Sygeplejerske for psykisk sårbare asylansøgere 

”Vi har nogle beboere, som er traumatiseret og har været ofre for menneskehandel og nogle er vokset op i krig. Så nogle af de beboere, der bor her, er dybt traumatiserede. Det er slemt nok i sig selv, men som regel har de også en psykiatrisk diagnose oven i hatten. Så det er helt klart en kompleks beboergruppe.” 

Jeanne Tybrind er sundhedsfaglig koordinator og sygeplejerske på Særcenter Øst, Røde Kors’ asylcenter for asylansøgere og udlændinge, der kæmper med psykiske og/eller fysiske funktionsnedsættelser. Her er PTSD, angst, behandlet og ubehandlet skizofreni, misbrug og dobbeltdiagnoser blandt nogle af de problematikker, beboerne kæmper med.  

”Det er en spændende beboergruppe og et rigtig udfordrende arbejdsfelt, fordi det er en kombination af både det psykiske og somatiske samt det ekstra lag i den belastning, de har udefra. Det er med mine sygeplejefaglige øjne er et meget interessant område at arbejde indenfor.” 

Jeanne Tybrind var med til at starte centret, der fylder fire år i september 2026, og som har plads til 20 asylansøgere. Før det arbejdede hun på et modtagecenter, og endnu tidligere har hun både været kirurgisk sygeplejerske, operationssygeplejerske, udkørende hjemmesygeplejerske og arbejdet på en privatklinik.  

Dét, hun laver på særcentret, kan sammenlignes med en lægeklinik, hvor beboerne selv kan henvende sig til hende eller en anden medarbejder, fortæller hun. Og så er hun altid klar til at hjælpe med at fjerne sting, uddele medicin og tale med beboerne i hverdagen.  

”Der er rigtig mange ting i hverdagen, jeg står for, men jeg triagerer også op imod lægen og vurderer, hvorvidt det er noget, der skal bruges en lægefaglig vurdering på,” fortæller hun. 

Desuden ansøger hun om behandlinger til beboerne hos tandlæger og hospitaler. Asylansøgerne har nemlig ikke et dansk CPR-nummer, så det er op til Jeanne Tybrind at skrive de gode ansøgninger, så beboerne kan få statsstøttet behandling.  

Mental udvikling

Mary og Isabella er to af beboerne på særcentret. Begge kvinder er asylansøgere fra henholdsvis Kenya og Columbia og venter på, at deres asylansøgning bliver godkendt. De sidder ved centrets bordbænkesæt i haven ved siden af Jeanne Tybrind og over for centerlederen Jonas Ammitzbøll og 1. næstforperson i Dansk Sygeplejeråd Harun Dermitas, der er på besøg for at høre om det sygeplejefaglige arbejde på centret. 

Isabella fortæller med øjnene rettet mod Jeanne, hvor meget, hun har med sygeplejersken at gøre.  

”Jeanne er en meget travl kvinde,” siger hun og griner: 

”Men hun er der altid, når man har brug for hende. Hun er villig til at gøre alt for os. Alle i personalet er meget søde og arbejdssomme. Sygeplejersker er specielle. Man kan virkelig mærke, at deres omsorg kommer fra hjertet.” 

Mary, der sidder ved siden af, nikker og giver sit besyv:  

”Det bedste ved at være her, er, at der er hjælp 24 timer i døgnet. Da jeg kom hertil, var jeg ikke okay mentalt. Jeg ville græde og kalde på personalet midt om natten. Men skridt efter skridt hjalp de mig, og nu er jeg så frisk, at jeg kan sidde her og tale. Før ville jeg nok bare skrige ad jer.” 

Jeanne Tybrind lægger blidt hånden på Marys arm og siger:   

”Du har virkelig rykket dig meget, siden du startede, Mary,” siger hun og lægger dernæst hånden på Isabella.

”Det gælder også for dig,” siger Jeanne Tybrind og Isabella kigger spørgende på hende.  

”Ja, for du var et meget dårligt sted mentalt, men du havde alligevel en stor selvindsigt i dit mentale helbred. Så du lod dig indlægge, og da du kom tilbage, fortalte du mig, at du var en bedre version af dig selv, også fordi du fik omlagt din medicin. Så det er så dejligt, at du er et bedre sted nu.” 

Isabella vender mundvigene nedad i forlegenhed, men siger:  

”Jeg tror helt klart, at det var takket være dig, at jeg kom derhen i tide. Jeg tror ikke, det helt var gået op for mig, at jeg havde brug for det. Men på den psykiatriske afdeling forstod de, hvordan de skulle stabilisere mig. Så jeg sætter virkelig pris på det,” siger hun til Jeanne.  

”Årh, det var sødt,” siger Jeanne Tybrind, og nu er det hendes tur til at være forlegen.  

Og dét, fortæller hun, er også noget af det, der gør hende glad i hendes arbejdsliv lige præcis på særcentret. For hun oplever, at beboerne er taknemmelige på en anden måde – måske også, fordi deres problemer er så komplekse og i krydsfeltet mellem mange fagområder, tillagt asylperspektivet.  

At være sygeplejerske er mange ting 

Selvom Jeanne Tybrind er den eneste praktiserende sygeplejerske, er hun ikke den eneste på matriklen. Centerlederen Jonas Ammitzbøll er også uddannet sygeplejerske og har brugt mange år inden for socialområdet, hvor han særligt har arbejdet med misbrugere.  

”Selvom jeg ikke er ansat til at være sygeplejerske, synes jeg stadig, at jeg bruger min sygeplejefaglighed. Jeg har jo også sundheds- og socialfaglige medarbejdere under mig, så min sygeplejerskeuddannelse er hele tiden noget, jeg bruger. Der er så ikke den instrumentelle sygepleje, men mere en forståelse for det komplekse i både det sundheds- og socialfaglige.” 

Og Jeanne Tybrind mener helt sikkert også, at centerlederen bruger sin faglighed som sygeplejerske i sit arbejde: 

”Jeg bruger Jonas som min sparringspartner, for han har som centerleder stadig en viden om og forståelse for beboernes problemstillinger. Hvis vi f.eks. har en beboer, der er voldsomt udadreagerende, er jeg nødt til at have en at sparre med – og der har Jonas f.eks. en stor erfaring inden for socialpsykiatrien, og det har jeg knap så meget af.” 

”Vi bruger hinanden til at navigere i en kompleks hverdag,” supplerer Jonas Ammitzbøll. Han mener, at sygeplejerskers faglighed er helt essentiel for centret, og ville ønske, han kunne ansætte flere:  

”Kompleksiteten er ret høj her, hvor både det socialpsykiatriske og det somatiske, kan være udfordrende, og der er sygeplejersker bare dygtige til at løfte komplekse opgaver.”

Jeanne Tybrind er dog glad for, at hun har så mange andre fagpersoner, hun kan samarbejde med. Bl.a. tre social- og sundhedsassistenter og 15 ”netværkere”, som fungerer som kontaktpersoner for beboerne. Desuden er der en socialkoordinator, og det, de kalder tekniske medarbejdere.  

Det hårde fag 

Arbejdet på centret giver Jeanne Tybrind meget i sit arbejdsliv. Men det er også hårdt, fortæller hun. De asylsøgende har ofte sager, der tager lang tid, og det eneste, de drømmer om, er at få et liv, hvor de endelig kan indgå i systemet og ikke skal sidde i en juridisk flaskehals. Der skal Jeanne Tybrind være et håb i håbløsheden. Og det påvirker hende. 

”Jeg synes godt, det kan være svært at sidde med en, der bare er helt slukket i øjnene, og så skulle tale en asylsag op. Det kræver noget af mig som menneske. For man er også nødt til at være realistisk. Asylsagerne er jo i flygtningenævnets hænder, så vi har ingen kontrol. Og det er der, vi bliver håbet – men vi skal også være realistiske. For deres skyld.” 

Til gengæld er der meget stolthed at finde i arbejdet. Når det går godt, når en beboer kommer ud på den anden side af en dårlig mental tid, eller hvis en beboer kommer så langt igennem systemet, at de endelig kan indgå i det.  

”Hvis vi så har en beboer, der får humanitært ophold og kommer videre herfra og får en lille lejlighed og kommer ud og lever i det virkelige liv – dét, som vi går og ønsker og håber for dem - så bliver vi stolte af at have været med til at facilitere den proces.