Vi smider guld i skraldespanden

Fatemeh Shekofe Mosallaeinejad fra Iran får grønt lys til at komme til Danmark i februar 2024, og et halvt år senere – efter at have fået alle papirer på plads – lander hun i det danske med håb om og tro på at kunne fortsætte sin karriere som sygeplejerske her i landet. 

Fatemeh er 46 år, fraskilt, har en søn på 16 år og en datter på 20 år, og så har hun 22 års erfaring fra universitetshospitalet i millionbyen Shiraz, herunder fra intensivafdeling, akutmodtagelse, hjerteafdeling og 10 år på ortopædkirurgisk operationsafsnit. 

Lykkes det hende ikke inden februar 2027 at få en såkaldt evalueringsstilling, som er nødvendig for at få dansk autorisation, bliver hun sendt ud af Danmark igen.

Virksomhedspraktik til 0 kroner

Kort efter Fatemeh kommer til Danmark, møder hun den danske sygeplejerske Karin Poulsen, der gennem en bekendt bliver spurgt, om hun vil hjælpe Fatemeh. Det vil Karin Poulsen gerne, men på hendes arbejde på Kirurgisk Afdeling på Hjørring Hospital, kan de ikke slå en evalueringsstilling op. Begrundelsen er, at sådanne stillinger kan være belastende ift. økonomi og arbejdsmiljø, fordi der typisk skal afsættes mentortimer til dem.

Men i perioden efter løber sygeplejerskerne på afdelingen i Hjørring stærkt. Der er overbelægning, og de kan ikke få besat de stillinger, de slår op før sommeren 2025. Hen mod efteråret har de så svært ved at følge med, at Karin Poulsen en dag bliver spurgt, om hun stadig kender den iranske sygeplejerske. Derefter går der ikke længe, før afdelingssygeplejersken, chefsygeplejersken, Karin Poulsen og jobcentret får strikket en tre-måneders virksomhedspraktik sammen fra 1. oktober 2025. 

Til mødet viser det sig, at Fatemeh får 0 kr. i praktikperioden. Så det ender med, at hun kun kan være på afdelingen 2½ dag om ugen. For hun skal også tjene penge til mad og husleje og må derfor beholde sit vikararbejde som sosu-hjælper i den private hjemmepleje, Blæksprutten, og hun skal desuden have tid til at passe sit danskkursus to dage om ugen. 

På trods af det går det godt med praktikforløbet hen over efteråret og julen, hvor Karin Poulsen altid følges med hende på vagt.

“Den instrumentelle sygepleje, empatien og omsorgen ligger på hendes rygrad, og jeg hører kollegaer spørge: ”Kommer Fatemeh i aften?” Hun er en enorm stor ressource, fordi hun kan træde til på lige fod med os andre erfarne sygeplejersker,” siger Karin Poulsen og tilføjer:

“Men hendes udfordring ligger i at blive bedre til sproget, og det bliver hun dag for dag.”

Svær danskprøve

Hverken i Hjørring eller Aalborg er der evalueringsstillinger. Men i Thisted, 2½ times transport fra Fatemehs bopæl i Hjørring, bliver der slået fire stillinger op i januar 2026, og der kommer formentlig fire igen til september. Selvom det er en lang køretur til og fra arbejde, får det i november sidste år Fatemeh til at gå til danskprøven, som hun skal bestå inden opstart i en evalueringsstilling. Men hun består ikke.

Karin Poulsen undrer sig over, at Danmark inviterer sygeplejerskerne hertil, uden at nogen tager sig af dem og hjælper dem med en kvalificerende forberedelse, så de f.eks. kan blive klar til at bestå danskprøven og starte i en evalueringsansættelse. 

“Og der slås alt for få af de stillinger op. Vi slipper dem bare i frit fald, når de kommer til Danmark. Det er et kæmpe problem.”

Fatemeh er bange for, at hun ikke når at få en evalueringsansættelse, inden hendes visum udløber.

“Jeg har ikke tid til at lære nok dansk, så jeg kan bestå eksamen og finde en evalueringsansættelse. Dem er der også meget få af. Det er stressende. Jeg er meget forvirret over reglerne i Danmark. Men jeg håber, jeg når det hele. For jeg vil ikke tilbage til Iran,” siger hun.

Mister stor ressource

Praktikken i Hjørring er slut, og Fatemeh Shekofe Mosallaeinejad er med hjælp og støtte fra Karin Poulsen startet i et fuldtidsjob som sosu-hjælper på Ældrecenteret Vesterlund i Hjørring, så hun forhåbentlig kan få lov til at blive i Danmark. Planen er desuden at blive endnu bedre til sproget og kulturen og til at forstå den danske mentalitet, så hun kan bestå danskprøven og komme et skridt tættere på målet om dansk autorisation. 

Hun har accepteret ikke at komme tilbage til hospitalsarbejdet, hvis det ender sådan. Bare hun kan blive i Danmark – også selvom det er som sosu-hjælper.

Karin Poulsen peger dog på, at Danmark mister en stor ressource, når vi ikke får sendt de højt specialiserede sygeplejersker som Fatemeh ud i relevant arbejde. 

“Hun kan assistere ved hofte- og knæoperationer – alt det, vi har så hårdt brug for med den tsunami af ældre, der ligger forude. Jeg står virkelig med en følelse af afmagt, når vi har inviteret hende og mange andre iranske sygeplejersker hertil, men så siger: “Vi kan måske bruge dig som sosu-hjælper, og hvis ikke, sender vi dig nok hjem,” siger hun og tilføjer:

”Vi smider simpelthen guld i skraldespanden.”