Med akutteamet på arbejde

Kl. 7.45 
Sygeplejerskerne i Helsingørs akutteam møder ind. Helle Schrader, som har været sygeplejerske i akutteamet de sidste syv år, sidder ved sit skrivebord og kigger dagens planlagte borgere igennem. Herefter samles akutteamets sygeplejersker, fællestillidsrepræsentanten Solvej Rolin og lederen af akutteamet, Annedorte Fribjerg, ude i køkkenet med en kop kaffe hver for at gennemgå dagens patienter og snakke weekendens udfordringer igennem. 
Helsingørs akutteam blev startet i 1997, og ifølge Solvej Rolin er teamet unikt, fordi idéen kom fra de praktiserende læger: 

”Her er det lægerne, der har opfundet os. Det gør, at vi har en kæmpe velvilje hos lægerne, hvilket jeg kan høre fra mange af mine FTR-kollegaer, at de kæmper med.”

Da akutteamet startede, bestod det af både sygeplejersker og sosu-assistenter, men efterhånden er opgaverne blevet så komplekse, at teamet nu kun består af sygeplejersker. 

”Med den øgede kompleksitet i opgavesættet blev det for presset med assistenter, for der var mange opgaver, der krævede en sygeplejerske,” fortæller Solvej Rolin. 

Kl. 8.15 
Sygeplejerskerne Louise Munk og Camilla Laub Nielsen er på vej til det første planlagte borgerbesøg: en 98-årig kvinde med terminal brystkræft, som har fået det værre hen over weekenden, og derfor har akutteamet taget over for hjemmeplejen. Men lige som Louise og Camilla skal ud ad døren, ringer telefonen. Det er hjemmeplejen, som skal have hjælp til at sætte en nasalsonde i igen, og Louise aftaler at ringe tilbage efter besøget. 

På vej ud til bilen tager Camilla Laub Nielsen en kurv, som indeholder blodtryksmåler og andet måleudstyr. Derudover står der bag i bilen en række hvide plastkasser med endnu mere udstyr, som sygeplejerskerne kunne tænkes at få brug for. 

”Vi kan rykke ud med det her måleudstyr og lave en sygeplejefaglig vurdering, til forskel for den almindelige hjemmesygepleje, som ikke har de samme arbejdsvilkår som akutteamet,” forklarer Louise Munk, som er uddannet anæstesisygeplejerske og har en master i folkesundhedsvidenskab.  

Kl. 8.40 
Da de to sygeplejersker kommer ind ad døren, sætter Camilla Laub Nielsen sig på hug foran den 98-årige og holder hendes hånd, mens hun roligt spørger ind til mad, drikke og søvnvaner. Derefter tager Louise Munk sig af personlig pleje; får børstet tænder og skiftet natkjole. Den ældre dame er forvirret, og for at der ikke skal være for mange omkring hende, trækker Camilla Laub Nielsen sig lidt tilbage og bruger tiden på at tale med de to pårørende. De taler bl.a. om næste besøg og om mulighed for besøg af en sygeplejerske i løbet af natten. 

”Vi har nummeret, så vi kan bare ringe, hvis der er noget. Det fungerer fint,” siger sønnen, der også fortæller, at de har været godt tilfredse med akutteamets behandling – og at det har været en positiv oplevelse i forhold til vikarer. 

Kl. 9.35 
Efter besøget ringer Camilla Laub Nielsen, som tidligere har arbejdet i både hjemmesygepleje, neurologi og på en akutmodtagelse, til hjemmeplejen som kontaktede akutteamet tidligere. 

”Hun er blevet indlagt. Der var ikke nogen sonde, men borgeren havde også været dårlig, kastet op og havde feber, og det var så foregået via egen læge. Mere ved jeg ikke,” fortæller Camilla Laub Nielsen. 

Og sådan en situation er rigtig ærgerlig, mener Louise Munk: ”Det er der, vi skulle have været på banen. Vi vil jo sindssygt gerne undgå indlæggelser, bl.a. fordi det er forfærdelig dyrt for kommunen, og vi vil jo gerne bruge pengene på en bedre måde til gavn for borgerne.” 

Hun fortæller samtidig, at det ikke er blevet undersøgt, hvorvidt akutteamet har gjort en forskel på antal indlæggelser og genindlæggelser i Helsingør Kommune. 
Tilbage på kontoret sætter Louise Munk sig ved computeren for at dokumentere besøget og den medicin, der er blevet givet. 

”Vi bruger omkring 60 pct. af tiden på dokumentation. Der er en del dobbeltkommunikation, men der kommer snart et nyt dokumentationssystem, som skulle gøre det lettere,” siger hun. 

Kl. 10.45 
Louise Munk er blevet færdig med at dokumentere, og der er ikke kommet flere opkald, så hun ringer til den ene af hjemmesygeplejens grupper, der på grund af sammenlægning har problemer med at nå det hele. 

”Har I brug for hjælp til noget?” spørger hun, og efter lidt snak bliver de enige om, at Louise Munk tager sig af medicindosering til en borger i nabobygningen. Hun ringer over til borgeren og får at vide, at han også venter på hjælp til toiletbesøg. ”Det kan vi da også lige få klaret så,” siger hun med et smil. 

Opgaven ender med at tage længere tid end forventet pga. medicin, der skal bestilles. Louise Munk når derfor først tilbage til kontoret, da resten af teamet er færdige med frokosten og er på vej ud til deres næste opgaver.  

Kl. 12.25 
Næste stop er hos en 59-årig mand, som har haft kræft i spiserøret. Han kan det meste selv, men har en ernæringssonde i maven, som skal skiftes, og Helle Schrader er i dag med ude for at instruere en af hjemmesygeplejerskerne i at skifte sonden, så hun fremover vil kunne gøre det selv. Helle Schrader giver en hånd med, hvor der er brug for det; henter en saks i køkkenet, henter vand og lader så ellers hjemmesygeplejersken gøre selve arbejdet. 

”Det gik jo som smurt, det kan vi ikke klage over,” siger Helle Schrader til sidst, da sygeplejersken har fået sat sonden i og har fået svar på et par opfølgende spørgsmål.  

Kl. 13.05 
Helle kører derefter videre til en ældre mand, hvis kateter er faldet ud, så han har siddet og holdt på det i en halv time. 

”Jeg kom så hurtigt, jeg kunne,” siger Helle Schrader. Den ældre mand har lagt alt udstyret frem, og der går under et kvarter, så sidder Helle ude i bilen igen, på vej tilbage til akutteamets kontor. 

”Det her kan hjemmesygeplejen jo egentlig godt klare, men har vi tid til sådan nogle akutte opgaver, tager vi ud og gør det. Nogle gange handler det bare om at være en god kollega og være en ven, som hjemmesygeplejen kan ringe til,” fortæller Helle Schrader.