Nyhed
OK26 sendt til urafstemning: Derfor anbefaler vi et ja
OK26 sendt til urafstemning: Derfor anbefaler vi et ja
Medlemmerne i Dansk Sygeplejeråd skal nu stemme ja eller nej til deres overenskomst, efter kongressen onsdag anbefalede et stort ja til aftalen. Vi har spurgt tre delegerede, hvorfor de har anbefalet et ja.
Publiceret:
26. marts 2026
Senest opdateret:
27. marts 2026
Hvad får man, når man samler 110 kongresdelegerede på ét sted?
Det er i hvert fald garanteret, at der bliver diskuteret retfærdighed, ligestilling, løn og pension. At der bliver klappet, så emblemerne danser i rummet. Og at der bliver serveret sort kaffe og chokoladekage.
Den ekstraordinære kongres i Tivolis Kongrescenter den 25. marts var ingen undtagelse. Her skulle de kongresdelegerede stemme om, hvorvidt OK26-aftalen skulle sendes til urafstemning hos medlemmerne af Dansk Sygeplejeråd.
30 delegerede rejste sig på skift for at give deres besyv med om, hvorfor aftalen er god, fin eller problematisk. Og så huskede de hinanden på, at der er forskel på vilkår, alt efter hvor du er ansat, hvem din leder er, og hvor mange år du har på bagen.
Aftalen blev sendt til urafstemning med et sort flertal, hvor kun to stemte imod.
Vi har spurgt tre kongresdelegerede, hvorfor de anbefaler et ja.
Uffe Bjerregård Korte, Kræftafdelingen, Odense Universitetshospital, Kongresdelegeret for Kreds Syddanmark.
Hvorfor stemmer du ja?
“Vi får nogle bedre lønvilkår, og det er jo noget af det, vi har kæmpet for i mange år og i lang tid. Så derfor synes jeg, det er en rigtig fin lønstigning, der kommer med de generelle lønstigninger i denne her periode.
Jeg har hverken børn eller er senior, så jeg får en fleksibilitetsdag ind på fritvalgskontoen, og det er jo også noget, jeg synes, der giver mig noget. Det er jo bare rart.
Jeg har en grundholdning, der lyder på, at man skal sige ja til noget, hvis man også vil have noget med i fremtiden. Og så ser jeg det mere som en fremtidsinvestering. Men der er jo også elementer af det, som faktisk kommer min aldersgruppe til gode, fordi jeg er nyuddannet.”
Andreas Lund Andersen, socialsygeplejerske i Region Syddanmark, Kongresdelegeret Kreds Syddanmark.
Hvorfor anbefaler du et ja?
”OK26 giver os sygeplejersker, som er ansat på det sociale område, et markant lønløft nu her med det. Så hvis man sådan kigger ud fra min lille andedam, ser vi i hvert fald frem til en fornuftig lønfremgang med OK26, hvis vi får stemt ja til det.
Men også hvis man skal kigge i det generelt, så har vi prøvet at sikre os nogenlunde en købekraft fremadrettet. Så jeg anbefaler et klart ja herfra."
Gitte Solgaard, Hæmodialyseafdelingen, Odense Universitetshospital, Kongresdelegeret for Kreds Syddanmark.
Hvorfor har du anbefalet, at den skal til urafstemning?
"Jeg synes generelt, at det var en god overenskomst, der blev forhandlet hjem. Det, jeg lægger vægt på, er, at der kommer ekstra penge til de unge og de nyuddannede, fordi de står der i starten af livet, hvor der er mange store omkostninger. Huse, biler, børn og hvad der nu kommer i den alder. Jeg kan selv huske, det var megasvært at få enderne til at mødes dengang, så det vil jeg gerne støtte op om. Og så kommer der en okay pæn lønstigning til os alle."
10. april 2026
Iben har fået forhandlet lokalløn flere gange: Man føler sig anerkendt
I Aalborg Kommune forhandler de tillidsvalgte hvert år løntillæg hjem til sygeplejerskerne. Det er både motiverende...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
08. april 2026
Rådighedsvagter kommer endelig til at tælle med
Anæstesisygeplejersker på Rigshospitalet glæder sig over, at timerne på vagtværelse nu indgår i optjeningen til 300...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
30. marts 2026
OK26-afstemning: Hvad sker der nu?
Nu er der åbnet for afstemningen om sygeplejerskernes nye overenskomster. Men hvad betyder din stemme egentlig, og ...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord
27. marts 2026
Ny kompetencefond skal give medvind til videre- og efteruddannelse
Kommunalt ansatte sygeplejersker får lettere adgang til at søge økonomisk støtte til videre- og efteruddannelse. De...
Afsender
Sygeplejersken
Emneord