Modet til at tie, lytte og tåle pausen

”Tror du, jeg skal dø snart?” 

Spørgsmålet kommer så meget bag på sygeplejersken, der er i gang med at sætte et drop op, at hun i stedet for at svare på det, patienten egentlig spørger om, siger: ”Det ved jeg ikke, man kan jo også dø af så meget, man kan jo også dø på vej hjem fra arbejde,” siger hun, inden hun forlader stuen.

Efterfølgende vidste hun godt, at det ikke var den samtale, patienten efterspurgte, og derfor kontaktede hun Birgitte Poulsen, der arbejder som sygeplejerske i Det palliative team på Regionshospital Nordjylland.

Sygeplejersken i ovenstående eksempel er langtfra den eneste sygeplejerske, der fattes ord, når døden kommer tæt på. Birgitte Poulsen fortæller, at det palliative team på sygehuset jævnligt får henvendelser fra både erfarne og mindre erfarne sygeplejersker fra både sekundær og primær sektor, som mangler redskaber til at tage samtalen med døende borgere. 

Det samme billede tegner en analyse foretaget af Megafon for Dansk Sygeplejeråd fra februar 2016. Analysen viste, at 41 pct. af de kommunalt ansatte sygeplejersker efterspurgte et palliativt kompetenceløft for at kunne varetage plejen af borgerne på et sygeplejefagligt niveau.

Ifølge Birgitte Poulsen kan det handle om, at sygeplejerskerne ”mangler modet” til at gå ind i samtalen om døden, og hun mener, at man risikerer at svigte patienterne, hvis man ikke tør tage samtalen. 

”Det man risikerer er, at patienten bliver ladt helt alene med døden,” siger Birgitte Poulsen, der fortæller, at sygeplejerskerne giver udtryk for, at de er bange for at tage håbet fra patienterne, og at de mangler redskaber til, hvordan de skal tage samtalen.

Man skal selvfølgelig ikke påtvinge patienter samtaler, de ikke ønsker, understreger Birgitte Poulsen.

”Jeg møder også patienter, der ikke ønsker at tale om det, og det skal man have respekt for. Det, man som sundhedsprofessionel skal kunne, er at åbne op for muligheden for samtalen.”
Og det er netop helt konkrete råd til, hvordan man kommer i gang med samtalen, som sygeplejerskerne efterspørger.

”Man skal jo ikke sige, at patienten dør om få dage, men man skal alligevel have fortalt dem, at det ser skidt ud. F.eks. sagde jeg for nylig til en mand, at jeg kunne være bange for, at hans kone ikke nåede på hospice efter weekenden, og det gjorde, at han fik prioriteret de næste dage, som blev de sidste. Jeg plejer også at sige, at man kan sige, hvad det er, man ser, f.eks. kan man sige: ”Jeg kan se, at du ser træt ud” eller ”Jeg kan se, at du har svært ved at få vejret.” Og ofte handler det også om noget så simpelt og lavpraktisk som at have modet til at tie og lytte og kunne tåle pausen.”

Også for de pårørende

Birgitte Poulsen oplever også sygeplejersker, der medvirker til, at de pårørende og den døende får brugt den sidste tid sammen.

“Hvis sygeplejersken kan se, at døden nærmer sig, kan det have meget stor betydning for de pårørende, at vi tør fortælle, hvad vi ser, og på den måde hjælpe de pårørende til at være den døende nær. Det kan handle om at få sagt, at tiden er kort, eller rent praktisk om at få børnene hjem. Når det lykkes, oplever vi stor taknemmelighed fra de pårørendes side, fordi de har haft muligheden for at være sammen om det vigtigste.”

Døden bliver aldrig rutine

Selv om Birgitte Poulsen har 10 års erfaring inden for palliation, underviser andre sygeplejersker og også har taget en diplomuddannelse, hvor hun har set på betydningen af relationskompetencer i forhold til at tale med alvorligt syge og døende, så bliver samtaler med døende patienter aldrig rutine. Og det skal det heller ikke være, mener Birgitte Poulsen.

”Jeg tror alle mennesker bliver ramt, når man skal samtale om døden. Det er personligt, hvad der rammer en, det kan være, hvis den døende f. eks har børn på alder med ens egne børn,” siger hun og anbefaler supervision som en hjælp til at finde ud af om de følelser, man som sygeplejerske får i situationen, handler om patienten eller én selv.

“Dermed bliver det meget lettere at skille tingene ad og hjælpe med og lytte til det, som rent faktisk er patientens tanker. Men man kommer aldrig til et sted, hvor det bare er noget, man kan uden at blive berørt. Hvis vi skal være dygtige til samtalerne, så skal vi turde lade os berøre for ellers giver det ingen mening,” siger hun og fortæller, at det derfor også er fuldstændig normalt, at man flygter fra tanken om døden. 

 ”Det gør jeg også en gang imellem, men jo mere jeg øver mig, og arbejder bevidst med det, jo lettere går det. Og kommer man til at ”flygte” fra en svær samtale, så må man vende tilbage til patienten og tilbyde sin tid igen, hvilket også var det råd hun gav til sygeplejersken i førstnævnte eksempel.