Draget af det akutte

De udsendte. ”Vi sov med støvlerne på,” skrev en sygeplejerske fra Camp Bastian i Afghanistan. Beretningerne fra livet som udsendt for Forsvarets Sundhedstjeneste fik Karin Lindholdt til at ville gå samme vej. I år er det 70 år siden, Danmark var på sin første mission, og sygeplejerske Karin Lindholdt var med i 2015 og 2017.
Karin Lindholdt
Foto: Nils Lund Pedersen

Udsendt

I Danmark er der primært tre muligheder for at blive udsendt som sygeplejerske: Røde Kors, Læger Uden Grænser og Forsvarets Sundhedstjeneste.

I august udkom sygeplejerske Lindy Lillelund med bogen "Mellem liv og død" om hans mange udsendelser med Røde Kors.

Læger Uden Grænser i Danmark fejrer i år 25-års jubilæum, og for 10. gang er der flagdag den 5. september, som hylder alle landets udsendte – også sygeplejerskerne.

I Danmark går traditionen for at lade sig udsende som sygeplejerske langt tilbage, og stadig den dag i dag arbejder mange sygeplejersker uden grænser.

Læs i denne artikelserie:

Sygeplejersker uden grænser

"Det blev ikke det, man havde frygtet"

Draget af det akutte

"Der er ting, jeg aldrig har fortalt"

Nødhjælp gennem mere end 150 år

Klokken er fem om morgenen i Irak. Der lyder et ordentligt brag, og småsten falder ned på taget af de containerboliger, som de udsendte sover i.

"Det lyder helt forfærdeligt, og jeg tænkte: Nu er det slut," fortæller sygeplejerske Karin Lindholdt om det brag, der lød, da hun en forårsdag for tre år siden vågnede op til lyden af et affyret skud i Irak. Hvor præcist må hun ikke fortælle, for som udsendt med Forsvarets Sundhedstjeneste er de udsendtes præcise placeringer hemmelige.

"Jeg nåede da et par gange at tænke, at nu skulle jeg dø. Men ellers var man godt beskyttet, og jeg følte mig sjældent bange," siger Karin Lindholdt, som nævner, at det var amerikanerne, de delte lejr med, der affyrede skud mod en fjende i det fjerne.

"Der blev det lige virkeligt nok, men heldigvis var det ikke slut, og dagen gik sin gang."

Krigens konsekvenser

Tre måneder er man udsendt, når man er sygeplejerske for Forsvaret. Karin Lindholdt tilbragte den tid i Irak i 2015 og Afghanistan i 2017. Når man vågner med et sæt, fordi lyden af krig lyder, så bliver man mindet om, at man befinder sig langt hjemmefra.

"Man bor i en boble i lejren, så fornemmelsen af, at man er i et land, hvor der er krig, og hvor uskyldige dør eller kommer til skade, den er nogle gange fjern," siger sygeplejersken, der dog havde en oplevelse fra Irak, som også mindede hende om alvoren ved hendes udsendelse.

"Vi hentede en kvinde fra en flygtningelejr, der havde aborteret sit barn. Hun lå i vores lille kassevogn med fosteret pakket ind ved siden af sig. Det var så trist," siger Karin Lindholdt om de konsekvenser, krigen i Irak også havde. For hun var udsendt med et andet primært formål: at ledsage danske soldater hjem, hvis de kommer til skade.

Radioen inden for rækkevidde

Det blev aldrig nødvendigt at følge en såret dansk soldat hjem, så Karin Lindholdts hverdag i lejren i Irak gik med at tilse soldaterne, som var udsendt for at rådgive og undervise de lokale. Det betød også, at den danske sygeplejerske hovedsageligt behandlede småskavanker som træningsskader og fodsvamp, som pga. de 50 grader og de store støvler var et hyppigt problem for soldaterne.

"Vi havde ikke så meget at lave på vores egne folk, så de irakiske soldater, der kæmpede mod ISIS, hjalp man også. Og der fandt man virkelig ud af, hvor blød kroppen er," fortæller Karin Lindholdt om de mange krigsskader, hun var vidne til.

"Sprængstof tager ikke hensyn til noget. Heller ikke menneskekroppen," siger hun. Under Karin Lindholdts udsendelse i Irak var der ca. 35 traumer. Ingen danskere kom til skade. Men risikoen var der, så derfor fulgte radioen Karin Lindholdt overalt. Også på natbordet.

"Jeg kunne altid blive kaldt. Dag og nat. For man vidste aldrig, hvornår krigen ville ramme."

Emneord: 
Historie
Katastrofe
Katastrofemedicin
Krig
Krise
Sygeplejens historie