"Der er ting, jeg aldrig har fortalt"

De udsendte. Lindy Lillelund fik Florence Nightingale-medaljen sidste år og har i den anledning skrevet om sine oplevelser som udsendt med Røde Kors i bogen ”Mellem liv og død”. Den udkom for en uge siden. Lindy Lillelund kan nu kalde sig forfatter, men mest af alt er han sygeplejerske, som siden 2003 har lavet humanitært arbejde.
Lindy Lillelund
Foto: Mikkel Berg Pedersen

Udsendt

I Danmark er der primært tre muligheder for at blive udsendt som sygeplejerske: Røde Kors, Læger Uden Grænser og Forsvarets Sundhedstjeneste.

I august udkom sygeplejerske Lindy Lillelund med bogen "Mellem liv og død" om hans mange udsendelser med Røde Kors.

Læger Uden Grænser i Danmark fejrer i år 25-års jubilæum, og for 10. gang er der flagdag den 5. september, som hylder alle landets udsendte – også sygeplejerskerne.

I Danmark går traditionen for at lade sig udsende som sygeplejerske langt tilbage, og stadig den dag i dag arbejder mange sygeplejersker uden grænser.

Læs i denne artikelserie:

Sygeplejersker uden grænser

"Det blev ikke det, man havde frygtet"

Draget af det akutte

"Der er ting, jeg aldrig har fortalt"

Nødhjælp gennem mere end 150 år

For 15 år siden rejste sygeplejerske Lindy Lillelund ud på sin første mission med Røde Kors. Det var drømmen om at gøre en forskel i verdens brændpunkter, der fik den 58-årige sygeplejerske til at bruge flere år i bl.a. Afghanistan, Sudan og Somalia. For som ung rygsæksrejsende oplevede han, at mennesker uden for Danmarks grænser havde det langt dårligere end herhjemme.

"Det var der en uretfærdighed over, så jeg fik en uddannelse, så jeg kunne bidrage til, at folk fik det bedre," siger Lindy Lillelund om, hvorfor han blev sygeplejerske. Hans mange oplevelser som sygeplejerske for Røde Kors er der nu kommet en bog ud af.

Vælge og vrage

"Mellem liv og død" hedder den, og bogen er skrevet ud fra de rejsebreve, som Lindy Lillelund sendte hjem til Danmark. Han husker særligt en oplevelse fra Sudan, som han også skrev hjem om.

"På min anden udsendelse fløj vi flere gange om ugen til det sydlige Sudan for at evakuere patienter, som havde været i kampe. Den ene gang blev vi mødt af, at der lå over 40 sårede på jorden, og jeg skulle udvælge dem, der kunne komme med os. Der skulle jeg lige trække vejret dybt. For man kunne ikke hjælpe alle, og nogle måtte lades tilbage," fortæller Lindy Lillelund, som flere gange har tænkt over, om det var de rigtige, han tog med.

Granater og brædder

Der er mange oplevelser, som har sat sig fast hos Lindy Lillelund. Bl.a. mødet med en kvinde i Mogadishu, som havde fået lårbensbrud efter et granatnedslag i hendes hus.

Udsendt for Røde Kors

Lindy Lillelunds udsendelser for Røde Kors:

2003: Kenya, ifm. med Sudan-missionen i seks måneder

2004-2005: Kenya, ifm. med Sudan-missionen i knap 11 måneder

2006: Sydsudan i seks måneder

2008-2009: Kenya, ifm. med Somalia-missionen i et år

2010-2011: Afghanistan i 10 måneder

2013: Kenya, ifm. med Somalia-missionen i et år

2015: Afghanistan i tre og en halv måned

2016: Sydsudan i to måneder

2017-2018: Bangladesh i en måned

"Men det var uden væsentlig betydning for hende, da den store tragedie var, at granatnedslaget dræbte alle hendes fem børn," siger han. Udover mødet med barske skæbner har Lindy Lillelund også måttet finde sin kreativitet frem under sine udsendelser. For da han var på en mission i 2013, blev han "udlånt" i en uge for at bedøve i et kirurgisk team i en lille landsby i Sydsudan.

"Lægen, som jeg overtog opgaven efter, havde ladet patienternes arme ligge og svæve i luften på lejet med risiko for nerveskader. I mangel af bedre fandt jeg to uhøvlede brædder, som fint kunne bruges som armborde," forklarer Lindy Lillelund om en af de lidt mere sjove oplevelser.

Undladte detaljer

Som sygeplejerske for Røde Kors med flere års udsendelse bag sig, er der også oplevelser, som Lindy Lillelund undlod at fortælle familie og venner for ikke at gøre dem nervøse. Nogle af dem er kommet med i bogen, men der er stadig visse detaljer, han holder for sig selv.

"Der er mange ting, jeg aldrig har fortalt til nogen. Ting, som er så brutale, at jeg ikke vil dele dem, eller kulturelle ting, som kan mistolkes af folk herhjemme, der ikke har set og oplevet de ting, jeg har," fortæller han om de oplevelser, som vil forblive ufortalte.