Altid klar til at rykke ud

"Lige så længe du har brug for det," svarede Lisa Lykke Jensen.

En ung mand var blevet erklæret hjernedød efter en ulykke, og familien havde besluttet, at hans organer gerne måtte bruges. Kæresten stod foran operationsstuen og spurgte, om ikke Lisa Lykke Jensen ville stå der lidt med hende.

"Når jeg er ude i et donationsforløb, er jeg der både for at hjælpe afdelingen med patienten, men jeg er der også for de pårørende. I det her tilfælde havde kæresten brug for en skulder at græde ud ved. Og hun måtte gerne bruge min," fortæller Lisa Lykke Jensen.

"Når man går ind for organdonation, så vil man gerne være med hele vejen," nævner Heidi Klæbel om sin motivation for at være en del af udrykningsteamet. Derfor er hun klar ved telefonen, hvis en sms tikker ind om et donorforløb. Når udrykningssygeplejersker er ude for at hjælpe en afdeling, er det især samtalen med de pårørende, som kan være svær.

Der er den tid, der er nødvendig

Et knips med fingrene. Så hurtigt går det, beskriver Lisa Lykke Jensen, når en person pludselig ligger på en intensivafdeling.

"For et øjeblik siden var deres kære rask, så pludselig befinder familien sig i en akut krise," siger hun. Det kan være svært at forholde sig til, at patienten er død, fordi brystkassen bliver ved med at hæve og sænke sig. Derfor synes Lisa Lykke Jensen, at de pårørende skal være med til hjernedødsundersøgelsen.

"Som en del af undersøgelsen laver man en apnøtest. Her kobler man patienten fra respiratoren i 10 min. Der oplever de pårørende først, at patienten faktisk er død," forklarer Lisa Lykke Jensen, som derefter stopper med at tale til patienten for at symbolisere, at man er gået fra at have en patient og potentiel donor, til at det nu er en donor. Det sker, at de pårørende selv bringer organdonation på banen.

"Men hvis familien ikke aner, hvad patienten vil, så er det et svært valg at træffe. Så er det bl.a. min opgave at forklare dem, hvad der sker, hvis de siger ja eller nej," siger hun.

I 2016 afslog 61 ud af 199 pårørende organdonation. Ofte er det nemlig dem, der skal træffe beslutningen, fordi patienten ikke har registreret sin holdning.

"Ligegyldigt om man er registreret med et ja eller nej, så hjælper det i samtalen med de pårørende," siger Lisa Lykke Jensen, som understreger, at der altid er tid til at tænke sig om:

"Organer har det bedst i donor, så hvis de skal ligge der et halvt døgn længere, så er det okay. Det vigtigste er, at familien går derfra med følelsen af at have truffet det rigtige valg. Der er aldrig så travlt, at der ikke er tid til dét og sige farvel."

Det sidste farvel

Udrykningssygeplejerskerne hjælper med alt fra donorpleje og blodprøvetagning, men også med at sikre sig, at de pårørende får taget den bedste afsked.

"Lyset skal være rart at være i på stuen, og der skal være nok stole til de pårørende. Det er små ting, som betyder rigtig meget," siger Lisa Lykke Jensen. I afskeden med donoren er de pårørende altid alene.

"Bagefter skal vi i gang med at tage en masse prøver fra donoren for at gøre ham eller hende klar til operation, og det kan være rigtig hårdt at være midt i. Så jeg sætter ord på, at når de har fået sagt ordentligt farvel, så er det okay at tage hjem."

Det gør de fleste.

Det er ikke kun de pårørende, som udrykningssygeplejerskerne hjælper.

"Alle afdelinger siger, at det skaber en kæmpe tryghed, at der kommer en ud, der ved, hvordan det hele skal køre," fortæller Lisa Lykke Jensen. Heidi Klæbel har også kun oplevet, at afdelingerne har været glade for hendes hjælp.

"Man er ydmyg i rollen, for man kommer jo ikke for at overtage, men for at hjælpe," siger hun.

Organdonation giver mening

Lisa Lykke Jensen forklarer, at hun ikke kan ændre på det forfærdelige, der er sket for de pårørende. Men hun kan være der for dem.

"Hvis jeg har givet bare lidt af mig selv, der har hjulpet dem, så er det det hele værd," siger hun og forklarer, at organdonation kan være en hjælp midt i alt det forfærdelige.

"Rigtig mange familier siger efterfølgende, at det har givet mening i meningsløsheden, at man kunne hjælpe nogle andre mennesker."

Både 58-årige Heidi Klæbel og Lisa Lykke Jensen, 37 år, er glade for, at deres arbejde gør en forskel og giver mening for andre i det, der er en trist situation.

"Vi er en lille gruppe, men vi kan ændre noget kæmpe stort," siger Lisa Lykke Jensen, som tænker tilbage på kæresten, der græd ved hendes skulder.

"Jeg er der også for hende. For som sygeplejerske skal man være vildt rummelig og modtagelig," forklarer Lisa Lykke Jensen og siger til slut:

"Det er et rigtig hårdt speciale, men nogen skal jo være i det. Derfor er det vigtigt, at det er de rigtige, der er i det."