Vi skal ikke være dus med døden

Taler vi nok om døden?

”Det sjove er jo, at der er så meget fokus på det hele tiden. Du kan blive venner med døden på Facebook, gå med døden til middag eller på café med døden. Jeg plejer at sige for sjov, at der snart kommer et fredagsunderholdningsprogram, der hedder ’Dus med døden’. Vi tror, at jo mere vi forholder os til døden, jo mere kan vi mestre den, men vi kommer aldrig til at aftabuisere døden. Døden jo et paradoks. På den ene side er vi nødt til at holde modstand og på den anden side er vi nødt til at hengive os til, at det er den vej, det går.”

Skal man være afklaret med sin egen død for at kunne tale med andre om deres?

“Man kan ikke forlange at blive afklaret med døden. Og det handler ikke om, hvordan vi får et mere afslappet forhold til døden, for det får vi ikke nødvendigvis, men det vi savner er noget helt konkret nøgtern viden. Folk i dag har ingen erfaring med døden, og mange er over 30 år, inden de ser en død for første gang. Når vi støder på de tydelige dødstegn, som f.eks. dødsrallen, bliver vi urolige og utrygge, og sender derfor døden på institution, fordi vi ikke ved, hvordan vi skal forholde os.”

Hvad er det for nogle spørgsmål sygeplejerskerne kommer til dig med?

”De spørger om jeg kan give et godt råd til, hvad de skal sige, om jeg har nogle redskaber eller værktøjer, de kan bruge til samtalen. Og der har jeg et rigtig godt råd, nemlig at smide redskaberne væk. Det handler om at turde fralægge sig den kontrol, der med et simpelt redskab vil have patienten i en særlig retning, og i stedet lytte. Men når man slipper kontrollen, er der en risiko for, at man falder, og hvis vi så kun har os selv at falde tilbage på, så ser det jo sort ud. Det kræver i hvert fald stort mod og selvfølgelig erfaring. Og det handler rigtig meget om sprog. Vi har ikke et sprog for døden og sorgen, og derfor er vi kejtede, når vi skal tale om noget, der har med døden at gøre. Og det er her, vi som præster kan byde ind med en anden vinkel og et andet sprog i den medicinske verden, for vores fag er en helt anden diskurs.”

Hvorfor er det så vigtigt også at kunne tale om døden?

”Det eneste vigtige i verden er jo at blive set som dem vi er og ikke at blive forladt. Alle vil gerne ses som dem de er, og ikke bare som en døende patient. Nogle gange er sygeplejerskerne bange for, at patienten knækker sammen, hvis de spørger, hvordan han har det. Mens patienten derimod undrer sig over, hvorfor der ikke kommer nogen og spørger, hvorfor de ligger der med tårer i øjnene. Og når sygeplejersken siger, at de er bange for ikke at have tid til samtalen, så vil jeg sige, at det ikke kun handler om tid, men om mod til at sige; “... jeg kan se på dig, at du er ked af det, men virkeligheden byder mig, at jeg ikke kan sætte mig ned lige nu, så hvad siger du til, at jeg kommer igen lidt senere?”. Jeg er sikker på, at patienten ville være lykkelig over blot at være blevet set som det menneske han er - i stedet for at blive negligeret.”