Det her kan jeg ikke holde til

En af de nyuddannede sygeplejersker, der sidste år blev syg af at gå på arbejde, er Lone. Hun blev uddannet i januar 2017 og fik sit første job i et vikariat på den medicinske afdeling, hvor hun havde været i praktik og også arbejdet som vikar. Hverken patienterne, personalegruppen eller afdelingen var derfor uvante for hende.

Men det forudgående kendskab til afdelingen betød til gengæld, at hun kun fik to dages introduktion. På sin tredje arbejdsdag arbejdede hun på samme vilkår som de erfarne sygeplejersker. Den første akutvagt fik hun blot en måned efter, hun var startet.

"Det var angstprovokerende. Jeg var ikke blevet oplært i den funktion, og jeg følte ikke, at jeg havde kompetencerne til den," siger hun.

Samtidig fortsatte hverdagen med et stort patientflow, komplekse patienter og overbelægning.

"Da februar var ovre, tænkte jeg, det her kan jeg ikke holde til. Der havde været konstant overbelægning, og vi havde et beredskab, der hed "så gør man kun det allermest nødvendige". Det var en stressfaktor for mig, at jeg ikke kunne give den sygepleje, jeg er uddannet til."

Grotesk hårdt de første år

Med det tidlige forårs komme faldt antallet af patienter dog til et mere normalt leje, og der kom mere ro på afdelingen. Og vikariatet blev vekslet til et fast job på afdelingen. Men da sommeren nærmede sig, betød det, at det var nødvendigt at tage ekstra vagter, for at alle kunne få tre ugers sammenhængende ferie. Og set i bakspejlet kan Lone godt se, at hun begyndte at have kortere lunte derhjemme.

"I september havde jeg sovende hænder, fingre og tæer, hjertebanken og et konstant adrenalinsus i kroppen, ondt i maven, hovedet og spændinger."

"I min fritid var jeg fuldstændig smadret. Jeg brugte alle fridagene kun på at restituere."

Den 12. oktober blev hun sygemeldt. Og først i februar i år er hun vendt tilbage til sin gamle afdeling.

"Jeg tror også, at det har betydet noget, at jeg har tre børn. Men på den anden side så kan det jo ikke passe, at man ikke kan være nyuddannet sygeplejerske og have et liv udenfor. En af mine kollegaer, som også er ny, sagde en dag til mig: "Hvor er jeg glad for, at jeg ikke har børn, men bare kan smide mig på sofaen derhjemme – for jeg er ingenting værd, når jeg kommer hjem," fortæller Lone og tilføjer:

"Men jeg synes, at det er grotesk, at det skal være så hårdt det første år eller to. Det var bestemt ikke sådan, at jeg forestillede mig, at det ville være, da jeg fik min nål."