Patientcase: "Jeg følte mig som et uinteressant nummer i rækken"

Attribution 

Foto: Kissen Møller Hansen

”Som personale er det utilfredsstillende at have så travlt. Jeg er overbevist om, at ingen af de læger eller syge-plejersker, jeg har mødt, har gjort noget af ond vilje. Vi ved jo godt, hvor vigtigt kontinuitet og nærvær med patienterne er, det er bare så svært, når man er så presset.” 

”Nu skal du tage din præmedicin,” lød det ude fra gangen.

Den nu 43-årige Charlotte Germann Odgaard husker tydeligt episoden, selvom den ligger to år tilbage. Hun var midt i sit behandlingsforløb for brystcancer og var som planlagt mødt op på den kirurgiske afdeling for at få fjernet sit højre bryst.
”Da jeg kom, blev jeg vist ind i et rum, som mest af alt havde karakter af et depotrum.

Jeg blev sat i en stol og fik udleveret patienttøjet, og så var det, at jeg fik beskeden ude fra gangen om, at jeg også skulle tage noget medicin før operationen. Hvor ville jeg ønske, at sygeplejersken var kommet ind til mig og havde fortalt mig stille og roligt, at nu var det tid til at tage den,” fortæller Charlotte Germann Odgaard og fortsætter:

”Men der var ingen, der havde tid til at kigge ind og tale lidt med mig. Jeg følte virkelig, at jeg ikke kunne være mere uinteressant. For mig var det et stort og omfattende indgreb, men jeg havde fornemmelsen af, at personalet nærmest bare opfattede mig som et nummer i rækken,” siger hun.

Chokerende oplevelse
Præmedicinepisoden var bare en af flere kedelige oplevelser, som Charlotte Germann Odgaard erindrer fra det mere end to år lange behandlingsforløb, der foruden et neoadjuverende kemoterapiforløb og brystoperationen også omfattede 25 strålebehandlinger samt rekonstruktion af brystet.

Charlotte Germann Odgaard er gift og mor til seks børn i alderen 4-16 år. Hun har haft fuld opbakning fra både familie, venner og sin arbejdsplads og er i dag taknemmelig for, at hun indtil videre er blevet sin cancer kvit. Hun har på intet tidspunkt tvivlet på, at hun har fået den bedst mulige behandling læge- og sygeplejefagligt. Men der er virkelig plads til forbedring i forhold til, om hun som patient har følt sig tryg, set og inddraget, hvilket har været noget af en mavepuster og øjenåbner for Charlotte Germann Odgaard, der selv er sygeplejerske.

”Jeg er overbevist om, at personalet godt ved, hvor vigtigt det er med kontinuitet og patientinddragelse i behandlingen, og jeg er sikker på, at alt det personale, jeg mødte, havde den gode vilje. Men pga. travlhed var det meget, meget svært at efterkomme, selvom kontinuiteten betyder alt,” siger hun.

Skiftende personale
En af de største udfordringer for hende som patient var netop manglen på kontinuitet, som gjorde hende utryg. Der var meget skiftende personale blandt både læger og sygeplejersker, f.eks. i forbindelse med den neoadjuverende kemoterapi, hvor der op til hver behandling skulle laves en lægelig vurdering af, om tumoren var blevet mindre.

”Jeg var ude af mig selv af skræk hver gang. Jeg mødte så mange forskellige læger gennem det forløb. For det første var det grænseoverskridende, at så mange forskellige læger skulle undersøge mit bryst. Det gjorde mig også utryg og ked af det. Ikke fordi jeg tvivlede på deres faglige kompetencer, men fordi lægerne for mig at se ikke havde en chance for at lave en kompetent vurdering af tumorens størrelse, når de ikke havde fulgt mig kontinuerligt,” siger Charlotte Germann Odgaard.

I forbindelse med kemoterapibehandlingerne havde Charlotte Germann Odgaard en kontaktsygeplejerske, som hun var meget glad for og tryg ved. Men hun erfarede desværre hurtigt, at kontaktsygeplejerske heller ikke betød kontinuerlig kontakt.

”Selvom hun var på arbejde, var det ikke sikkert, at hun gav mig kemoterapi. Jeg havde meget svært ved at forstå, at man ikke kunne planlægge det bedre. Det betyder så meget for patienten, at man kommer til en, man kender og er tryg ved. Det skaber rum for, at man kan åbne sig og stille spørgsmål. Ellers skal man helt droppe systemet med kontaktsygeplejerske,” siger Charlotte Germann Odgaard.

Travlhed skader kontinuitet
At personalet havde travlt, bemærkede Charlotte Germann Odgaard under flere af sine indlæggelser.

”Det kom typisk til udtryk ved, at personalet bare kom hurtigt ind for at høre, hvad man ville, og så ud igen. Det skulle helst kunne ordnes hurtigt og ikke være for besværligt. Jeg havde som patient ofte nærmest ondt af personalet, og jeg skulle i hvert tilfælde have rigtig meget brug for hjælp, før jeg trak i klokkesnoren.”

Et andet eksempel på travlhed og manglende kontinuitet er de kontrolbesøg, som Charlotte Germann Odgaard nu går til hvert halve år. Også her er det forskellige læger hver gang, og der er ikke tid og rum til at komme i dybden.

”På et tidspunkt spurgte sygeplejersken faktisk ind til, hvordan det gik med seksualiteten, hvilket jeg gerne ville tale om. Men det lukkede lægen ned for med det samme ved at sige, at det var der ikke tid til. Og så lukker man altså også selv ned som patient,” siger Charlotte Germann Odgaard.

Med respekt for personalets skiftende arbejdstider og eventuelle jobskifte kan hun ikke forstå, at hun ikke kan komme til kontrolbesøg hos samme læge hver gang.

”Det er jo én gang hvert halve år. Jeg kan sagtens komme 14 dage før eller 14 dage senere, hvis det er det, der skal til. Som patient giver det tryghed og ro at vide, at man skal til tjek hos en læge, der har fulgt én og kender ens sygdomsforløb.”

Hjælpeløs og vred
Netop behovet for at lukke ned og blive passiv blev Charlotte Germann Odgaards reaktion på den manglende kontinuitet og medinddragelse samt utryghed, hun oplevede og følte gang på gang som patient.

”Jeg mistede efterhånden lysten til at stille spørgsmål og tage ansvar for min situation. Jeg følte ikke, at jeg kæmpede denne kamp sammen med personalet. Jeg følte mig hjælpeløs, afhængig og i en afventende rolle, hvor tålmodighed ikke bare er en dyd, men en tvingende nødvendighed.”

Hun har også været vred, især da hun efter brystoperationen skulle have 25 strålebehandlinger på lige så mange dage. Charlotte Germann Odgaard havde ingen indflydelse på, hvornår på dagen behandlingerne skulle finde sted, og der var ofte flere timers ventetid.

”Jeg var så rasende og følte mig så magtesløs. Det var selvfølgelig udtryk for, at de havde travlt, men lige pludselig blev jeg én af de patienter, jeg som sygeplejerske selv har rystet lidt på hovedet af: Dem, der bare sidder og skælder og smælder i venteværelset. Det var så træls og dårlig en opførsel, men jeg kunne ikke andet,” siger hun og uddyber:

”Jeg kender endda systemet indefra, og alligevel har det været en kæmpe belastning og frustration at være patient og skulle forholde sig til et massivt skiftende og fortravlet personale. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være, hvis man er gammel og svag. Jeg kan godt forstå, at patienterne bliver trætte, apatiske, opgivende og vrede.”

Men der har trods alt også været lyspunkter, fortæller Charlotte Germann Odgaard, bl.a. under hendes første indlæggelse, som var under kemoterapiforløbet hen over julen 2012.

”Her var der nogenlunde roligt på den onkologiske afdeling. Jeg husker bl.a., at en sygeplejerske kom ind og tilbød mig en appelsin. Jeg takkede nej, jeg havde det simpelthen så skidt og orkede ikke at pille den. Men så skrællede hun den og serverede de små både for mig. Det er jo sådan, det skal være.”