Behov for bedre forståelse af grønlandske patienter

”Jeg lyder fuldstændig dansk, når jeg taler, men når man skræller alle lag af mig, og kun kernen er tilbage, er jeg grønlænder, og jeg skal ikke være til belastning, og jeg er ikke god nok, for jeg er jo ikke dansker. Det er den følelse, der er tilbage, når man skræller alle lag af mig.”

Citatet stammer fra en herboende grønlandsk kvinde, der sammen med seks andre grønlandske kvinder sætter ord på deres møde med det danske sundhedsvæsen før, under og efter deres graviditet.

Det gør de i en ny rapport fra Institut for Menneskerettigheder, hvor også seks tolke (grønlandsk-dansk) med lang erfaring og mange tolkede samtaler bag sig i det danske sundheds- og retsvæsen bidrager med deres erfaringer.

Rapporten konkluderer, at der er en række udfordringer i mødet mellem de grønlandske kvinder og det danske sundhedsvæsen, hvilket delvist kommer til udtryk i det ovenstående citat. Det fortæller Line Vikkelsø, chefkonsulent i Ligebehandlingsafdelingen ved Institut for Menneskerettigheder.

”Udfordringerne kan opstå pga. sprogbarrierer, måden at kommunikere på og kulturelle forhold. Især den særlige historie mellem Danmark og Grønland er vigtig i denne sammenhæng. Vi mener, at danske sundhedsprofessionelle bør være bedre rustet til at registrere og handle på de her barrierer og forskelle, ellers risikerer vi mangelfuld behandling, fordi vigtig information går tabt.”

Føler sig underordnede

Line Vikkelsø dvæler først og fremmest ved Grønland og Danmarks fælles fortid.

”Der er bare et særligt magtforhold mellem Grønland og Danmark pga. Grønlands fortid som dansk koloni, som stadig fylder en del blandt de grønlandske patienter og tolke i rapporten. Mange beskriver, at de føler sig underordnede i forhold til danskerne i en eller anden forstand. De kan føle sig mindreværdige, og det kan betyde, at de er mere ydmyge, når de f.eks. sidder over for en læge,” siger hun og fortsætter:

”Patienterne agerer tilbageholdende og stiller ikke spørgsmål, og så risikerer man jo, at de går hjem med for lidt eller forkert information.”

For nogle af de grønlandske kvinder resulterer mindreværdsfølelsen også i fravalg af sundhedstilbud.

“De er f.eks. bange for at blive stemplet som utilstrækkelige i forældrerollen, måske pga. tidligere erfaringer fra møder med danske myndigheder. De ser sundhedsplejersken som en, der kommer og kontrollerer og vurderer, om de er gode nok mødre,” forklarer Line Vikkelsø og tilføjer:

”Hvis sundhedsplejersker er opmærksomme på dette, kan de måske bedre fornemme angsten og italesætte, at de kommer for at hjælpe, ikke kontrollere, og på den måde få skabt en tillidsfuld relation.”

”Nogle grønlandske patienter kommunikerer også mere indirekte eller bruger ansigtsmimik i samtalen. Hvis sundhedsprofessionelle ikke er opmærksomme på det, kan samtalen gå skævt. Der kan godt være svaret på et spørgsmål, uden at den sundhedsprofessionelle har registreret det.”

Særlig dansk forpligtelse

Andre udfordringer kan opstå pga. det talte sprog og kommunikation generelt. Her er rapportens vigtigste pointer, at flere har brug for tolkebistand, end man tror, samt at en del grønlandske patienter kommunikerer anderledes end danske – både verbalt og med kroppen, fortæller Line Vikkelsø.

”Tolkebistand bør som udgangspunkt være til rådighed, selv om patienten umiddelbart virker til at kunne tale dansk. Det er med til at sikre, at både patienter og sundhedsprofessionelle får korrekt og fyldestgørende information,” siger hun og fortsætter:

På baggrund af rapportens fund anbefaler Institut for Menneskerettigheder bl.a., at danske sundhedsprofessionelle skal undervises i karakteristika ved kommunikation med grønlandske patienter, kulturen og det historiske magtforhold på grunduddannelserne og som efteruddannelse for allerede uddannede fagpersoner – velvidende, at der f.eks. på sygeplejerskeuddannelsen allerede er ”stoftrængsel”.

”Både internationalt og i Danmark er grønlændere anerkendt som et oprindeligt folk, og derfor har vi en særlig forpligtelse til at sikre, at de kan bevare deres sprog, kultur og grønlandske identitet, også i mødet med danske sundhedsprofessionelle,” siger Line Vikkelsø.

Bruger selv mimik nu

I februar i år rejste sygeplejerske Mille Steffensen fra København til Grønland for at arbejde et år på Gynækologisk/Obstetrisk Afdeling K3 på Dronning Ingrids Hospital i Nuuk.

Hun har med stor interesse læst rapporten fra Institut for Menneskerettigheder og mener, at den rummer relevant viden for hende selv, men også andre danske sundhedsprofessionelle, der arbejder med grønlandske patienter.

”Undersøgelsen handler jo om inuit/grønlændere i Danmark, og resultaterne kunne have set anderledes ud, hvis undersøgelsen var udført i Grønland. Men jeg kan genkende mange af beskrivelserne i rapporten fra mit arbejde her i Nuuk,” siger Mille Steffensen.

Hun fremhæver bl.a., hvordan grønlændernes brug af mimik og kropssprog påvirker hendes kommunikation med patienterne.

”Jeg har stille og roligt vænnet mig til ikke altid at få et tydeligt ’ja’ eller ’nej’, men i højere grad aflæse patienternes mimik og kropssprog. Jeg er endda selv begyndt at anvende mimik som f.eks. ved at løfte mine bryn, når jeg siger ja.”

Ønsker mere undervisning

Mille Steffensen hæfter sig også ved rapportens beskrivelse af, hvordan de forskellige kommunikationsformer potentielt kan skabe ulighed i sundhed. Hvis patienter i mindre grad stiller spørgsmål og ikke gør opmærksom på deres behov, kan der være risiko for, at deres behov ikke identificeres tilstrækkeligt.

”Jeg kan bruge rapportens fund i min egen praksis som dansk sygeplejerske i Grønland. Den har fået mig til at tænke over, hvordan jeg bedre kan forstå forskellige måder at kommunikere på og udtrykke symptomer og behov, så mine egne forventninger til at være patient ikke utilsigtet bidrager til ulighed i sundhed,” siger hun.

Set i bakspejlet ville Mille Steffensen have ønsket, at hun inden afrejse havde modtaget undervisning i mødet med grønlandske patienter og andre kulturelle og kommunikative forhold, som er relevante for at udføre sygepleje i Grønland.

Hun ser ligesom Institut for Menneskerettigheder også gerne, at undervisningen bliver mere formaliseret, ikke mindst set i lyset af den såkaldte stafetordning, som Danske Regioner og Det Grønlandske Selvstyre indgik i maj i år (se boks forneden).

”Jeg synes, undervisningen burde være obligatorisk for alle de sygeplejersker, der er så heldige at blive en del af stafetordningen. Det ville helt sikkert have klædt mig bedre på til arbejdet i Grønland. Vi har heller ikke berørt emnet på sygeplejerskeuddannelsen, men det kunne evt. være et valgfag, f.eks. under det, der i dag handler om kulturmøder,” siger Mille Steffensen.

Nogle har brug for ekstra støtte

Endelig ønsker Line Vikkelsø fra Institut for Menneskerettigheder at fastslå, at en del kvinder i rapporten er glade for mange af de møder, de har haft med sundhedsprofessionelle i Danmark, herunder sundhedsplejersker.

“Med rapporten ønsker vi ikke at skælde nogen ud. Det er et forsøg på at sige, at der kan være nogle forhold, som det er vigtigt at være opmærksom på for at sikre ligebehandling,” siger hun og tilføjer:

”Og det betyder ikke nødvendigvis samme tilbud til alle. For at grønlandske patienter får et reelt ligeværdigt møde, kan nogle, men ikke alle, have brug for ekstra støtte, f.eks. tolk, bisidder og sundhedsprofessionelle, der kender de særlige barrierer.”