Akutteams breder sig

Fru Hansen bliver udskrevet fra sygehuset, men får en infektion, så hun risikerer at blive indlagt igen. Hr. Nielsen bliver udskrevet, men skal fortsætte med i.v.-behandling. Hjemmesygeplejersken står hos en borger og bliver i tvivl om, hvad hun skal gøre. I situationer som disse bliver der i stigende grad ringet efter et kommunalt akutteam; altså et udekørende team af specialiserede sygeplejersker, som skal forebygge indlæggelser, gøre overgangen fra sygehus til hjem lettere og hjælpe hjemmesygeplejen. 

Ifølge en opgørelse over kommunernes akutfunktioner, som Sygeplejersken har lavet, er antallet af kommuner med akutteams rundt om i landet det højeste nogensinde. I 2014 havde blot 26 pct. af kommunerne et akutteam tilknyttet, mens det nu er oppe på 63 pct. af kommunerne.

Det er ikke kun antallet af akutteams, men også akutfunktioner generelt, som dækker både akutteams og akutpladser, der er steget de seneste år. Næsten ni ud af 10 kommuner har nu en akutfunktion. Tallet har svinget lidt de sidste tre år, men er en klar stigning fra 2013, hvor blot 72 pct. af kommunerne (ifølge tal fra KL) havde en akutfunktion. 

De mange akutfunktioner er dog meget forskellige og kan bedst betegnes som ”en blandet landhandel”, mener Annette Jakobsen, formand for fagligt selskab for akutsygepleje, Daena, og sundhedsfaglig uddannelseskonsulent i Region Midtjylland. Det gør det svært for borgerne at finde rundt i, og kommunegrænser kan afgøre, om en borger får den ene eller anden slags behandling, er hendes erfaring. 

Alsidige akutfunktioner

På trods af navnet er akutfunktionerne ikke de mest akutte tiltag, for er det virkelig akut, bliver der ringet 112, pointerer Inge Jekes, som er formand for det faglige selskab for sygeplejersker i kommunerne. 

”En akutfunktion er jo ikke sådan noget med blå blink. Som jeg ser det, handler det især om udredning og behov for kompleks behandling ved den ældremedicinske patient,” siger hun. 

Netop disse opgaver synes der at være enighed blandt kommunerne om, at sygeplejersker bør varetage, hvilket også fremgår klart af Sundhedsstyrelsens ”Kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”:  

”[Opgaverne] varetages af erfarne sygeplejersker med følgende uddannelse og kompetencer: 

• Autoriseret sygeplejerske
• Svarende til mindst to års relevant, klinisk erfaring i fuldtidsstilling.” 

Spørger man Inge Jekes, er det med god grund, at opgaverne ligger hos sygeplejerskerne:

”Dét, sygeplejerskerne kan, er ikke kun at måle de vitale værdier, men sætte dem i sammenhæng og handle på dem,” siger hun. 

Kæmpe kommunale forskelle

Selvom der er enighed om, at akutfunktionerne skal varetages af sygeplejersker, er der langtfra konsensus om, hvordan de skal organiseres. Der er nemlig stort set lige så mange måder at løse opgaven på, som der er kommuner. Nogle af forskellene skyldes geografi og kommunestørrelser, siger Inge Jekes: 

”I de små kommuner er der ikke opgaver nok til, at man kan have sygeplejersker ansat til kun at køre ud akut.” 

Også fra Sundhedsstyrelsens side peger man på, at der er store forskelle, og styrelsen har i kvalitetsstandarderne forsøgt at tage højde for, at der er forskellige behov i f.eks. Københavns Kommune og Læsø Kommune. 

”Vi vil ikke blande os i, om det giver bedst mening for kommunerne at have akutteam, akutpladser eller begge dele, men kun i, at det er de samme kompetencer og indsatser, der skal være til stede, lige meget hvordan det er organiseret,” forklarer Kirsten Hansen, sektionsleder i Sundhedsstyrelsen. 

De store forskelle er dog et stort problem, mener Annette Jakobsen: 

”Når jeg på sygehuset skal udskrive en patient, så er der stor forskel på, om jeg udskriver til Norddjurs eller til Skanderborg f.eks., fordi akutfunktionerne kan noget forskelligt. Det er ret svært at finde rundt i den jungle, og det er ikke hensigtsmæssigt for nogen, allermindst patienterne,” siger hun.

Organisering skiller vandene 

Selvom mange kommuner har valgt et akutteam, er det ikke alle, som er lige begejstrede for denne måde at organisere sig på. Ifølge Inge Jekes kan der være visse ulemper ved at organisere akutfunktionen som et team: 

”Man kan nemt komme til at skabe et A- og et B-hold af sygeplejersker i forhold til akutteamet og den almindelige hjemmesygepleje, især hvis man ikke arbejder på en gensidig forståelse for hinandens arbejde. Derudover kan man risikere at have sygeplejersker, som bruger næsten al deres tid på landevejen,” siger hun. 

Inge Jekes tilføjer dog også, at nu hvor så mange kommuner har valgt akutteams, så bør de bruges som en løftestang til at få opkvalificeret sygeplejerskerne i kommunerne. Netop opkvalificeringen og uddannelsen har man valgt at lægge vægt på i Kerteminde Kommune. Her er både akutteams og akutpladser valgt fra til fordel for opkvalificering af alle sygeplejerskerne, fortæller Irmgard Birkegaard, leder af sygeplejen i Kerteminde Kommune: 

”Hvis vi, som lille kommune, skal bevare noget kontinuitet hos borgeren, skal det være alle sygeplejersker, som f.eks. kan tage sig af i.v.-behandling og tidlig opsporing.” 

Hendes bekymring om akutteams går særligt på, om det er god udnyttelse af ressourcerne, samt hvorvidt man risikerer at reducere sygeplejen til noget rent teknisk. 

”Der hvor sygeplejersker især kan gøre en forskel, er ved at kende borgeren, de pårørende og omstændighederne og samtidig kunne det instrumentelle, og ikke når sygeplejen bliver reduceret til at hænge noget i.v.-behandling op,” mener hun.   

Til trods for de faldgruber, som Inge Jekes og Irmgard Birkegaard nævner, har to tredjedele af landets kommuner valgt at etablere akutteams eller lignende udekørende teams med specialiserede sygeplejersker. En af de kommuner er Helsingør, hvor akutteamet er en succes, siger sygeplejerske Helle Schrader, som bl.a. fremhæver, at akutteamet har et rigtig godt samarbejde med både hjemmeplejen og de praktiserende læger. 

Sundhedsstyrelsens kvalitetsstandarder 

For at sikre at kommunernes akutfunktioner lever op til en vis standard, har Sundhedsstyrelsen i 2017 udgivet ”kvalitetsstandarder for kommunale akutfunktioner i hjemmesygeplejen”.  

”Det er første gang, at vi udover de faglige anbefalinger har stillet krav til kommunerne,” fortæller Kirsten Hansen. 

Kravene og anbefalingerne er lavet i samarbejde med en arbejdsgruppe bestående af bl.a. repræsentanter fra kommuner, fagligt selskab for sygeplejersker i kommunerne, de praktiserende læger m.fl. 

Ifølge de to formænd for faglige selskaber Annette Jakobsen og Inge Jekes er intentionerne gode. Alligevel peger de begge på udfordringer og emner, som rapporten ikke giver svar på. 

”Anbefalinger kræver, at ressourcerne følger med, og at det bliver veldefineret, hvad kommunale sygeplejersker må, og hvem der skal betale f.eks. i.v.-behandling ordineret af sygehuset, men udført af kommunale sygeplejersker,” siger Annette Jakobsen. 

Ligesom Annette Jakobsen peger Inge Jekes også på klarere regler for, hvad sygeplejerskerne må: 

”Der bliver lagt op til, at vi f.eks. skal måle blodsukker, men det må vi ikke uden at have kontaktet lægen. Der skal laves nogle klare aftaler om, hvad for nogle delegerede opgaver akutfunktionerne skal varetage, for det er irriterende for lægerne, hvis vi hele tiden ringer for at få lov at måle værdier.” 

Akutteam-sygeplejerske Louise Munk pakker sin kurv med lige præcis de ting, der er nødvendige hvert enkelt sted.

Foto: Claus Bech

Hvornår er akutteamet en succes?

I mange kommuner er målet med at oprette akutteams at undgå unødvendige indlæggelser og genindlæggelser. Men der er ikke et klart billede på, at det rent faktisk sker. Kun meget få kommuner, som Sønderborg og Kolding, har lavet evalueringer med statistik for indlæggelser. Her er tendensen, at akutteamets sygeplejersker selv mener at have forebygget indlæggelser, mens statistikken viser, at antallet er det samme (eller højere) som tidligere år eller som nabokommuner uden akutteams. 

”Der er desværre ikke lavet nogle effektmålinger af akutteams som viser, at antallet af genindlæggelser er faldet. Tværtimod viser en tendens i Region Midtjylland, at antallet af indlæggelser er steget markant de sidste år,” siger Annette Jakobsen. 

Spørger man Inge Jekes, giver det ikke nødvendigvis grund til bekymring, at der ikke er færre indlæggelser: 

”Man skal passe på ikke kun at måle på indlæggelser, for det kan sagtens være en succes, selvom der er mange indlæggelser, for man har måske fået indlagt patienterne rettidigt,” mener hun. 

Inge Jekes mener, at parametre som indlæggelsestid og tilfredshedsmålinger fra patienter er væsentlige faktorer at måle på, men kun meget få kommuner har gjort dette. Også fra Sundhedsstyrelsens side er der åbenhed over for, at indlæggelser ikke nødvendigvis er det eneste relevante parameter: 

”Det kan godt være, man skal se på andre effektmål end bare indlæggelser og dødstal, for der er f.eks. også kvalitetsmål. Det er selvfølgelig ærgerligt, hvis akutfunktionerne ikke har nogen effekt på antal indlæggelser og genindlæggelser, men det kan være, der kommer noget andet godt ud af det,” siger Kirsten Hansen.  

Fremtidens akutfunktioner

I Sundhedsstyrelsens anbefalinger er der to vigtige tidsfrister; den første er, at kommunerne skal opfylde de krav og anbefalinger, der er i rapporten senest i 2018. Den anden beskriver, at der i 2020 skal laves en opfølgning på anbefalingerne: 

”Det er klart, at vi på et tidspunkt skal tage stilling til, om der er noget, som skal laves om, tilføjes, eller om der er noget, som er mindre hensigtsmæssigt i virkeligheden. Senest i 2020 forventer vi, at der er data fra en national opfølgning, og at der er noget erfaring med at bruge akutfunktionerne. Det er et område under udvikling, og derfor kan det se anderledes ud inden for få år, og der kan komme nye opgaver til,” fortæller Kirsten Hansen. 

Dansk Sygeplejeråds næstformand, Dorte Steenberg, mener, at det er positivt, at der er sat en frist for gennemgangen af kvalitetsstandarderne. 

”Det er rigtig godt, at Sundhedsstyrelsen præsenterer nogle krav til kommunerne. Og så opfatter vi det fokus, der er på sygeplejerskerne i kommunerne, som en anerkendelse af, at det er fagligheden, der kan løfte kvaliteten,” siger hun. 

Dorte Steenberg påpeger, at det især er vigtigt at have nogle konkrete kvalitetsstandarder, når akutfunktionerne er så forskellige: 

”At akutfunktionerne opstår, er jo et resultat af den historiske udvikling og den stigende kompleksitet, og selvfølgelig må det organiseres forskelligt, afhængigt af hvad for nogle sundhedsproblemer, borgerprofiler og størrelser kommunerne har. Men de landsdækkende mål i forhold til høj kvalitet må være ens.”