Ingen genoplivning, tak

Sygeplejerskerne på hjertemedicinsk afdeling på Horsens Sygehus har flere gange været med til genoplivningsforsøg på kritisk syge patienter, selv om alle vidste, at udsigten til, at det ville lykkes, var minimal. Og de få gange, genoplivningen lykkedes, døde patienten alligevel et døgn efter.

“Det var simpelthen uetisk og forkert, at de skulle herfra på den måde, fordi man ikke tog samtalen med dem,” siger afdelingssygeplejerske Kirsten Løth Lysdahl. “Der var rigtig mange patienter, hvor vi kunne have sagt os selv, at det var sådan, det ville gå. Og et genoplivningsforsøg er jo en traumatisk og voldsom oplevelse – også for de pårørende,” siger Kirsten Løth Lysdahl.

Men det var først, da afdelingen gennemgik alle journaler for hjertestop på hospitalet over en halvårs periode, at billedet af den genoplivningspraksis trådte helt tydeligt frem.

Ud af 55 hjertestop var der en gruppe på 21 patienter, hvor man ud fra informationerne i patienternes journaler på forhånd vidste, at genoplivningen ville være formålsløs.

Da det således var dokumenteret sort på hvidt, var det indlysende, at der skulle ske noget andet. Og i dag har en sygeplejerske og en læge en samtale med alle kritisk syge patienter og deres eventuelle pårørende i de tilfælde, hvor lægen har vurderet, at yderligere behandling, herunder også genoplivning, er udsigtsløs. 

På den store overvågningsskærm i personalestuen står der en onsdag i marts noteret ”Ingen genoplivning” ud for en enkelt patient. På den måde kan ingen være i tvivl om, hvad der skal ske, når patientens hjerte holder op med at slå. I gennemgangen af journalerne viste det sig nemlig også, at patienter, der havde frabedt sig genoplivning i enkelte tilfælde, var blevet forsøgt genoplivet, fordi, det ikke havde været tilstrækkeligt synligt kun at have det stående i den elektroniske patientjournal. Derfor besluttede afdelingen, at det fremover skulle stå på den store overvågningsskærm.  

Den nye praksis kan allerede aflæses i statistikken. Hvor afdelingen i de første tre måneder af 2016 havde otte hjertestop med dertilhørende genoplivningsforsøg, så har man kun haft et enkelt hjertestop i de første tre måneder af 2017. 

Døden er under pres

I dag dør langt de fleste danskere i sundhedsvæsenets hænder. 48,5 pct. af danskerne dør ifølge Palliativt Videncenter på hospitalet, selv om det er det sted færrest – 5 pct. - ønsker at dø. Det skyldes bl.a., at danskerne lever længere end nogensinde før, fordi der er kommet flere behandlingsmuligheder og selv i de tilfælde, hvor sygdommen ikke kan helbredes, kan døden ofte udskydes med medicin. Men hvornår og hvordan skal vi så dø? Debatten om en værdig død blussede endnu en gang op i januar, da 71-årige, alvorligt hjertesyge Erik Riisager fra Løkken stod frem på TV 2 og fortalte, at han - trods et stærkt ønske herom - ikke kan få lov til at blive genoplivet, hvis han får hjertestop. 

Historien fik Venstre og Socialdemokraterne til at opfordre til, at man laver behandlingstestamenter, hvor patienten selv beslutter, om hun eller han vil genoplives eller ej. Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselotte Blixt sagde bl.a. til TV 2., at det altid må være op til den enkelte at beslutte, ”hvad der er et værdigt liv, og hvad der er et uværdigt liv.” Det synspunkt deler hverken Etisk Råd, Dansk Sygeplejeråd eller Lægeforeningen. Andreas Rudkjøbing, formand for Lægeforeningen sagde til samme nyhedskanal: ”Man kan også sige, at det er uværdigt at forsøge at genoplive en - altså kaste sig over en, som er uafvendeligt døende, og som man ikke kan få liv i igen.” 

Ifølge direktør for det nye Nationale Sorgcenter, Preben Engelbrekt ” har danskerne et forkvaklet forhold til døden”. Det sagde han i et stort opslået interview i Politiken den 29. januar, hvor han bl.a. sagde: ”Døden er på en eller anden måde blevet lægevidenskabens nederlag. Vi har fået indrettet et samfund, hvor vi i højere grad siger, ”hvis jeg dør” end ”når jeg dør”. 

Det kan læge på hjertemedicinsk afdeling i Horsens, Gro Egholm, godt genkende: ”Jo mere vi kan gøre, jo mere efterspørger folk også. Og man overlever meget mere og har måske haft det godt med svær sygdom i flere år, så hvornår er nok nok?”

Tidligere på året sagde næstformand for Fagligt Selskab for Palliationssygeplejersker, Lisa Nørgaard Lauritsen, bl.a.: ”Jeg oplever i min hverdag ofte et massivt pres fra pårørende og medierne om, at patienterne skal holde modet oppe og kæmpe mod deres sygdom. Men det har den konsekvens, at vi udskyder drøftelsen om døden, som det er vigtigt, at sygeplejersker og læger får taget med patienter og pårørende.”

Det er Gro Egholm enig i: “Genoplivning er jo ikke bare en knap, man trykker på. Det kan være meget voldsomt, f.eks. kan ribbenene brække under hjertemassagen.”
Og derfor er hun også rigtig glad for, at udsigtsløs genoplivning er blevet afløst af samtaler med patienter.

“Undersøgelsen har givet os et nyt fokus, der gør, at man bliver tvunget til at tage samtalen. Før veg man måske lidt udenom, fordi det godt kunne opleves som lidt grænseoverskridende at sige, at hvis hjertet holder op med at slå, vil vi ikke genoplive,” fortæller hun. ”Flere af mine lægekollegaer har givet udtryk for, at det er rart at blive skubbet hen i at skulle tage snakken.”

“Og det spreder sig jo som ringe rundt omkring i huset,” siger hun med henvisning til, at de systematiserede samtaler med alvorligt syge patienter, hvor behandlingen er udsigtsløs, skal udbredes til hele hospitalet pr. 1. maj.  

Patienterne er glade

Sygeplejerske på hjerteafdelingen, Betina Ørbæk Sørensen, siger: ”I starten kunne det godt føles som en byld, der skulle tages hul på, lidt grænseoverskridende. Det er også meget forskelligt fra patient til patient. Men efter man har taget snakken et par gange, er man bedre rustet, og så er det meget nemmere.” 

Betina Ørbæk Sørensen oplever, at patienterne er glade for at få talt om deres ønsker til den sidste tid.

”Der er måske ting, man gerne vil have ordnet, inden man skal herfra. Og jeg har endnu ikke oplevet, at der var nogen, der ikke vil tale om det. Nogen skal have tid til at vende det og tale med de pårørende om det, og så vender de tilbage og siger, at de har tænkt over det, men jeg har aldrig oplevet nogen, der gerne ville genoplives.” 

Derfor mener Kirsten Løth Lysdahl også, at samtalerne omkring døden bør tages langt mere bredt i sundhedsvæsenet, end det sker i dag.

“Vi er jo en akutafdeling, og derfor kan det være ret hurtigt, efter de er indlagt, at vi skal have snakken og nogle gange med en patient, vi ikke kender i forvejen. Der kunne jeg godt ønske mig, at de praktiserende læger og plejehjemmene tog snakken med kritisk syge patienter forud,” siger hun.

Medicinsk afdeling på Sygehus Lillebælt i Vejle praktiserer også samtaler med patienterne om  genoplivning. Og ifølge overlæge i Dansk Selskab for Patientsikkerhed, Ove Gaardboe, er der besluttet lignende tiltag på Holbæk Sygehus og Bornholms Hospital.