Enestuer – sygeplejerskernes nye virkelighed

En kæmpe hall. To store brede gange i hvide og orange farver. Stilhed. Ingen mennesker.

Vi er ankommet til afdelingen for ældresygdomme på Aarhus Universitetshospital i Skejby.

"Her er mere roligt," påpeger sygeplejersken Stine Ejegod Mortensen senere, da vi taler med hende i et af afdelingens to kontrolrum, hvor de ansatte har et elektronisk overblik over patienter og kolleger.

Roen er en af mange forandringer, der er sket efter, at afdelingen er flyttet fra lokaler på Marselisborg til den helt nybyggede afdeling i Skejby, som er indrettet, så alle patienter har deres egen stue og toilet og med mulighed for, at en pårørende kan overnatte. Et koncept, som alle nye sygehusbyggerier vil få.

Oversygeplejerske på afdeling for ældresygdomme, Kirsten Rahbek, forklarer, at den dæmpede atmosfære bl.a. skyldes, at der i dag ligger otte patienter på hver sin stue på et areal, der tidligere husede op mod 20 patienter på flersengsstuer.

"Før var man tilbøjelig til at tale sammen på gangen. Pårørende talte med de ansatte på gangen. Og de ansatte gav beskeder til hinanden. Nu er der store afstande, der gør det sværere. Og man taler med patienter og pårørende på stuerne, som man jo har for sig selv og derfor heller ikke forstyrrer nogen," siger Kirsten Rahbek.

Mange skridt

De store afstande betyder dog også, at sygeplejersker som Stine Ejegod Mortensen skal gå langt flere skridt i løbet af dagen. Vi har fulgt efter hende ind til patienten Søren.

"Det er nogle lange gange. Og der er langt mellem stuerne og patienterne. Tingene tager længere tid, og man er meget alene," fortæller hun, mens hun hjælper Søren op af lænestolen og får ham til at holde om rollatoren, så han kan trisse ud på toilettet. Hun forsvinder et øjeblik, kommer tilbage og lukker toiletdøren bag sig.

"Da der lå flere på stuerne, kunne vi se til flere patienter, når vi var på stuen. Eksempelvis lige tage blodtrykket på en anden patient, mens man ventede på, at den ene var på toilettet."

I stedet ordner hun Sørens seng.

Hendes oversygeplejerske Kirsten Rahbek anerkender, at enestuerne har givet sygeplejerskerne længere mellem patienterne og flere skridt at gå.

"Det har vi været opmærksomme på fra starten. Vi løb meget de første 3-4 måneder. Men så finder man ud af, hvad der er smart. Her handler det bl.a. om at bruge de teknologiske løsninger, som at dokumentere, mens du er på stuen. Og at bruge IT-systemet til at informere læger om f.eks. for højt blodtryk på en patient i stedet for at ringe. Det forstyrrer mindre, og det er mere patientsikkert," siger oversygeplejersken.

Stadig bleer på gangen

De nye patientstuer er indrettet med en hospitalsseng, en lænestol, et rullebord og en stol og et lille bord. Langs den ene væg er der skab og skuffer, og hvad der ligner et vandret skab forneden, gør det ud for en udtræksseng, hvor pårørende har mulighed for at sove.

"Det kan være lidt trængt, hvis vi skal ind til patienten om natten, og der sover en pårørende," siger Stine Ejegod og rykker en stol ind til siden, så Søren kan komme forbi med sin rollator.

Hver stue har sit eget rummelige toilet, hvor der også står forskellige hjælperedskaber og fylder op.

"Der er ikke rigtig plads til dem andre steder," kommenterer Stine Ejegod Mortensen, men anerkender, at der er god plads til at hjælpe patienten i bad.

Hun åbner et lille skab med vatpinde, gummihandsker og vaskeklude.

"Der er mulighed for at opbevare lidt på stuen og badeværelset, men vi skal stadig hente bleer og tøj på gangen. Hvad det angår, er der ikke forskel fra tidligere," siger hun.

Tættere kontakt med patienterne

Til gengæld har enestuerne haft en positiv effekt på relationen med patienterne.

"Jeg har langt mere fortrolige samtaler med patienterne, fordi der ikke er nogen, der blander sig. Jeg får mere at vide, fordi det er lettere for patienterne at fortælle, hvis de har problemer med mere private eller intime ting, når der ikke er andre patienter, der lytter med," fortæller Stine Ejegod Mortensen og fortsætter:

"Jeg spørger også patienterne om ting, jeg ikke spurgte om tidligere, og kommer i det hele taget tættere på dem. Det er rigtig godt."

På samme måde er der også bedre kontakt med de pårørende.

To af de otte sengestuer på denne del af afdelingen er ekstra store og målrettet bariatriske patienter. I dag er det ikke en bariatrisk patient, der ligger på den ene af disse stuer, men en patient, der er døende og ikke længere kontaktbar. Han har sin kone hos sig, som har overnattet på stuen. Der er blomster, tegninger fra børnebørnene på væggen og billeder af familien på sengebordet ved siden af ham.

"Jeg synes, det er rigtig rart for patienterne og de pårørende, at de har mulighed for at gøre det lidt hyggeligt og personligt," siger hun, mens hun sammen med kollegaen, fysioterapeut Hatet Tahmasbi Hansen, får plejet patienten og givet ham noget beroligende medicin, som hun går ud og henter i medicinrummet i den anden ende af gangen. De vender ham, og Stine Ejegod Mortensen renser hans mund, mens hun taler roligt til ham. Inden hun går, lægger hun en våd klud på hans pande.

Nye måder at uddanne på

De nye omgivelser og enestuer kræver flere nye måder at arbejde på.

"Vi arbejder mere alene. Jeg aner ikke, hvad de laver på den anden gang. Hvem patienterne er, og hvad der fylder. Så er det svært f.eks. at byde ind på de tværfaglige konferencer. Der kan gå dage, hvor jeg ikke ser kollegerne derovre," siger Stine Ejegod Mortensen.

Hun er også klinisk vejleder og oplever, at enestuerne også kræver nye måder at uddanne på.

"Før var det muligt for de nye sygeplejersker og de studerende at spejle sig i de erfarne sygeplejersker, og det var lettere for dem at observere og lære uden at indblande patienterne. Det er vi tvunget til nu. Når vi har studerende med ind på stuerne, bliver vi nødt til at være mere åbne om, at de er studerende. Det kan være både godt og skidt, men det kræver nye måder at tænke uddannelse på."

Samlet set er Stine Ejegod Mortensens begejstring for de nye arbejdsforhold på et af landets nybyggede supersygehuse lidt begrænset.

"Der er tænkt meget i patientkomfort. Og ikke så meget på personalet," mener Stine Ejegod Mortensen.