Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

Hellere en hund end en robotsæl

Der er utrolig mange velfærdsteknologiske løsninger på markedet, og i april kunne man for ottende år i træk møde en række af dem på Careware messen i Aarhus.

Sygeplejersken 2017 nr. 6, s. 30-31

Af:

Emma Tram, journalist

2017-6-tema5

Ved siden af et bord fyldt med visitkort og brochurer står en boks, som lige akkurat har plads til en person. Den ligner en lille brusekabine, men her bliver man badet i lys fremfor vand. Boksen er taget med på Careware, en messe for velfærdsteknologi, for at vise en af de mange teknologier, man på hospitaler og plejehjem gør brug af. 

2017-6-tema7
Implementeringsleder i Viewcare, Stina Johansen, viser hvordan telemedicinsk udstyr med flere skærme virker.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Flere deltagere står nysgerrigt og kigger med, da Anne Søby Eskildsen demonstrerer, hvordan døgnrytmelyset skifter i løbet af et døgn. I løbet af bare 30 sek. kan man nå at opleve solopgang, højlys dag og efter en solnedgang et svagt nattelys, og enkelte af deltagerne prøver også at stå inde i den lille boks, mens lyset skifter. Lyset skulle, udover at være godt for patienterne, give personalet mere energi i dagtimerne og gøre det nemmere at falde i søvn efter nattevagter.

Telemedicin buldrer frem

Fordelt på fire lokationer i Aarhus står 64 virksomheder klar til at fremvise og fortælle. Emnet ”Frihed, omsorg og tryghed” hører til på Dokk 1, hvor 16 af virksomhederne viser den nyeste velfærdsteknologi.   

De ca. 80 deltagere er hovedsageligt beslutningstagere, indkøbsansvarlige eller sundhedsprofessionelle fra kommuner og plejecentre. De går rundt i en labyrint af stande, hvor der f.eks. bliver demonstreret forskellige former for senge, som kan vende eller trykaflaste patienter. Det giver personalet tid til andre opgaver, og i hjemmeplejen vil nogle borgere ved hjælp af disse senge endda kunne klare sig uden besøg.

En anden teknologi, der med over 400 projekter i gang rundt om i landet (ifølge tal fra Medcom) ser ud til at blive blandt de mest brugte, er telemedicin. Og ifølge sygeplejerske Anette Agerholm, som på messen præsenterede telemedicinske løsninger, er det godt for sygeplejerskernes faglighed: 

”Fordi borgerne kan tage kontakt, når de har behov, bliver det nemmere at prioritere, så der bliver plads til de dårligste patienter. Samtidig vil man kunne have en fokuseret dialog og eventuelt inddrage flere behandlere eller pårørende,” siger hun. 

Virtuelle borde, snakkende sensorer og robotsæler

Der bliver ikke kun lyttet og fortalt, men også afprøvet. En gruppe norske sygeplejersker står f.eks. og snakker livligt henover et bord, mens de kaster en virtuel bold mellem sig. Bolden bliver lyst ned på bordet af en projektor og er et ud af mange spil designet til demente borgere. 

Det er dog ikke altid, demonstrationerne af den nye smarte teknologi virker helt efter planen. På en af standene står Jens Hørup, ejer af firmaet Checkmarks, og præsenterer ”Alexa”. Det er et apparat, som via sensorer kan måle en lang række ting i borgernes hjem såsom temperatur og medicinindtag – og så kan man snakke med den. For at demonstrere har Jens Hørup sat en pære op over apparatet. ”Alexa, turn on the light,” beder han. Til dette svarer maskinen med en robotagtig kvindestemme: ”The light is on.” Det er dog tydeligt for det småfnisende publikum, at pæren ikke er tændt.

2017-6-tema6
Trykaflastende seng. Madrassen er bygget op af en række puder med luft. De styres af en skærm for enden af sengen og kan indstilles til at vende patienten i forskellige hastigheder.
Foto: Mikkel Berg Pedersen
Levende kontakt

For sygeplejersker er et af de centrale spørgsmål; hvor finder den menneskelige kontakt med patienten sin plads i fremtidens teknologiske landskab. Det spørgsmål har Karen Thodberg, seniorforsker på Aarhus Universitet, indirekte forsket i. For at teste teknologiens virkning har hun lavet forsøg med besøgsdyr hos demente. Borgerne fik over en periode besøg af enten en hund, en robotsæl eller en bamse. 

”Vi ville undersøge, om det var dyret eller interaktionen, der var det vigtigste,” fortæller hun. 

Resultatet blev det sidste, for borgerne var langt mere interesserede i hunden og robotsælen end bamsen. Det, der adskilte teknologien fra et levende væsen, var, at interessen for robotsælen faldt over tid, mens de demente blev ved med at få stor glæde af hunden. 

”Det samspil og feedback, som hunden i højere grad end robotsælen kunne give, viste sig at være et vigtigt element,” konkluderer Karen Thodberg. 

2017-6-tema1

TEMA: ROBOTTERNE PLEJER MED

Nye teknologiske løsninger oversvømmer det danske sundhedsvæsen i øjeblikket. Iltrobotter, døgnrytmelys, telemedicin, sensorer og tusindvis af sundhedsapps er bare nogle eksempler på, hvordan teknologi skaber nye måder at arbejde på inden for eksempelvis forebyggelse, pleje og behandling. Politikere, forskere og sygeplejersker hilser udviklingen velkommen. Men det er fagligheden, der skal styre teknologien. Ikke omvendt, lyder det fra sundhedseksperter og Dansk Sygeplejeråd.