Spring menu over
Dansk Sygeplejeråd logo

Sygeplejersken

"Vi kan gøre det endnu bedre"

Det er 11 år siden, Anders Fogh Rasmussen (V) i en valgkamp lovede 90 milliarder til byggeri af nye sygehuse. Men 90 blev til 41, og ingen regioner fik deres fulde ønsker opfyldt.

Sygeplejersken 2018 nr. 11, s. 26-27

Af:

Kristine Jul Andersen, journalist

2018-11-tema-anders-fogh-rasmussen

Der blev spidset ører, da statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) og indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) i valgkampen efteråret 2007 stillede sig op på Skejby Sygehus i Aarhus og under sloganet "Vi kan gøre det endnu bedre", annoncerede, at halvdelen af den eksisterende sygehuspark skulle skiftes ud og erstattes af nyt.

"Regeringen har afsat 25 mia. kr. til nybyggeri på sygehusene, men dertil kan vi lægge 15 mia. kr., som der allerede investeres i regionerne, 10-20 mia. fra salg af gamle udtjente sygehusbygninger og en gevinst på 30 mia. kr. som følge af, at arbejdet kan tilrettelægges mere hensigtsmæssigt i nyt byggeri. Det giver 80-90 mia. kr. til nye sygehuse," sagde Anders Fogh Rasmussen ifølge Berlingske og blev suppleret af Lars Løkke Rasmussen:

"Og vi er nødt til at løfte standarden. En fjerdedel af alle sygehuskvadratmeterne er fra før 2. verdenskrig, mens en anden fjerdedel er fra før, jeg begyndte i skolen."

Senere blev de 90 mia. til 40 mia. under diskussion om løftebrud og krav fra regionerne om, at der var brug for flere penge, hvis planerne skulle realiseres.

Det endte med en pulje på 41,4 mia. kr. til byggeri af nye sygehuse, hvoraf de 25 skulle komme fra statens såkaldte kvalitetsfond, mens regionerne selv skulle komme med resten.

Regionerne gik i gang med at udarbejde nye sygehusplaner og lave ansøgninger til nye byggerier og tilbygninger. Men endnu en gang måtte de se pengene smuldre. Ingen af de fem regioner fik det, de havde søgt om.

I Aarhus var man allerede langt med planerne til et stort nyt hospital i Skejby til 9 mia. kr. De fik 6,35 mia. kr. fra kvalitetsfondsmidlerne. Det betød færre kvadratmeter og ud med funktioner som apotek, vaskeri og køkken.

"Det kunne vi lade blive på de gamle placeringer og så transportere mad og vasketøj og apoteksvarer, som man havde gjort tidligere," siger Anders Larsen, kontorchef for byggeriet af Nyt Aarhus Universitetshospital.

Et monorailsystem til at transportere varer på blev droppet, og man planlagde en høj grad af genanvendelse af udstyr og inventar.

"Man kan sige, at projektet har været lidt født ind i et sparemode. Men mange af de oprindelige idéer er gennemført," påpeger Anders Larsen.

De 41,4 mia. kr. endte med at blive fordelt på 16 forskellige bygge- og renoveringsprojekter. Se oversigt.

For 41 mia. kr. sygehuse

Tema supersygehuse

Supersygehuse ramt af virkeligheden

41 mia. kr. bliver lige nu forvandlet til store nye sygehusbygninger i hele landet. Men ikke uden problemer med alt fra byggesjusk til forsinkelser og for dyre entrepriser. Når virkeligheden rammer sygehusbyggerierne, kræver det andre ofre i byggeprojektet. Det mærker såvel patienter som personale. For i sidste ende rammer det også driften. Med byggerierne følger enestuer til alle patienter, hvilket giver sygeplejerskerne en bedre relation til patienten, men også flere kilometer i benene.