desuden også ekstra og tager flere vagter for at få vagtplanen til at hænge sammen,” siger hun.
Hun mener, at myten om den magelige ”deltidskultur” udspringer af manglende forståelse for sygeplejerskers arbejde.
”Mange er på deltid for at kunne nå at restituere, fordi arbejdet virkelig kræver noget af os. Men det er bare så svært at gøre synligt eller målbart for andre. Jeg oplever, at det både for mig selv og mine kollegaer er svært at forklare andre, hvad jobbet som sygeplejerske indebærer,” forklarer Kamilla Steiniche Bøje.