Sygeplejersken
Det er de små ting, der gør hverdagen travl
Sygeplejersker løber hurtigere end nogensinde. Især medicinske og akutte afdelinger har for lidt tid til patientnær kontakt. En tilfældig dag med sygeplejerske Majken Vestergaard på Lungemedicinsk afdeling på Bispebjerg viser, hvor travlt sygeplejerskerne har. Det kunne dog have været på ethvert andet hospital i landet.
Sygeplejersken 2015 nr. 6, s. 28-31
Af:
Vinni Yang Søgaard, journalist
Majken Vestergaard, 24 år. Ansat som sygeplejerske på Lungemedicinsk Afdeling, Bispebjerg, i knap et år.
Det bipper. Der er noget galt. Ude på gangen bliver der råbt efter sygeplejerske Majken Vestergaard, der sætter i løb.
”Han havde det helt fint, sidst jeg tjekkede ham,” siger en anden sygeplejerske.
Der er ingen kontakt til patienten. Majken Vestergaard skruer op for patientens ilt. Flere løber ind på stuen, imens Majken Vestergaard løber ud for at hente saturationsmåleren for at måle patientens ilttal.
”Vi har allerede én herinde,” råber lægen til Majken Vestergaard, der er nået frem med måleren.
”Har han fået Furix i går?” spørger lægen.
Ingen ved det.
”Jeg tjekker det,” siger hun på vej ud ad døren igen.
Hun løber tilbage til sygeplejerskekontoret for at tjekke patientens journal på en af de mange computere.
Hun taster febrilsk på tastaturet og spørger en anden sygeplejerske.
”Er du på EPM?”
”Nej.”
”Vil du åbne det?”
”Ja … Det er langsomt.”
”Det er frosset,” siger Majken og løber tilbage på stuen.
”Skærmen er frosset. Er der nogen, der kan huske, om han fik Furix i går? Der er behandlingsloft.”
Hun snakker med lægen og de andre sygeplejersker derinde og går med raske skridt ud efter medicinen. Forbereder den. Går målrettet tilbage med hestehalen svingende fra skulder til skulder. De lukker døren.
En ikke så travl dag
Patienten kommer til bevidsthed. Personalet når at tage sig af ham i tide. Det er ikke en usædvanlig travl dag på afdelingen. Alligevel løber Majken Vestergaard og de andre sygeplejersker rundt som tjenere på en fyldt bistro. De betjener telefoner, bærer skrald ud og tager madbakker med ind.
”Jeg skal lige ind og hjælpe med at vende en patient, så kommer jeg om lidt,” siger Majken Vestergaard til Sangita Sharma Bhandari, der er nyuddannet og ved at blive lært op.
Hun går ind på stuen, vender patienten, mens en anden sygeplejerske skifter ble på ham.
Sengen begynder at bippe.
”Hvad er det, der bipper sådan?”
”Den siger nogle gange sådan, når madrassen er pustet ekstra meget op, så det er lettere at vende patienten,” svarer Majken Vestergaard.
Hun går ud på gangen igen og møder straks Sangita Sharma Bhandari.
”Jeg kan ikke finde den der til at putte på fingeren,” siger hun spørgende.
De går sammen ned ad gangen for at finde saturationsmåleren, men på vejen møder de en patient.
”Kunne du ikke tænke dig en morgenkåbe?” spørger Majken Vestergaard den ældre dame, der er gået ud efter morgenmaden i underbukser og undertrøje.
”Jo, og ved du hvad? I går der blev jeg så forskrækket.”
”Nårh for søren,” siger Majken Vestergaard, imens hun finder en morgenkåbe frem i lokalet ved siden af. De får snakket om, hvad patienten var bange for, indtil hun er beroliget.
Majken Vestergaard skal videre.
Nu skal hun hjælpe Sangita Sharma Bhandari.
Vente på toiletbesøg
De finder saturationsmåleren frem og ruller den ind til patienten.
Patienten i den anden seng spørger blidt:
”Majken, på et tidspunkt kunne jeg godt tænke mig at komme på toilettet.”
”Ja, øjeblik,” svarer Majken Vestergaard. På vej ud ad døren igen.
Hun kommer tilbage nogle minutter efter.
De får patienten op i en stol, og hun fortæller, at hun har rigtig slemme smerter.
”Har du fået dine piller?”
”Nej.”
”Stadig ikke?”
”Nej.”
”Skal vi ikke lige finde farmaceuten til dig på vej ud på toilettet?”
”Jo, det ville være rart, men jeg kan næsten ikke vente længere med at komme på toilettet. Kan vi gøre det på vej tilbage?”
Ventetid gør patienten nervøs
En ældre dame venter på en portør. Majken Vestergaard ringer for at høre, hvem der kommer og henter hende, inden hun skal til frokost.
Der er forvirring om, hvilken afdeling der skal sørge for portøren.
Efter fem minutter ser der ud til at være en afklaring på, hvem der skal hente. Men der dukker ikke nogen op.
Portøren er forsinket, da der er forsinkelser dér, hvor undersøgelsen skal laves.
”Jeg er så nervøs, jeg kan slet ikke spise noget,” siger patienten og kigger op på Majken Vestergaard.
”Åh, vi skal da have noget mad i dig.”
”Jeg bliver bare så nervøs af at vente, jeg ventede også hele dagen i går,” forklarer den ældre dame.
”Føler du dig glemt?” spørger Majken Vestergaard.
”Sidst kunne de slet ikke finde ud af at hente mig,” siger den ældre dame.
”Du ser så alvorlig ud, Majken,” siger den anden patient på stuen.
”Gør jeg? Det er jeg ikke,” siger Majken Vestergaard med et beroligende smil på vej ud ad døren. Hun skal uddele frokost til de andre patienter.
Den ældre dame sidder tilbage og venter.
I kø for at snakke med Majken
Majken Vestergaard skribler løs på computeren. Telefonen ringer. Det er svigerdatteren til en ældre dame, der lige er blevet genindlagt.
”Hvem er du pårørende til? … Det går fremad. Har du indtryk af, om hun tager sin inhalationsmedicin og måler sit peakflow derhjemme?”
Imens sidder Sangita Sharma Bhandari ved siden af og venter. Hun har brug for hjælp. En læge kommer ind for at snakke med Majken Vestergaard. Han venter lidt. Går igen.
Sangita Sharma Bhandari bliver siddende, mens Majken Vestergaard tager notater.
De taler om muligheder for hjemmehjælp til patienten.
Efter nogle minutter slutter hun af med at sige:
”Du er altid meget velkommen til at ringe igen, men du kan også ringe direkte til din svigermor. Jeg hilser hende fra dig.”
Hun skriver ind i journalen, at hun om eftermiddagen har talt med svigerdatteren om patientens tilstand.
Så er hun klar til Sangita Sharma Bhandari. Lægen er gået. Telefonen ringer igen.
| Temaet "Tid til kvalitet" består af følgende artikler | |
Læs om kampagnen på |
|