Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Jeg ville ikke være sygeplejerske uden deltid"

Birgitte Nørgaard arbejder 37 timer om ugen, men 16 timer som sygeplejerske. Hun er bekymret for, hvad der sker, hvis politikerne skubber for hårdt på for at få flere på fuldtid.

Sygeplejersken 2023 nr. 7, s. 24-25

Af:

Helle Lindberg Emarati, journalist

sy7-2023_tema_birgitte-noergaard

Et udstillingskøkken er normalt ikke et sted, hvor du forventer at finde en sygeplejerske, men i Egå i Aarhus kan det nemt hænde. Her arbejder 47-årige Birgitte Nørgaard i sin mands køkkenfirma 21 timer om ugen. De resterende 

16 timer af arbejdsugen er hun sygeplejerske på Traumecentret på Aarhus Universitetshospital. 

”Jeg arbejder lige så meget som alle andre. Jeg laver bare noget helt andet, når jeg ikke er på arbejde som sygeplejerske,” siger hun.

Det har ikke altid været sådan. Birgitte Nørgaard var sygeplejerske på fuldtid i mere end 20 år, men for et års tid siden blev jobbet for meget.

”Jeg har ellers altid arbejdet 37 timer i blandede vagter, men arbejdspresset er steget helt vanvittigt i løbet af de seneste år. Så kom corona og strejken, hvor vi sygeplejersker i pressen blev udråbt til at være grådige. Det tog den sidste gejst fra mig,” fortæller Birgitte Nørgaard.

En samtale med hendes mand blev det skub, der fik hende til at skifte gear.

”Han spurgte mig: Hvorfor slider du dig selv op? Jeg svarede, at det jo er fordi, jeg godt kan lide mit arbejde. Jeg elsker at arbejde med mennesker, jeg elsker at være sygeplejerske. Men jeg kunne også mærke, at jeg blev mere og mere frustreret, underskudsramt, sur og udbrændt,” forklarer hun.

Fuldtid stjæler fra privatlivet

Når Birgitte Nørgaard er på arbejde i køkkenfirmaet, er vilkårene anderledes, end når hun er på vagt på Traumecentret. Der er f.eks. tid til snak med kollegerne og til små pusterum i løbet af arbejdsdagen. 

”Jeg kan, rent ud sagt, gå på toilet, når jeg vil og tage pauser, når jeg har brug for det. Som sygeplejerske sidder jeg ofte for mig selv, når jeg har pause, fordi man spiser på forskellige tidspunkter. Jeg har også travlt i køkkenfirmaet, men det er andre vilkår, og omstilling fra vagterne som sygeplejerske er jeg sluppet for,” siger Birgitte Nørgaard. 

Hendes energiniveau er også forandret. Hun sover bedre om natten, fordi hun nu kun arbejder i dagtimerne. De to gange om ugen, hvor hun stempler ind på akutafdelingen, er hun glad og veloplagt. Hun har overskud til sine patienter og kolleger og føler ikke længere, at hun er ved at brænde sammen.

”Det viser bare, at det altså ikke kun handler om, hvor mange timer du arbejder, men også hvad det er for et arbejde, du har,” pointerer Birgitte Nørgaard.

Deltid er en investering

I privatlivet har hun også fået overskuddet tilbage.

”Som sygeplejerske giver jeg meget af mig selv. Det er en del af jobbet, men det skal helst ikke være sådan, at jeg også giver af mit familieliv. Sådan bliver det bare nemt, når man gør det på fuld tid. Du arbejder i treholdsskift og skal afsted til påske, pinse og jul. Du kommer smadret hjem – og når du endelig er hjemme, er du ikke rigtigt mentalt til stede,” forklarer hun.

Birgitte Nørgaard mener derfor, at politikerne skal passe på med at presse for hårdt på for at få sygeplejersker op i tid. Hun er bange for, at det kan få flere til at forlade faget.

”Politisk bør man se deltid som en investering. Mange er på deltid, fordi deres liv er skruet sådan sammen, at de ikke kan være på fuld tid lige nu, men det kan sagtens være, at de gerne vil på fuld tid i fremtiden. Skubber man for hårdt nu og her, risikerer man i stedet, at de slet ikke vil være sygeplejersker længere,” siger Birgitte Nørgaard.

To gange er bedre end nul

Det er især de erfarne sygeplejerskers flugt, Birgitte Nørgaard er bekymret for. Hun oplever allerede effekten af deres udvandring. På Traumecentret i Aarhus plejede de f.eks. aldrig at ansætte nyuddannede sygeplejersker – det gør de nu.

”Nu er det halvdelen af mine kolleger, som er kommet nærmest direkte fra studiet, og står og tager imod kritisk syge patienter. Det er de rigtig gode til, hvis de får støtte af en erfaren sygeplejerske. Derfor er det vigtigt, at vi har erfarne sygeplejersker,” påpeger hun.

Birgitte Nørgaard er glad for, at ledelsen på hendes afdeling gav hende lov til at gå ned i tid, så hun kunne blive ved med at arbejde som sygeplejerske.

”Det kan godt være, jeg kun kommer to gange om ugen, men det er bedre, end at jeg slet ikke er der. At blive på fuld tid var ikke en mulighed for mig. Hvis jeg ikke havde kunnet gå på deltid, var jeg nok blevet nødt til at finde noget andet at lave alle 37 timer om ugen,” siger hun. 

sy7-2023_forside_u-tekst

Tema: Deltid

Der skal gøres op med ”deltidskulturen” i sundhedsvæsnet, hvis det står til politikerne i regionerne og på Christiansborg. Men sygeplejersker arbejder allerede lige så meget som andre. Iben Hedegaard Rolfsen er ansat på deltid, men tager ekstra vagter, når hun har overskud, mens Birgitte Nørgaard supplerer sit deltidsjob med arbejde i butik. 

Læs i dette tema: