Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Dialysesygeplejersken

Sygeplejerskerne Lena Larsen og Christina Bryde Lauritzen kommer i deres arbejde tæt på de mennesker, som står på venteliste til en ny nyre.

Sygeplejersken 2017 nr. 13, s. 30

Af:

Diana Mammen, journalist

spl13-2017_tema_8

Den automatiske dør går op ind til en lang gang med åbne stuer på hver side. Der står et bakkebord fyldt med kaffe- og tekander, som mange af nyrepatienterne forsyner sig med, inden de finder deres plads. De skal tilkobles en dialysemaskine for at overleve. Det skal de flere gange om ugen. Hele året rundt. Det snakker sygeplejerskerne Lena Larsen og Christina Bryde Lauritzen ofte om med deres patienter.

spl13-2017_tema_10
Illustration: Peter Berke
"Nogle har stået på venteliste i mange år. Med dem taler vi rigtig meget om, at der er for få organer. Mange af dem er forholdsvis friske, syge patienter, som også har et arbejde," siger Christina Bryde Lauritzen, som derfor tænker over det liv, hendes patienter kunne have.

"Man tænker meget over, hvem der ville få gavn af at få en ny nyre. Man lærer dem at kende, så man ved, hvad det ville gøre for dem, hvis ikke de skulle i dialyse," siger hun. Spørgsmålet om, hvornår det mon bliver ens tur, er tit noget, patienterne taler om. Men der er ikke sammenhæng mellem udbud og efterspørgsel, som Christina Bryde Lauritzen formulerer det, og det får snakken til at falde på debatten om formodet og informeret samtykke.

"Jeg er ikke i tvivl om, at dem på venteliste ønsker, at der var flere organer, og nok også går ind for formodet samtykke," siger Lena Larsen. Hun synes, at det fokus, debatten sætter på organdonation, er godt, men hun kan ikke forstå behovet for den.

"Det er jo stadig ens frie valg, om man vil være tilmeldt det eller ej. Og hvis der var formodet samtykke, så tror jeg, at dem, der ikke vil være organdonorer, nok skulle få meldt sig fra. Det er nemmere at afmelde noget, man virkelig ikke har lyst til, end at tilmelde sig noget, som man egentlig gerne vil," siger Lena Larsen.

"Det sender også et godt signal til dem på venteliste, hvis de kan se, at der er fem millioner tilmeldt fremfor kun én. Så ved man, at folk har taget stilling og gerne vil hjælpe," siger Christina Bryde Lauritzen om det formodede samtykke, og bemærker, at hun ikke kan se nogen grund til ikke at være organdonor.

"Det bedste må da være at kunne hjælpe nogle, når man ikke skal bruge sine organer længere. Hvis man er i stand til det, så synes jeg, at det er den bedste måde at komme herfra på," siger hun, og tilføjer, at det gør en stor forskel for de patienter, som er i dialyse.

"Selvom en ny nyre ikke varer evigt, så tænker jeg ikke over, om patienterne en dag kommer retur. Jeg tænker, at når de har fået en ny nyre, så får de nogle gode år uden dialyse. Om det så er få eller mange."

Tema: Organdonation

Her stopper livet og et nyt begynder

Livet skal slutte for nogle, før det på ny kan begynde for andre. Men der er flere på venteliste til et nyt organ, end der er organer at få. Det har for fuld styrke genstartet den etiske debat, om vi i Danmark skal gå fra informeret til formodet samtykke for at have organer nok. Hør argumenterne og mød dem, der har den etiske debat helt inde på livet i dagligdagen: Udrykningssygeplejersken, transplantationskoordinatoren og dialysesygeplejersken. Samt patienten, der på syvende år venter på en nyre.