Her taler vi om døden

Foto: Nikolai Linares

Bent Vejsgaard Jensen, 82 år

”Jeg har boet her i 14 år. De første syv boede jeg her sammen med min kone, men hun er død nu. Min svoger og søster har også boet her, og de er også døde nu. Alle tre er sovet stille og roligt ind. For fire-fem år siden var jeg med til at bestemme, hvordan døden skal være her på plejehjemmet. Vi havde en masse diskussioner med beboere, personale og eksperter udefra. Vi besluttede, at folk så vidt muligt skal blive her til det sidste. Der er ingen grund til, at man skal dø på hospitalet, for det er muligt at få den samme lindring her, og så dør folk i deres vante omgivelser. Det vigtigste er, at der ikke er nogen, der har smerter, og så skidt med, om man ryger en uge tidligere. Og det er de gode til her. Man kan ikke undgå at forholde sig til døden, når man efterhånden har oplevet det så mange gange i løbet af livet. Og man bliver også mere realistisk. Det er det eneste, der er sikkert, det kan man ikke undgå. Døden er ikke tabu her, for det er noget, vi oplever hele tiden og også har møder om og taler åbent om. Når nogen dør, så mødes vi dagen efter og drikker kaffe sammen. Vi ser helst, at der er en blomst på båren, inden den forlader huset. Det kan være svært at tale om døden, især hvis det er børn, der skal dø. Men det er ikke så svært i denne del af livet. Men man skal tænke over, hvad man siger, for både blandt beboerne og personalet er der nogle, der har sværere ved at tale om døden.”

Foto: Nikolai Linares

Per Richardt Gartig, 66 år

”Jeg har boet her i to år, fordi jeg ikke længere kan klare mig i mit eget hjem. Jeg har lungekræft og har fået strålebehandling, men nu er der ikke mere at gøre.  Jeg har haft skizofreni, siden jeg var 24-25 år, og på et tidspunkt, inden jeg flyttede ind her, trappede jeg mig selv ud af den psykofarmaka, jeg havde fået, og som havde bedøvet mig i 38 år. Men det gik galt, og så blev jeg psykotisk og indlagt på psykiatrisk afdeling. Jeg er indstillet på at dø, og jeg glæder mig rigtig meget til at dø. Der har været så meget møg i min fortid. Selvom det her på plejehjemmet er lidt ligesom at være i Paradis. Det er både de andre beboere og personalet, der gør det til et paradis. Det er ikke et stort sted, så det er til at overskue. Jeg ønsker at dø her. Jeg synes, at her er lidt ligesom et hospice. Jeg får pleje og omsorg, jeg bliver badet og får børstet tænder, her er ingen opvask og rengøring. Alt det er løftet væk fra en. Jeg har udfyldt ”Min sidste vilje”, skrevet, hvilke salmer, hvilken præst og hvilken kirke jeg ønsker, og hvilken læsning fra Biblen, og at jeg ønsker urnenedsættelse i fællesgrav. Jeg synes godt, at man kan tale om døden og om alvoren. At nu ophører livet, og så kommer man i himlen.”
 

Foto: Nikolai Linares

Karen Margrethe Andersen, 98 år

”Døden er ikke tabu hos mig. Jeg kan jo ikke sige, hvordan andre har det. Men jeg har aftalt, hvad jeg skal, og personalet siger, at de har skrevet det i mine papirer. Hvis jeg får en blodprop i hjernen eller andet, så skal de bare lade mig være. Jeg har set folk i de mest ydmygende situationer, hvor de bare sidder i en stol og skal have maden intravenøst. Det gider jeg ikke. Jeg har levet i så mange år, så der er ikke mere til mig. Det betyder ikke noget, om jeg dør på hospitalet eller her. Jeg synes, at det er uforskammet at genoplive folk til grøntsager, det har jeg for meget respekt for livet til, at jeg vil havne der. Begge mine forældre er kommet i de ukendtes grav, så det vil jeg også. Jeg har talt med min søn om døden. Det eneste, jeg ville ønske, jeg kunne gøre igen, var at danse en charleston.”